kunstblogger
kunstformidler
kurator

En blog om primært dansk samtidskunst
En blog med holdninger til kunst og kunstscenen i Danmark
En blog til dig, der ønsker at følge med
kunstformidler omtaler af gallerier cobobo conni boe boss

Indlæg fra min Facebook-blog

Comments Box SVG iconsUsed for the like, share, comment, and reaction icons
This message is only visible to admins.
Problem displaying Facebook posts. Backup cache in use.
Error: Error validating access token: The session has been invalidated because the user changed their password or Facebook has changed the session for security reasons.
Type: OAuthException
3 uger siden
coboboblog

GOGO – FLYT KUNSTENS GRÆNSER
Kirsten Ortwed, Rosemarie Trockel, Lawrence Weiner, tre berømte og internationalt anerkendte kunstnere, på Den Frie i udstillingen Gogo, som er den anden i udstillingsserien Valgslægtskaber, der undersøger forbindelser mellem kunstnere på tværs af tid, sted og medier.

Skulptøren Kirsten Ortwed præsenterer et stort udvalg af sine værker fra 1990 til i dag med hovedvægt på skulpturer og installationer fra de seneste år. Hun har inddraget den tyske kunstner Rosemarie Trockel og den amerikanske kunstner Lawrence Weiner, som hun begge har kendt og arbejdet med i flere årtier.
Det er tilsammen blevet til en udstilling og en kunstnerisk samtale, der kredser om grænsen mellem fysik og metafysik, om det almene og det obskure.

Det er en meget ”ren” udstilling, minimalistisk i udtryk og farver, og at opleve så mange værker af en af samtidskunstens store danske skulptører er en fornøjelse. Og så synes jeg, at Den Fries idé om Valgslægtskaber er så fin – dette med at ”vælge” sine kunstnerisk beslægtede, på tværs af tid og rum. Det minder mig om selv at vælge sin familie, at vi i vores tid har så mange muligheder, ikke mindst pgra de sociale medier, for at vælge tilhørsforhold og slægtskab til grupper eller grupperinger overalt på jorden. At se sig ”i familie” med – eller i slægt med er en god ting – og det er interessant at se hvem en kunstner som Kirsten Ortwed føler sig forbundet med.

Den Frie skriver: Slægtskabet mellem Ortwed, Trockel og Weiner består ikke i en delt æstetik. Det består måske først og fremmest i en vilje til at flytte kunstens grænser.

Gogo kan ses til 14/8
#denfrieudstillingsbygning #valgslægtskabe #kirstenortwed
... Se mereSe mindre

GOGO – FLYT KUNSTENS GRÆNSER
Kirsten Ortwed, Rosemarie Trockel, Lawrence Weiner, tre berømte og internationalt anerkendte kunstnere, på Den Frie i udstillingen Gogo, som er den anden i udstillingsserien Valgslægtskaber, der undersøger forbindelser mellem kunstnere på tværs af tid, sted og medier. 

Skulptøren Kirsten Ortwed præsenterer et stort udvalg af sine værker fra 1990 til i dag med hovedvægt på skulpturer og installationer fra de seneste år. Hun har inddraget den tyske kunstner Rosemarie Trockel og den amerikanske kunstner Lawrence Weiner, som hun begge har kendt og arbejdet med i flere årtier. 
Det er tilsammen blevet til en udstilling og en kunstnerisk samtale, der kredser om grænsen mellem fysik og metafysik, om det almene og det obskure. 

Det er en meget ”ren” udstilling, minimalistisk i udtryk og farver, og at opleve så mange værker af en af samtidskunstens store danske skulptører er en fornøjelse. Og så synes jeg, at Den Fries idé om Valgslægtskaber er så fin – dette med at ”vælge” sine kunstnerisk beslægtede, på tværs af tid og rum. Det minder mig om selv at vælge sin familie, at vi i vores tid har så mange muligheder, ikke mindst pgra de sociale medier, for at vælge tilhørsforhold og slægtskab til grupper eller grupperinger overalt på jorden. At se sig ”i familie” med – eller i slægt med er en god ting – og det er interessant at se hvem en kunstner som Kirsten Ortwed føler sig forbundet med. 

Den Frie skriver: Slægtskabet mellem Ortwed, Trockel og Weiner består ikke i en delt æstetik. Det består måske først og fremmest i en vilje til at flytte kunstens grænser. 

Gogo kan ses til 14/8 
 #denfrieudstillingsbygning #valgslægtskaber  #kirstenortwedImage attachmentImage attachment+7Image attachment

Kommenter på Facebook

Glæder mig SÅ meget til at se udstillingen!!!!

