Som barn og ung syntes jeg museer var gabende kedsommelige, men nu hvor jeg er blevet ældre kan jeg åbenbart falde pladask for et museum, ihvertfald når det er proppet med kunst og kunstnerliv. Ja det er et fantastisk sted, jeg kan godt lidt det autentiske Jeg har været der. Og jeg elsker at være i privatboliger hvor kunstneren har boet og levet. Sikke en ro det udstråler. Tak for gensyn. Et af mine absolut ynglings kunstmuseer Det er så fint et museum. Og jeg er vild med Johannes Larsens fugletegninger. Et virkelig dejligt sted👌 Dejligt museum!! Har været der enig med Knud Knudsen👌 DANMARKSPREMIERE! Jeg er fan 🙌🙌😉 Wouw... hvor er de flotte. Spændende og interessante. Man kan da vist blive ved med at finde figurer og historier i hver enkelt figur. 😍 Vildt spændende👏 Pragtfulde ❤️❤️❤️ Anne Thæstensen-Holm Sølvsten 💥👍❤️ Vega vil gerne ha’ hund Elizabeth, så skal hun da ha’ en hund! En spændende mand. VERDENS BEDSTE NYHEDER har været forbi udstillingen GLOBAL GOALS x ART og her er deres lille video om projektet (1.32 min) Hvilken rolle spiller kunsten i at fortælle om Verdensmål? vimeo.com From yesterday night’s #studiovisit at @surrogate_art_residence CASPER NIELSEN together with gallerists from @cphoutsiderartgallery @kristinekimoe Casper works with ink, pencil, airbrush & 3D and was very succesful at the @outsiderartfair in Paris recently - his 3D made med quite dizzy though 😂 #outsiderart #outsiderartist #copenhagenoutsiderartgallery #coboboblog #artistsstudio #artstudio @ Surrogaten From tonight’s #studiovisit at @surrogate_art_residence @kristianandersenfactoryartist with gallerists from @cphoutsiderartgallery @kristinekimoe #goasts #skulls #kristianandersen #copenhagenoutsiderartgallery #outsiderart #coboboblog #surrogaten #outsiderartist #hedehusene @ Surrogaten ROSKILDE ÅBEN 2019 Så udstillingen i går ... der var et billede af høns ....du har måske et foto af det ..... det ville jeg blive glad for :O) Tak fordi jeg var en af din bolcher 😉 Da man ikke kan anmelde sig selv har jeg bedt en uvildig person, Inge Schjødt, online redaktør på Kunstavisen og indehaver af kommunikationsfirmaet KOMKUNST.DK om at anmelde udstillingen GLOBAL GOALS x ART, som jeg er med til at arrangere: Sikke en flot tekst og ide til jer 4’s sammearbejde 🌸 man bliver helt nysgerrig for at se udstilling 🙏 Nåede desværre ikke forbi fernis som planlagt, men vil klart se den snarest😊👏 Tusind tak for fin anmeldelse. :-) Benjamin Abana fra udstillingen GLOBAL GOALS x ART verdensmål 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner. I aften åbner udstillingen GLOBAL GOALS x ART som jeg har været med til at arrangere. Her er nogle bidder af kunstnernes værker hvori de fortolker FN’s 17 verdensmål. Du kan se kunsten i sin helhed og høre meget mere frem til 14/12. I WANT IT DARKER...
Igår besøgte jeg JOHANNES LARSEN MUSEET i Kerteminde for at anmelde deres igangværende særudstilling i næste nummer af Kunstavisen (derfor ikke et ord her om den) og da det var mit første besøg på museet gik jeg rundt og så det hele:
Villaen hvor Johannes Larsen og frue boede, som nu er fyldt med fynbomalernes værker, parrets atelier, haven...
Et smukt sted, flot udsigt, ro og fred og
der går høns, ænder, svaner rundt i haven... charmerende og pittoresk.
Hvis du ikke har været der anbefaler jeg at du lige lander i denne tidslomme et par timer og studerer en af de store Fynbomaleres hjem og værk lidt mere.
(Johannes Larsen levede 1867-1961).
Og så er JOHN OLSEN rummet med de store fugleværker i tilbygningen hele turen værd. De er bjergtagende smukke og mystiske!
I dag vil jeg vise jer kunst, de færreste danskere kender til, og som jeg er faldet pladask for. I et sidelokale til motorcykeludstyrsforretningen Motorious i Kødbyen i København vises lige nu en enestående udstilling af 11 bemalede bronzeskulpturer, skabt til at blive vist her i den første præsentation i Danmark af den franske kunstner JULIEN MARINETTIS SKANDINAVIAN EDITION.
