I 2017 blev journalisten Kim Wall myrdet i en ubåd på en bestialsk og ikke mindst seksualiseret, syg og dominant måde, hvor hendes lig blev parteret. I 2022 blev en ung kvinde, Mia Skadhauge Stevn, slået ihjel i Aalborg. Igen på en seksualiseret, bestialsk måde, hvor en mands sygelige fantasi medførte partering.
To forfærdelige dødshistorier i Danmark i nyere tid. To historier, der har dét til fælles, at en kvinde slås ihjel af en mand, fordi hun er kvinde. Mænd bliver også myrdet i Danmark – men kun sjældent i kraft af deres køn. I tilfældet med de to ovennævnte kvinder ligger motivet til handlingen i deres køn og det, en mand kan få ud af deres køn – både før og efter døden.
Kan vi lære af det? Vi kan starte med at se tilbage, som kunstneren Lisbeth Lunda har gjort. Og når vi gør det, får vi øje på at kvinder altid – siden tidernes morgen – er blevet slået ihjel eller har mistet essentielle muligheder i deres liv, fordi de var kvinder. Og kun derfor. Faktisk er den døde kvinde, slået ihjel p.gr.a sit køn, næsten en arketype – en fast bestanddel af vores ”kulturarv”.
Værkserien ICONS
Lisbeth Lunda har sat sig for at skildre disse historiske kvinder. De kvinder der på forskellig vis døde eller fik et stækket liv i kraft af deres køn. Hun har allerede vist 1. del af serien ICONS i august 2023 og 2. del bliver snart en realitet for publikum.
På udstillingen ICONS sås 6 store portrætter af 6 afdøde kvinder, skildret med stor empati og indlevelse. Portrætter, der tager afsæt i virkeligheden og har en vis portrætlighed, men som også er fortolkninger af personen og en tilførsel af symboler og kunstnerens eget maleriske særpræg.
De store malerier er udført i akrylmaling, og mange steder belagt med bladguld nogen har fået tilført broderi. Lisbeth Lunda er udannet Art Director og grafiker, og kvindernes kjoler bærer præg af dette, idet de alle, udover betydningsbærende symbolik, er fyldt med håndmalede smukke mønstre. Bladguldet fylder meget i værkerne, næsten som en hyldest i sig selv og i de cirklende bevægelser i guldmalingen ligger referencer til Fibonacci.
Lisbeth Lunda er en meget belæst kunstner, som især interesserer sig for historie og religion, og som selv har en baggrund i et strengt kristent miljø i Nordjylland; så hun ved ”hvad hun snakker om” og hun kender sine referencer kunst- og kulturhistorisk.
ICONS er både en hyldest- og en indignations-værkserie. Det er en kærlighedserklæring til disse 6 kvinder og samtidig en vredesytring og et kampråb.
Lisbeth Lunda er erklæret feminist og ønsker at vi i mødet med kvindernes direkte blikke tager stilling. Til deres død, deres liv og vores alles liv og historie. Det er som om hun med disse maleriers kvinder beder os se tingene i øjnene: Kvinder slås ihjel. Stadig. Fordi de er kvinder og kun derfor. Hvad vil vi gøre ved det?
Mahsa Amini
Tag nu maleriet af Mahsa Amini som døde i 2022 i det iranske moralpolitis varetægt. Alene ordet: Moralpoliti får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Hvis moral? Magthavernes? Mænds eller kvinders? Hvilke beføjelser har et politi egentlig overfor noget vi i vesten betragter som et meget personligt anliggende, nemlig vores moral?
Ja, i Iran slår de ihjel hvis du ikke har moral. Hvis ikke tørklædet sidder som det skal. Det blev denne unge kvindes skæbne og det er i vor tid, ja ikke bare i vor tid, det var sidste år!