Lyder til en MUST SE udstilling!!!

❤️❤️❤️

3 uger siden
coboboblog

HIL DEN MØRKE LØVINDE
De øger kontrasten i fotoserien Somnyama Ngonyama, så de afbildedes hud fremstår endnu mørkere end i virkeligheden. I denne selvbiografiske serie vender den visuelle aktivist kameraet mod sig selv i meget stærke og insisterende selvportrætter, Portrætterne er taget rundt omkring i verden og der benyttes materialer i iscenesættelsen som refererer til forskellige elementer i sortes historie og erfaringsverden. Og de fleste af dem stirrer dig direkte i øjnene og kræver at du forholder dig til deres historie og fælles lidelseshistorie.” Jeg tilbageerobrer min sorthed, som jeg føler hele tiden bliver iscenesat af den privilegerede anden”.

Den mørke løvinde er den sydafrikanske verdensstjerne Zanele Muholi, som indtager alle 3 etager i Gl. Strand med sine voldsomt vedkommende fotografier, der spænder vidt, for ud over de iscenesatte selvportrætter, der spiller kritisk på visuelle koder for sort identitet, er der også fotoserier fra queer- og transmiljøer.
På selvportrætterne fremstår Muholi som en hybrid: halvt menneske, halvt stilleben; halvt subjekt, halvt objekt, hvor deres stærke blik ofte skærer igennem iscenesættelsens kunstfærdige pacificering og insisterer på at være mere og andet end et objekt.
De genstande, som indgår i portrætterne, trækker på referencer til apartheids brutale systemer, som blyanten der afgjorde, hvilken race man tilhørte – alt efter om den sad fast i håret eller trillede ud – eller gummihjul omkring halsen, som blev brugt ved henrettelser.
Andre motiver udgør en hyldest til deres mor, der arbejdede som hushjælp; en typisk form for lavtlønnet arbejde, som mange sorte kvinder blev henvist til.

EN NY SORT HISTORIE
Gl. Strands solo-udstilling med Zanele Muholi (f. 1972) indledes med et budskab, skrevet på væggen: ”Min mission er at skrive en ny sort queer og trans visuel historie om Sydafrika, så verden får kendskab til vores modstand og eksistens i en tid, hvor hadforbrydelser i og uden for Sydafrika er på sit højeste”.

Og inden vi kommer for godt i gang, er der to ting du skal vide:
Hvis du ikke ved hvad LGBTQIA+ personer er, så læs på lektien (og de sidste nye bogstaver ikke mindst) for udstillingen handler i høj grad om sådanne personers udsathed i forhold til fordomme, hadforbrydelser og vold.
Dernæst skal du vide, at Muholi benytter pronominerne de/dem om sig selv. Så du ikke forvirres mere end højst nødvendigt. Det ER en person, der står bag.
Muholi anser sig ikke primært som kunstner, men derimod som en visuel aktivist, der synliggør og nuancerer vores forestilling om mennesker, som på grund af deres udseende eller identitet ellers typisk bliver mødt af fordomme eller forbliver usete som individer.
Deres engagement i sort queer og trans visuel historie viser sig på mange forskellige måder på udstillingen, således også i en serie af fotografier, der dokumenterer homoseksuelle parforhold og en anden deltagere i Miss Gay Beauty-konkurrencer.

Dette er en vigtig udstilling. En smuk udstilling. Af den slags, jeg bliver klogere af, den slags, der minder mine øjne om, at verden er så stor så stor, og så mangefacetteret at jeg i min lillebitte andedam kun fatter en brøkdel af hvad der foregår.
Se den!
Til 4/9
... Se mereSe mindre

HIL DEN MØRKE LØVINDE 
De øger kontrasten i fotoserien Somnyama Ngonyama, så de afbildedes hud fremstår endnu mørkere end i virkeligheden. I denne selvbiografiske serie vender den visuelle aktivist kameraet mod sig selv i meget stærke og insisterende selvportrætter, Portrætterne er taget rundt omkring i verden og der benyttes materialer i iscenesættelsen som refererer til forskellige elementer i sortes historie og erfaringsverden. Og de fleste af dem stirrer dig direkte i øjnene og kræver at du forholder dig til deres historie og fælles lidelseshistorie.” Jeg tilbageerobrer min sorthed, som jeg føler hele tiden bliver iscenesat af den privilegerede anden”. 