Det er en fantastisk, kær og kunstnerisk meget anderledes udstilling end hvad vi ellers ser i København – forfriskende i udtryk og stil – fuldt blus på kolorit og form – nogle vil mene det grænser til kitsch eller dekadent vandalisme at bemale bronze. Jeg synes skulpturerne er et HIT – og eftersom Julien Marinetti er verdensberømt og har spektakulære kæmpeskulpturer stående rundt omkring i verden er jeg ikke alene om at forelske mig hovedkulds.
Der er altså tale om BRONZESKULPTURER som kunstneren bruger som LÆRRED til at skabe ofte Picasso-inspirerede malerier på. Malerierne er ikke en tilføjelse til skulpturen – de er selve meningen – og Marinetti kalder sig faktisk maler og ikke skulptør.
Julien Marinetti (1967) var kun fem år gammel, da han skabte sit første stilleben olie-maleri på et viskestykke og begyndte at forvrænge hverdagens genstande til primitive skulpturer.
Han tilbragte sin ungdom i workshops med store kunstnere og på nationale museer. Hyppige besøg i Louvre blev kombineret med daglige besøg hos kunstnere i Paris.
Han tilbragte kun én dag på Beaux-Arts (French Academy of Fine Arts), før han droppede ud; siden da har han malet og i ca. 2004 fandt han sit nuværende udtryk i de bemalede skulpturer, hvor kunstnerisk inspiration og godt håndværk går hånd i hånd.
Marinetti tager sit arbejde frem og tilbage mellem neo-kubisme og ekspressionisme for at skabe hvad han kalder synkretisme i kunsten, altså at flere stilarter smelter sammen. Hans bronzeskulpturer er medier, som han danner med det formål at indsætte en billedkomposition på dem.
Hver familie med skulpturer (Doggy John, Bâ Panda, Penguin Bob osv.) er formet i samme form - men hvert enkelt familiemedlem er et unikt kunstværk, da alle bærer et originalt maleri.
Hans bronzeskulpturer spænder fra 40 cm og op til over 280 cm i højden. De er til sidst lakeret i successive lag, hvilket skaber den visuelle intensitet og styrke i værkerne og forskellige dimensioner af værket ses når man bevæger sig rundt om skulpturen.
På skulpturerne ses en række SYMBOLER, som alle har stor betydning for Marinetti: Fødselsscenen, hænder og fødder, både, organer, krucifikser m.m.
Denne pop-op udstilling markerer den første visning af Marinettis værker i Danmark og er ment som en teaser for en Full-scale open air udstilling i københavn i 2020.
Julien Marinetti Skandinavian Edition er udviklet af Joh Hammersholt & Nicolaj Hyltén-Cavallius, som begge tidligere har haft lederjobs i Vega og mest har beskæftiget sig med musikalske events før. Ingen af dem er gallerister eller kunstkendere som sådan – de faldt blot for Julien Marinettis værker et sted i verden og etablerede kontakt.
Snyd ikke dig selv for at se dette show!
Motorious – Kødbyen, Flæsketorvet 34. Ma-fre 12-18 & lør 12-15
Kan ses til 7/12.
Se mere om den franske kunstner Julien Marinetti på www.julienmarinetti.art 
Det er en pose blandede bolcher, årets censurerede udstilling i Roskilde byder på.
Nogle smager himmelsk og man vil have én til; andre smager af ingenting; enkelte smager dårligt.
Og sådan er det hvert år - her og på de fleste censurerede udstillinger landet over. De indsendte værker varierer og dommerpanelet er altafgørende for årets resultat. OG det er yderst forskelligt hvad dommerne fra år til år synes er god kunst.
I år har maler Peter Carlsen, billedhugger Kristian Dahlgaard og keramiker Vibeke Buciek udvalgt i alt 81 værker, som nu kan opleves i Roskilde Kunstforenings udstillingslokaler Palæfløjen.
Det er maleriet og det væghængte der har sejret på årets udstilling. Meget lidt keramik og skulptur er med.
Jeg har til ferniseringen i lørdags fotograferet nogle af de bolcher jeg synes smager rigtig godt og som jeg gerne vil have flere af.
Til 15/12
Politisk kunst til tiden
Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
For et par år siden så jeg Kronprinsesse Mary bære et charmerende, enkelt smykke. En cirkel med sytten forskellige farver, sat grafisk smukt op til en broche. Kort tid efter dukkede FNs 17 Verdensmål op i artikler og nyheder. En smuk vision, en stor vision. En vision, der spreder og samler, som store ideer gør det.
At fire ildsjæle på Frederiksberg går sammen om at arbejde for en bedre verden ad kunstens vej, det vakte naturligvis min interesse som kunstskribent, og som kollega til Connie Boe Boss, der har inviteret mig til at anmelde udstillingen GLOBAL GOALS x ART her på coboboblog. Her er, hvad jeg så en natsort novemberaften.