Hvad vil vi gøre ved det? Hvad synes værket vi skal? Vi skal byde det trods! Der er helt klart et trodsigt sideblik til os som beskuere fra Masha Amina i værket, og en bevægelse, der er ved at tage tørklædet helt af. Hun er en nutidshippie – symboliseret ved hendes dragts mønster – og hvis hun kan formå at ryste Iran og verden, som hippiebevægelsen rystede the establishment i 1970´erne, giver hendes offer måske – ikke mening, nej, aldrig – men retning for os andre at gå i. Gør dog oprør, kæmp mod undertrykkelse og falsk moral.
I maleriet af suffragetten Mary Jane Clarke, som var forfatter og søster til lederen af suffragette-bevægelsen i England, Emmelie Pankhurst, ligger også et oprør der er til at tage og føle på. Hun sultestrejkede i fængslet og døde efter tvangsfodring 18 år før kvinder fik generel stemmeret i landet.
Kvinder i f.eks. Saudi-Arabien har stadig ikke stemmeret – hvor er vi i det vestlige demokrati henne? Hvorfor lader vi det ske og hvorfor boycutter vi ikke fuldstændig et sådant land? Så gør dog oprør, må jeg skrive igen.
De russiske Pussy Riots, som her i 2023 udstiller på Louisiana Museum of Modern Art, har som motto at ”Everyone can be Pussy Riot”! Jamen, så vær det: En kusse, der gør oprør – en kvinde, der ikke vil finde sig i mere, og da slet ikke i at hendes kønsfæller slås ihjel.
Mary Jane Clarke udtalte at ”fængsel er det eneste sted at være for en kvinde med selvrespekt”. Pussy Riot sidder også jævnligt fængslet i Rusland. Hvad gør du?
Er du bange for at sige magten, manden, ret imod? Så begynd at tænke over hvor du har din selvrespekt… og støt kvinder over hele kloden, der gør oprør.
Hildegard von Bingen og Elisabeth den første af England blev begge vældig begrænsede i at leve normale liv, fordi andre (mænd) valgte for dem, og Eva blev udvist af Paradisets Have, fordi hun ønskede forstand og visdom. Alle 3 måtte underlægge sig love, der ikke var deres, og acceptere livsvilkår, de ikke selv ønskede og ikke havde indflydelse på. Disse kvinder har Lisbeth Lunda også skildret som ikoniske.
Tænk på hvor mange kvinder der må acceptere grumme livsvilkår rundt om på kloden i dag: For mange børnefødsler, ingen uddannelse, ingen stemmeret, omskæring, tvangsægteskaber, ydmygende og degraderende behandling fra mænds side, ja, lide døden af og til i en perverteret handling fra en syg, dominant mands side.
Da Mia Skadhauge Stevn sidste år blev myrdet, skrev en del feministisk orienterede kvinder, at disse kvindedrab måske kun er mulige i en patriarkalsk kultur, hvor mænds vold mod kvinder alt for ofte finder sted og til en vis grad stadig, om end ofte i en ikkevoldelig form, accepteres, og hvor et voldtægtsoffer skal bevise sin uskyld og forsvare sin gøren og laden.
Tænk også på #textmewhenyougethome bevægelsen i England og efterfølgende på de sociale medier da en 33-årig kvinde blev myrdet på vej hjem alene. En bølge af oprør og vrede over overgreb og seksuelle krænkelser fulgte. ”Selv om kvinden med nøglerne mellem fingrene måske ikke kender statistikkerne, så ved hun, at hun bør frygte overgreb. Det er en del af vores fælles fortælling” udtalte eksperter.
Endelig skal Lisbeth Lundas portræt af Maren Splids nævnes. Heksen, der blev brændt på bålet i 1641, hvor ikke engang hendes ægteskab med en velhavende mand kunne redde hende. Fordi hun havde sagt en mand imod, fordi hun turde… Mange, mange kvinder blev brændt på bålet i Middelalderen, der, som vi ved, var mørk.