Den mørke løvinde er den sydafrikanske verdensstjerne Zanele Muholi, som indtager alle 3 etager i Gl. Strand med sine voldsomt vedkommende fotografier, der spænder vidt, for ud over de iscenesatte selvportrætter, der spiller kritisk på visuelle koder for sort identitet, er der også fotoserier fra queer- og transmiljøer.
På selvportrætterne fremstår Muholi som en hybrid: halvt menneske, halvt stilleben; halvt subjekt, halvt objekt, hvor deres stærke blik ofte skærer igennem iscenesættelsens kunstfærdige pacificering og insisterer på at være mere og andet end et objekt.
De genstande, som indgår i portrætterne, trækker på referencer til apartheids brutale systemer, som blyanten der afgjorde, hvilken race man tilhørte – alt efter om den sad fast i håret eller trillede ud – eller gummihjul omkring halsen, som blev brugt ved henrettelser.
Andre motiver udgør en hyldest til deres mor, der arbejdede som hushjælp; en typisk form for lavtlønnet arbejde, som mange sorte kvinder blev henvist til.

EN NY SORT HISTORIE
Gl. Strands solo-udstilling med Zanele Muholi (f. 1972) indledes med et budskab, skrevet på væggen: ”Min mission er at skrive en ny sort queer og trans visuel historie om Sydafrika, så verden får kendskab til vores modstand og eksistens i en tid, hvor hadforbrydelser i og uden for Sydafrika er på sit højeste”.

Og inden vi kommer for godt i gang, er der to ting du skal vide: 
Hvis du ikke ved hvad LGBTQIA+ personer er, så læs på lektien (og de sidste nye bogstaver ikke mindst) for udstillingen handler i høj grad om sådanne personers udsathed i forhold til fordomme, hadforbrydelser og vold. 
Dernæst skal du vide, at Muholi benytter pronominerne de/dem om sig selv. Så du ikke forvirres mere end højst nødvendigt. Det ER en person, der står bag. 
Muholi anser sig ikke primært som kunstner, men derimod som en visuel aktivist, der synliggør og nuancerer vores forestilling om mennesker, som på grund af deres udseende eller identitet ellers typisk bliver mødt af fordomme eller forbliver usete som individer.
Deres engagement i sort queer og trans visuel historie viser sig på mange forskellige måder på udstillingen, således også i en serie af fotografier, der dokumenterer homoseksuelle parforhold og en anden deltagere i Miss Gay Beauty-konkurrencer.

Dette er en vigtig udstilling. En smuk udstilling. Af den slags, jeg bliver klogere af, den slags, der minder mine øjne om, at verden er så stor så stor, og så mangefacetteret at jeg i min lillebitte andedam kun fatter en brøkdel af hvad der foregår. 
Se den!
Til 4/9Image attachmentImage attachment+Image attachment

Kommenter på Facebook

jeg så den i Seattle for nogle år siden, det er en flot udstilling

3 uger siden
coboboblog

The artduo oVo has made an installation CLEANSTEP in #Montanasalen at @kunstglstrand - a conferenceroom everybody can hire in fact. O Vo is the artists @leaguldditte & @birk_bjorlo and here they play with the interaction between ex. boardmembers in a concrete way. Under the tablefabric is coloured fluid that by touch runs between the participants - creating new patterns and connections.
Central in the installation and as having a body of its own: a holder for handsanitizer - flashback Covid-19!
The lime colour and interaktive fluid is cheerful but also reminds me on how virus gets around among us all.
Great work 👏
#ovo #leagulddittehestelund #birkbjørlo #glstrand #cleanstep
... Se mereSe mindre

The artduo oVo has made an installation CLEANSTEP in #Montanasalen at @kunstglstrand - a conferenceroom everybody can hire in fact. O Vo is the artists @leaguldditte & @birk_bjorlo and here they play with the interaction between ex. boardmembers in a concrete way. Under the tablefabric is coloured fluid that by touch runs between the participants - creating new patterns and connections. 
Central in the installation and as having a body of its own: a holder for handsanitizer - flashback Covid-19! 
The lime colour and interaktive fluid is cheerful but also reminds me on how virus gets around among us all. 
Great work 👏
#ovo #leagulddittehestelund #birkbjørlo #glstrand #cleanstepImage attachmentImage attachment+1Image attachment
4 uger siden
coboboblog

Sart og poetisk skulpturel udstilling
For at reaktivere Isensteinsamlingen, som findes i Kongegaarden, og gøre den aktuel og vedkommende i dag, lader Kongegaarden jævnligt yngre kunstnere indgå̊ i dialogudstillinger med Harald Isensteins værker i den omfattende samling. Han var en tysk billedhugger (1898-1980) der har fået stor indflydelse langt ud over sin tid, ikke mindst via sit pædagogiske virke. Især har han skabt buster/portrætter - f.eks. af Einstein (sidste foto i opslaget).