Royal Plenty
Jeg så, at verden er rig på muligheder. Faktisk er her Royal Plenty - nok til alle, siger Peter Basse i sit store, kubistisk inspirerede maleri. Han afviser dog ikke bekymringerne, for systemverdenens kanter kolliderer med det humane, og Skriget stikker frem i bunden sammen med den ostegumlende mus. I overfloden bliver der mere, hvis vi deler. Dilemmaet er, hvad vi vil og tør. Et fint værk i sin egen ret, og absolut seværdigt.
Storheden i historiens vingesus og en snert af vemod over umistelige kulturrigdomme får vi at se i Matthew Simmonds skulptur Elevation VIII Mren Cathedral. Der er værdighed i arkitekturoplevelsen fra det 7. århundredes Armenien, hvor bygningskulturen overgik vores egen betydeligt på den tid.
Rester af bygningskultur ligger ligeledes til grund for værket Isoleret fænomen af Camilla Nørgaard, som har skabt en strålende assemblage af isoleringsmaterialer og aluminiumsbakker, hæftet med sølvfarvet Gaffa-tape. Stumperne stammer fra de forfaldne omgivelser på Grønttorvet, hvor kunstneren havde atelier, og der fik øje for, hvad mennesker bor i og spiser af. Assemblagens former og overflade bliver man ikke lige færdig med.
Gribende er diplomaten Jan Møller Hansens smukke sort-hvide fotos af arbejdende mennesker i Bangladesh, og Behnaz Larsens malerier af menneskelige vilkår i Krukkerne 1-3., samt Peter Zeleis Man with Keys, Gatekeeper. Helt poetiske er fire basrelieffer i fire farver af schweiziske Maja Thommen, tilsammen kaldet Grip.
Det, der rører
Lyden af dryppende smeltevand høres fra Per Sommers smukke titelværk Global Goals x Art. En installation i form af et gennembrudt isbjerg i rustfrit stål, der samtidig er sin egen miniverden, sit eget økosystem med levende guldfisk og planter. Det er et værk, der fanger. Først kan man nyde lyden, men efter nogle minutter går den på samvittigheden. De smelter jo, Polerne.
I hjørnet ved siden af står en dreng med hætten over hovedet og blikket sænket mod en smartphone. Giovanni Da Monreale skaber disse figurer i glasfiber, og planter dem i gadebilledet. I alt andet end stilstand, for det er jo dem, det gælder.
I glaskupler og små akvarielignende tableauer svarer tre børn og unge på verdensmålet, der handler om ansvarligt forbrug og produktion. Et udtryksfuldt kunstprojekt, udført i samarbejde med Anja Adanir Andersen, der fungerer fint i sammenhængen på Global Goals x Art-udstillingen.
Barnet er også hovedfigur i Anna Laurine Kornums triptykon, Fantasier om havet, der er malet i en stil hentet ud af illustrationernes ekspressive verden, som kunstneren i øvrigt arbejder med. Her bevæger vi os over i den mere eksplicit dystre, narrative afdeling, hvor myten om Havets Moder bevæger.
Armen på ryggen i Dystopia
Change is Coming er et dystopisk, og overfladisk betragtet, ganske smukt drømmeland, malet af Maria Engholm, som imponerer i paletten og detaljen. Hun løfter op i gulvtæppet, og rækker en ledetråd til beskueren, en sikkerhedsline at følge ind landskabet, der ikke just flyder med mælk og honning, men derimod rystes af klimaforandringernes tiltagende impact.
Tristhed på naturens vegne spores der i skønheden i Bent Holsteins pigmentprint From the Devils Pond - Tortugas, og Tune Andersens installation, Talkin’ Ikarus Diorama Blues. Yderst tankevækkende er den grotesk smukke Havskildpadde, skabt i gennemsigtig glasfiber og fyldt med skrald i alle lemmer af italienske Thomas Pucci. Rikke Jacobsens The Legacy of Greed, ørnen med ungen i reden, der også flyder med skrald, vækker, med sin elegante udformning, samvittighedens absolutte ubehag, ligesom Doron Silberbergs plastikædende, keramiske fisk.
Bendt Ulrich Sørensen går planken helt ud med sit politiske manifest Ulighed/Ejendomsret - illustreret ved en plakatagtig, rygende flyvemaskine med teksten E J EN D O M E R T Y V E R I. Straks mere håbefuld er Benjamin Abanas hvide due og olieblad i Fred 2.0, som i konteksten her, næsten bliver en programerklæring.