Også i dag er der mørkemænd, der vil dræbe kvinder, fordi de er nogle ”hekse”. Tænk blot på den ulykkelige skare af mænd på internettet, som vi for nylig er blevet bekendt med: Incels (som finder sammen i had mod kvinder og fælles frustration). De kan formodentlig ikke finde en sexpartner, eller kan på anden vis ikke begå sig, og så giver de kvinden skylden.
Er det en historie vi kender? Er det en historie vi vil finde os i? En historie om magtudøvelse, voldtægt og dominans som middel til at få kvinden til at makke ret eller som hævn over hendes selvstændighed og eget manglende selvværd.
Mænd har lov til at ryge ned i sort energi overfor kvinder, fordi kvinder er blevet ”alt for meget” lyder det nærmest i Incel-grupperne. Og sat lidt på spidsen har en del (kvindelige) behandlere bagefter stået klar med forståelse og trøst, fordi det da også er synd for mændene, idet drengebørn ikke har en chance i det kvindedominerede pasnings- og skolesystem.
Lisbeth Lundas maleriserie synes at sige: Det stopper nu. Disse bortforklaringer om mænds overgreb mod kvinder kan aldrig retfærdiggøre de 6 portrætterede kvinders liv og død.
Vi må se på disse foreløbig 6 ikoniske kvinder og erkende, at stopper vi ikke mænds dominans helt via strukturelle og kulturelle forandringer, fortsætter drab som de to forfærdelige mord på Kim og Mia.
Kunstens potentiale
Jeg oplever stor glæde når jeg møder en kunstner som Lisbeth Lunda, der bruger sine kunstneriske evner i en sags tjeneste. Hun kan sit håndværk, og hvad enten man kan lide hendes malestil eller ej, er der her så meget på spil indholdsmæssigt at det aftvinger respekt. At hun bruger sine skills og sin stemme til at mindes og hylde 6 historiske ofre synes jeg er et stærkt kunstnerisk valg og understreger, at kunstens potentiale er stort.
Hvis du ikke er til bladguld og mønstre så mød Maren Splids bebrejdende blik.
Hvis du ikke kan lide religion så anerkend Hildegard von Bingens enorme viden, som var langt forud for sin tid for kvinders vedkommende.
Hvis du er glad for din demokratiske ret som kvinde så tak kvinder som Mary Jane Clark, der gik i døden for din stemmeret.
Hvis du er stolt over dit intellekt så glæd dig over den gamle myte om Eva, der spiser et æble fra netop kundskabens træ.
Projektet er vigtigt, fordi det er vigtigt at vi mindes og husker, anerkender og takker kvinderne der gik i døden for det, der var vigtigere end dem selv.
Vi er lige nu midt i en tid med meget stort fokus på individet og selvoptagetheden på SoMe kender stort set ingen grænser. Mange kvinders instagram-profil rummer simpelthen kun billeder af dem selv.
Det er sørgeligt, synes jeg, når der stadig er så mange vigtige kampe at kæmpe i denne verden og så mange kvinder derude, der fortjener mere opmærksomhed end os selv.
Derfor håber jeg at Lisbeth Lundas værkserie rusker op i os og minder os om vigtigheden af ord som søstersolidaritet, ligestilling og bekæmpelse af bange, formørkede, vrede eller syge mænd.
Samtidig skal vi huske et andet hashtag fra London i tiden efter drabet på Sarah Everard i marts 2021: #NotAllMenButAllWomen – ikke alle mænd vil kvinder det ondt, men vi har nogle samfundsmæssige strukturer, der understøtter, at alle disse overgreb mod kvinder kan finde sted. Lige fra Eva til Mia Skadhauge Stevn.
Det er mit håb at Lisbeth Lundas ICONS kan fungere bevidstgørende og øjenåbnende for mange mennesker, så vi begynder at foretage strukturelle samfundsmæssige forandringer og ændringer i kulturelt fastholdende normer, så drab på kvinder på sigt kan minimeres.’
af Connie Boe Boss – kunstskribent og artblogger.