Man har denne gang inviteret kunstneren Sofie Hertz, og hun har skabt en række nye skulpturer og videoværker til sin soloudstilling MODEL SPIRIT i Kongegaarden.
Sofie Hertz fortæller at hun ofte lader det traditionelle medium ler spille sammen med et eller flere andre materialer som f.eks. akrylplader, stål, sten, karton og strækfilm”. Det er der kommet noget meget specielt ud af: Råt og poetisk, industrielt og sanseligt, hårdt og organisk på samme tid.

Udstillingens værker har et industrielt look i både udførelse, tykkelse og overflader, men i koncertsalen på 1. sal i Kongegaarden fremstår de lidt som dansende aktører i en koreografi. Der er noget meget fint og rørende over dette smukke rum med Hertz’ lyse skulpturer.

Sofie Hertz (f. 1982) er uddannet fra det Kgl. Danske Kunstakademi 2014. Bor og arbejder i København.´
Denne udstilling kan ses til 11/8
Nogle fotos er taget af Jenny Sundby
... Se mereSe mindre

Sart og poetisk skulpturel udstilling
For at reaktivere Isensteinsamlingen, som findes i Kongegaarden, og gøre den aktuel og vedkommende i dag, lader Kongegaarden jævnligt yngre kunstnere indgå̊ i dialogudstillinger med Harald Isensteins værker i den omfattende samling. Han var en tysk billedhugger (1898-1980) der har fået stor indflydelse langt ud over sin tid, ikke mindst via sit pædagogiske virke. Især har han skabt buster/portrætter - f.eks. af Einstein (sidste foto i opslaget).

Man har denne gang inviteret kunstneren Sofie Hertz, og hun har skabt en række nye skulpturer og videoværker til sin soloudstilling MODEL SPIRIT i Kongegaarden. 
Sofie Hertz fortæller at hun ofte lader det traditionelle medium ler spille sammen med et eller flere andre materialer som f.eks. akrylplader, stål, sten, karton og strækfilm”. Det er der kommet noget meget specielt ud af: Råt og poetisk, industrielt og sanseligt, hårdt og organisk på samme tid. 

Udstillingens værker har et industrielt look i både udførelse, tykkelse og overflader, men i koncertsalen på 1. sal i Kongegaarden fremstår de lidt som dansende aktører i en koreografi. Der er noget meget fint og rørende over dette smukke rum med Hertz’ lyse skulpturer. 

Sofie Hertz (f. 1982) er uddannet fra det Kgl. Danske Kunstakademi 2014. Bor og arbejder i København.´
Denne udstilling kan ses til 11/8
Nogle fotos er taget af Jenny SundbyImage attachmentImage attachment+Image attachment
4 uger siden
coboboblog

I onsdags tog jeg turen til Korsør…
Og her besøgte jeg Kunsthal Kongegaarden og fik en lang, inspirerende samtale med den kunstfaglige leder Henrik Broch-Lips. Det kom der meget ud af – og i Kunstavisens augustudgave vil du kunne læse om denne samtale og de igangværende udstillinger. Så dette er blot en appetitvækker og et ferieforslag til dig.
Et er sikkert: Du må absolut ikke må snyde dig selv for den helt igennem vidunderlige udstilling GUESTHOUSE i Kongegaarden, som kan ses frem til 4/9.
Dels er selve Kongegaarden et utrolig flot sted med unikke rammer for den eksperimenterende samtidskunst – dels er den stedsspecifikke udstilling med KRISTA ROSENKILDE (1982) OG ASTRID MARIE CHRISTIANSEN (1981), som vises lige nu, exceptionel flot og interessant.
De to kunstnere henter inspiration fra borgerskabet og de royale gæsters besøg i 1700-1800-tallet, Harald Isensteins værker, Marius Hammanns udsmykninger, over 100 år gamle fotografier samt fra unges kollektiver i Kongegaarden i 1960-70’erne.
Du bliver bogstavelig talt inviteret indenfor i de forskellige rum og diverteret med kunst, der ”ligner” med et glimt i øjet. Skøn, skøn udstilling!

Nogle fotos i opslaget er taget af Jenny Sundby
... Se mereSe mindre

I onsdags tog jeg turen til Korsør…
Og her besøgte jeg Kunsthal Kongegaarden og fik en lang, inspirerende samtale med den kunstfaglige leder Henrik Broch-Lips. Det kom der meget ud af – og i Kunstavisens augustudgave vil du kunne læse om denne samtale og de igangværende udstillinger. Så dette er blot en appetitvækker og et ferieforslag til dig. 
Et er sikkert: Du må absolut ikke må snyde dig selv for den helt igennem vidunderlige udstilling GUESTHOUSE i Kongegaarden, som kan ses frem til 4/9. 
Dels er selve Kongegaarden et utrolig flot sted med unikke rammer for den eksperimenterende samtidskunst – dels er den stedsspecifikke udstilling med KRISTA ROSENKILDE (1982) OG ASTRID MARIE CHRISTIANSEN (1981), som vises lige nu, exceptionel flot og interessant.
De to kunstnere henter inspiration fra borgerskabet og de royale gæsters besøg i 1700-1800-tallet, Harald Isensteins værker, Marius Hammanns udsmykninger, over 100 år gamle fotografier samt fra unges kollektiver i Kongegaarden i 1960-70’erne. 
Du bliver bogstavelig talt inviteret indenfor i de forskellige rum og diverteret med kunst, der ”ligner” med et glimt i øjet. Skøn, skøn udstilling!

Nogle fotos i opslaget er taget af Jenny SundbyImage attachmentImage attachment+7Image attachment

Kommenter på Facebook

Den vil jeg gerne se 👏💕

Det ser spændende ud!

1 måned siden
coboboblog

Nyt ungt udstillingsformat i tomme butikslokaler!
Projekt Parleurs første udstilling kan frem til 28/7 ses i Drechselsgade 10 København S.
A Thin Layer of Bark Surrounds Us hedder debuten og det er en gruppeudstilling med fire talentfulde samtidskunstnere, som alle arbejder med det organisk abstrakte i maleri, keramiske skulpturer og tekstilværker.

Fra Det Kongelige Danske Kunstakademi ses Anný Djurhuus Øssursdóttir, Mads Hyldgaard Nielsen og Signe Høi. Fra Det Fynske Kunstakademi ses Emmarosa Liebgen.
Det er en fornøjelse at se disse unge talenters arbejder og konceptet med at vise deres kunst i et helt nyt butikslokale, som blot ikke er lejet ud endnu, er genialt.

Bag Projekt Parleur står to studerende:
Thea Kathrine Jensen som studerer projektledelse på CBS
Adam Oreskov Kierkegaard som studerer kunsthistorie på KU

Deres mål er at ”benytte byens mange tomme erhvervslokaler til at udstille unge, talentfulde samtidskunstnere. Dette tjener to formål:
1. At give nyt liv til lokaler der står tomme hvilket giver energi til lokalmiljøet
2. At sikre en lav husleje, så kunstnerne kan få en større andel af salget end hos traditionelle gallerier, samtidig med at det giver frihed til at vise eksperimenterende udryk og formater, der ikke traditionelt er salgbare for gallerier.

HURRA! For dette nye initiativ. Jeg ønsker dem al mulig held og lykke og ser frem til flere udstillinger i deres regi.

#projektparleur
... Se mereSe mindre

Nyt ungt udstillingsformat i tomme butikslokaler! 
Projekt Parleurs første udstilling kan frem til 28/7 ses i Drechselsgade 10 København S. 
A Thin Layer of Bark Surrounds Us hedder debuten og det er en gruppeudstilling med fire talentfulde samtidskunstnere, som alle arbejder med det organisk abstrakte i maleri, keramiske skulpturer og tekstilværker.

Fra Det Kongelige Danske Kunstakademi ses Anný Djurhuus Øssursdóttir, Mads Hyldgaard Nielsen og Signe Høi. Fra Det Fynske Kunstakademi ses Emmarosa Liebgen. 
Det er en fornøjelse at se disse unge talenters arbejder og konceptet med at vise deres kunst i et helt nyt butikslokale, som blot ikke er lejet ud endnu, er genialt. 

Bag Projekt Parleur står to studerende:
Thea Kathrine Jensen som studerer projektledelse på CBS
Adam Oreskov Kierkegaard som studerer kunsthistorie på KU 

Deres mål er at ”benytte byens mange tomme erhvervslokaler til at udstille unge, talentfulde samtidskunstnere. Dette tjener to formål: 
1. At give nyt liv til lokaler der står tomme hvilket giver energi til lokalmiljøet
2. At sikre en lav husleje, så kunstnerne kan få en større andel af salget end hos traditionelle gallerier, samtidig med at det giver frihed til at vise eksperimenterende udryk og formater, der ikke traditionelt er salgbare for gallerier. 

HURRA! For dette nye initiativ. Jeg ønsker dem al mulig held og lykke og ser frem til flere udstillinger i deres regi. 

#projektparleurImage attachmentImage attachment+4Image attachment

Kommenter på Facebook

Kan du uddybe materialet i de værker, som ikke umiddelbart kan aflæses? Annys værker og Mads’ værker?

1 måned siden
coboboblog

KINGA BARTIS PÅ TRANEN
ET AF SAMTIDSKUNSTENS STØRSTE TALENTER UDSTILLER
Hvad er Tranen?
Tranen er Gentofte Kommunes udstillingssted for samtidskunst på Gentofte Hovedbibliotek. Det er en legendarisk udstillingsplatform for kunstneriske nybrud på den eksperimenterende samtidskunstscene, primært med fokus på yngre, professionelle kunstnere fra ind- og udland.

Om Kinga Bartis
Med raketfart er denne kunstner steget til vejrs i Danmark i de sidste år.
For bedst at beskrive hendes baggrund og måske også bevæggrunde vil jeg citere Tranens leder, Toke Lykkeberg:
”Bartis voksede op i det ungarske mindretal i Transsylvanien, Rumænien, og siden som immigrant i Ungarn, hvor hun tog en kandidat i samfundsvidenskab, inden hun flyttede alene til Danmark, hvor hun tog sin anden uddannelse på kunstakademiet i København (2018). Som sådan har hun ofte tænkt på sociologen Georg Simmels begreb om den fremmede, der føler sig fraværende i sine nærmeste omgivelser: Uden et sted hun kan kalde sit hjem, og et modersmål, der dækker hendes livsverden. Hendes mest flydende sprog er at finde i malerierne, hvor kultur, normer, grænser, hierarkier, regler og sågar naturlove er i skred. Kunstnerens biografi er en indgang til værkerne, men de handler ikke om ét liv, men adskillige liv og livsformer.”
Lige præcis sådan har jeg det med hendes kunst: Alt er i skred og særdeles flydende og hun viser mig alle slags liv og livsformer. Hun er noget helt særligt!

Shores of Selves
Soloudstillingen på Tranen handler om selvet, dets afgrænsning og mangel på samme, og om dets sammenflyden med andre selv ‘er. Menneskekrop og hav, indre og ydre, elementerne; alt er sammenvævet og i virkeligheden ét stort ALT.
Til udstillingen har Kinga Bartis skabt et gulvtæppe, der flyder som et hav under vores fødder og i den samme energi som malerierne på væggene. Malerierne flyder også, nemlig ud på væggene med lette strøg.
Det er flydende mennesker, men det er også flydende ukønnede vandvæsener, hvor tanken ledes hen på eksempler i plante- og dyreriget med bevidstheder uden hjerne, følelser uden centralnervesystem og forplantning uden kønsorganer.

En længsel
For mig udtrykker Kinga Bartis værk længsel. Længsel efter udviskning af snævre, personlige grænser, men også efter eksistentiel samhørighed med alle væsener og selve altet. Shores of Selves kan ses som en interkønnet manifestation, der låner tankegods fra såvel mytologien om aseksuelle skabninger som evolutionsteoriens tese om menneskets oprindelse i verdenshavet.
Et eller andet sted i al denne blå skønhed ligger også en længsel efter et ophør af selvet, fornemmer jeg, da jeg fordøjer oplevelsen, som har min allerstørste anbefaling.

Fakta:
Tranen
Gentofte Hovedbibliotek
Ahlmanns Allé 6
2900 Hellerup
Til 18. september, 2022.

Artiklen har været bragt i Kunstavisen 25/6 2022
... Se mereSe mindre

KINGA BARTIS PÅ TRANEN
ET AF SAMTIDSKUNSTENS STØRSTE TALENTER UDSTILLER 
Hvad er Tranen?
Tranen er Gentofte Kommunes udstillingssted for samtidskunst på Gentofte Hovedbibliotek. Det er en legendarisk udstillingsplatform for kunstneriske nybrud på den eksperimenterende samtidskunstscene, primært med fokus på yngre, professionelle kunstnere fra ind- og udland.

Om Kinga Bartis
Med raketfart er denne kunstner steget til vejrs i Danmark i de sidste år.
For bedst at beskrive hendes baggrund og måske også bevæggrunde vil jeg citere Tranens leder, Toke Lykkeberg: 
”Bartis voksede op i det ungarske mindretal i Transsylvanien, Rumænien, og siden som immigrant i Ungarn, hvor hun tog en kandidat i samfundsvidenskab, inden hun flyttede alene til Danmark, hvor hun tog sin anden uddannelse på kunstakademiet i København (2018). Som sådan har hun ofte tænkt på sociologen Georg Simmels begreb om den fremmede, der føler sig fraværende i sine nærmeste omgivelser: Uden et sted hun kan kalde sit hjem, og et modersmål, der dækker hendes livsverden. Hendes mest flydende sprog er at finde i malerierne, hvor kultur, normer, grænser, hierarkier, regler og sågar naturlove er i skred. Kunstnerens biografi er en indgang til værkerne, men de handler ikke om ét liv, men adskillige liv og livsformer.”
Lige præcis sådan har jeg det med hendes kunst: Alt er i skred og særdeles flydende og hun viser mig alle slags liv og livsformer. Hun er noget helt særligt!

Shores of Selves
Soloudstillingen på Tranen handler om selvet, dets afgrænsning og mangel på samme, og om dets sammenflyden med andre selv ‘er. Menneskekrop og hav, indre og ydre, elementerne; alt er sammenvævet og i virkeligheden ét stort ALT. 
Til udstillingen har Kinga Bartis skabt et gulvtæppe, der flyder som et hav under vores fødder og i den samme energi som malerierne på væggene. Malerierne flyder også, nemlig ud på væggene med lette strøg. 
Det er flydende mennesker, men det er også flydende ukønnede vandvæsener, hvor tanken ledes hen på eksempler i plante- og dyreriget med bevidstheder uden hjerne, følelser uden centralnervesystem og forplantning uden kønsorganer.

En længsel
For mig udtrykker Kinga Bartis værk længsel. Længsel efter udviskning af snævre, personlige grænser, men også efter eksistentiel samhørighed med alle væsener og selve altet. Shores of Selves kan ses som en interkønnet manifestation, der låner tankegods fra såvel mytologien om aseksuelle skabninger som evolutionsteoriens tese om menneskets oprindelse i verdenshavet. 
Et eller andet sted i al denne blå skønhed ligger også en længsel efter et ophør af selvet, fornemmer jeg, da jeg fordøjer oplevelsen, som har min allerstørste anbefaling. 

Fakta: 
Tranen
Gentofte Hovedbibliotek 
Ahlmanns Allé 6
2900 Hellerup
Til 18. september, 2022.

Artiklen har været bragt i Kunstavisen 25/6 2022Image attachmentImage attachment+5Image attachment
1 måned siden
coboboblog

Som associationer i en drøm…
Holstebro Kunstmuseum er igen fremme i skoen!
Museet viser ofte lidt svært tilgængelige udstillinger, som ikke i sig selv er publikumsmagneter. De gør det SÅ godt – de tør tro på, at man godt kan tåle at anstrenge sig når man ser på kunst – for at forstå den.
Den nuværende udstilling af Amalie Smith: LOOMING er en sådan, noget svær, oplevelse; i hvert fald for mig.
Man kan sagtens gå igennem museet og bare se de store digitale skærme som det, de er: Billeder, der flimrer og lyser.
Men man kan også vælge at læse lidt på lektien og sætte sig ind i sagerne, så det prøvede jeg.

LOOM betyder væv, og hovedtanken er, at de digitale skærme kan opleves som en art vævede tæpper, og at loomingteknikken er den, der sammenføjer pixels til konkrete billeder, ligesom den også gjorde i gammeldags vævede billedtæpper.

Amalie Smits arbejde tager udgangspunkt i, at den digitale teknologi er tæt forbundet med den tekstile og at den dermed trækker tråde langt tilbage i teknologihistorien. Både væv og computer danner billeder ved at sammenføje farvede punkter i rækker og rækker i flader.
Både tekstiler og digitale programmer kan derfor reduceres til opskrifter, det vi også kalder for algoritmer. Med hulkortet som bindeled kan væven forstås som en ældgammel forløber for computeren. Vævere har i mindst syv årtusinder tilrettelagt pixelmotiver i deres opskrifter og før det spandt edderkopper net.

I vore dage taler vi om selvlærende algoritmer, der er i stand til at lære på egen hånd med udgangspunkt i den data, man fodrer dem med, såkaldte neurale netværk.
Og de skærme, der vises på Looming viser motiver, der er fremkommet via en selvlærende algoritme, som Amalie Smith har fodret med fotos og data. I en udvælgelse og bearbejdning har kunstneren så skabt de stillbilleder vi ser, som hele tiden glider mod næste beslægtede billede. Som associationer i en drøm.

Eller i hvert fald sådan cirka forstår jeg tekst og egen oplevelse i denne udstilling.

Udstillingstitlen Looming henviser både til væven forstået som verbum at være vævende, og til den oprindelige betydning på engelsk som det, der truer i horisonten – noget, der lurer på os.
Hvor er teknologien på vej hen? Kan de neurale netværk lure på os, lure os af? Er de truende? Og er vores egen bevidsthed en slags levende billedstof?

Amalie Smith (f. 1985) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2015 og Forfatterskolen i 2009.
Hendes billedkunstneriske praksis spænder over digitalvævninger, videoinstallationer, fotografi og 3D-film.

Til 21/8
... Se mereSe mindre

Som associationer i en drøm…
Holstebro Kunstmuseum er igen fremme i skoen!
Museet viser ofte lidt svært tilgængelige udstillinger, som ikke i sig selv er publikumsmagneter. De gør det SÅ godt – de tør tro på, at man godt kan tåle at anstrenge sig når man ser på kunst – for at forstå den. 
Den nuværende udstilling af Amalie Smith: LOOMING er en sådan, noget svær, oplevelse; i hvert fald for mig. 
Man kan sagtens gå igennem museet og bare se de store digitale skærme som det, de er: Billeder, der flimrer og lyser. 
Men man kan også vælge at læse lidt på lektien og sætte sig ind i sagerne, så det prøvede jeg. 

LOOM betyder væv, og hovedtanken er, at de digitale skærme kan opleves som en art vævede tæpper, og at loomingteknikken er den, der sammenføjer pixels til konkrete billeder, ligesom den også gjorde i gammeldags vævede billedtæpper. 

Amalie Smits arbejde tager udgangspunkt i, at den digitale teknologi er tæt forbundet med den tekstile og at den dermed trækker tråde langt tilbage i teknologihistorien. Både væv og computer danner billeder ved at sammenføje farvede punkter i rækker og rækker i flader. 
Både tekstiler og digitale programmer kan derfor reduceres til opskrifter, det vi også kalder for algoritmer. Med hulkortet som bindeled kan væven forstås som en ældgammel forløber for computeren. Vævere har i mindst syv årtusinder tilrettelagt pixelmotiver i deres opskrifter og før det spandt edderkopper net. 

I vore dage taler vi om selvlærende algoritmer, der er i stand til at lære på egen hånd med udgangspunkt i den data, man fodrer dem med, såkaldte neurale netværk. 
Og de skærme, der vises på Looming viser motiver, der er fremkommet via en selvlærende algoritme, som Amalie Smith har fodret med fotos og data. I en udvælgelse og bearbejdning har kunstneren så skabt de stillbilleder vi ser, som hele tiden glider mod næste beslægtede billede. Som associationer i en drøm. 

Eller i hvert fald sådan cirka forstår jeg tekst og egen oplevelse i denne udstilling. 

Udstillingstitlen Looming henviser både til væven forstået som verbum at være vævende, og til den oprindelige betydning på engelsk som det, der truer i horisonten – noget, der lurer på os. 
Hvor er teknologien på vej hen? Kan de neurale netværk lure på os, lure os af? Er de truende? Og er vores egen bevidsthed en slags levende billedstof?
 
Amalie Smith (f. 1985) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2015 og Forfatterskolen i 2009.
Hendes billedkunstneriske praksis spænder over digitalvævninger, videoinstallationer, fotografi og 3D-film. 

Til 21/8Image attachmentImage attachment+7Image attachment

Kommenter på Facebook

Når vi er færdige med at renovere her i det nord- vestjyske, så skal vi til at køre rundt og se udstillinger i området. Lige nu står den XL, Jespers planteskole og genbrugspladsen😂😂

Tak for introduktionen. Det får jeg lyst til at se. Din beskrivelse sænker tempo og hastværk 🙏🌊

Wauu - det må vi se 👍👍

Sikken en fin forklaring!

Kontakt

Passion for samtidskunst

På denne blog deler jeg min passion for kunsten via mine mange kunstoplevelser rundt omkring i hele landet. Vi har en stor talentmasse blandt kunstnere i Danmark – bloggen her præsenterer nogle af dem. Du kan følge med i hvad der sker på udstillinger i gallerier og på museer, se omtaler af messer og ferniseringer og du kan læse interviews med kunstnere, opleve studiovisits og se reportager fra kunstsamler-hjem.

Jeg vælger suverænt og uafhængigt hvad og hvem jeg vil skrive om, mit arbejde er ulønnet og bloggens synspunkter er kun jeg ansvarlig for.

Når jeg vælger at gå i dybden med en specifik kunstner i et interview eller en portræt-artikel får jeg et lille værk af vedkommende til min egen samling som tak for mit arbejde.

Alt hvad jeg skriver om er selvoplevet og bliver bedømt ud fra min subjektive opfattelse. Man behøver ikke være enig i mine vurderinger for at kunne bruge bloggen som inspirationskilde.