Til Tiden
- En øjenåbner var udfordringen for flere af billedkunstnerne, fortæller Tina Lorien, gallerist bag GLOBAL GOALS x ART. Som glaskunstneren Lise Eggers, kom flere til at stille anderledes skarpt på deres egen situation og ansvarlighed i valg af materialer og ressourceforbrug.
Ole Jauch stiller netop ikke skarpt i sine meditativt afdæmpede fotos af vejen foran os. De får os til at standse op og trække vejret. Og de giver lyst til at holde ind til siden, og måske komme tilbage?
Tilbage kan man godt komme, her på udstillingen, som også rummer værker af Giuseppe de Bellis, Jakob Sams, Jonas Lautrop, Kitt Buch, Krestine Harboe og Marina Salmaso.
Eventuelt kan man tage nogle midler med til at støtte op om Mål 1 Afskaf fattigdom, blandt kunstnerne. De udvider perspektiver, de giver os sjælen dråbevis. Og de stillede sig parate, da invitationen blev sendt ud til omkring 80 kunstnere af teamet bag: Idémanden Kristian Beyer, gallerist Tina Lorien, kunsthistoriestuderende Maria Therming og kunstanmelder, blogger Connie Boe Boss.
- Fremfor snak og Excel-ark måtte FNs 17 Verdensmål formidles til folks følelser, mente Kristian Beyer.
Det har teamet og kunstnerne formået, dels med præsentationen, dels med diskret skiltning ved værkerne, og klart og tydeligt i det informative katalog. Begivenheden følges op af talks i løbet af udstillingsperioden.
Det er ingen hemmelighed, at det var med en vis skepsis, jeg trådte indenfor på udstillingen Global Goals X Art i Gallerie Lorien på Frederiksberg. En politisk orienteret udstilling med ikke mindre end 27 deltagende kunstnere - kunne det overhovedet gå godt? Døm selv - udstillingen kan ses frem til 14. december 2019.
Efterskrift
Flere har spurgt teamet bag GLOBAL GOALS x ART, om det er tanken, at udstillingen skal vandre, og vises andre steder? De første har taget ideen til sig. Så får vi se, om det får følger rundt omkring i verden.
Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dkGLOBAL GOALS x ART // udstillingen kan ses frem til 14. december 2019 //
Fire ildsjæle på Frederiksberg er gået sammen om at arbejde for en bedre verden ad kunstens vej: - Fremfor snak og Excel-ark måtte FNs 17 Verdensmål formidles til folks følelser, udtalte idémanden Kristian Beyer, som sammen med gallerist Tina Lorien, kunsthistorikestuderende Maria Therming og kunstanmelder, blogger Connie Boe Boss står bag udstillingen GLOBAL GOALS x ART.
Connie Boe Boss har inviteret mig til at anmelde udstillingen GLOBAL GOALS x ART på Cobobobloggen. Her er, hvad jeg så en natsort november aften.
Fotos: Inge Schjødt, komkunst.dk
// PS. Husk: Kunst skal ses i virkeligheden - selv det bedste telefonkamera yder ikke værkerne retfærdighed. 
Følg med på FB siden og på
instagram.com/globalgoalsxart?igshid=1fg8rzf5xgawfThis is a teaser presenting small details from the 27 artists work, come and see the complete artworks at the exhibition: Global Goals x Art at Gallerie Lorien, Frydendalsvej 31 - 1809 Frederiksberg. -Opening the 8th of November 17.30 - until 14th of December 2019
#tuborgfondet #globalgoalsxart
Nej - udstillingen A CRACK IN EVERYTHING om LEONARD COHEN på Gl. Strand er ikke en særlig god udstilling.
Jeg er enig med kunsten.nu’s anmelder Ole Bak Jakobsen i, at den er en underlig hybrid mellem fanudstilling og kunstudstilling.
Faktisk er der meget lidt kunst i den.
Jeg har kun nået at se den afdeling af denne internationale vandreudstilling der befinder sig på Gl. Strand - måske er den bedre i Nikolaj Kunsthal...
Jeg oplevede at der var alt for megen tekst og formidling. Måske derfor havde jeg svært ved at orientere mig og finde hoved og hale i hvad der foregik i de forskellige rum.
Jeg anbefaler at du starter på 3.sal og giver dig tid til at se den 54 min lange storskærmsfilm af George Fok. Den er smuk, rørende og viser bla. samme sang sunget af Cohen i forskellige aldre. Men igen, selv om jeg nød den: Det er en stort anlagt musikfilm - ikke en kunstnerisk fortolkning af et livsværk.
Det virker som om distancen til at være fan mangler og det at have lyst til at hylde Leonard Cohen har taget over i det meste af udstillingen. Og fint nok. Men hører det hjemme i to kunsthaller? Måske - hvis det var godt.
Og når så der kobles yoga, jødisk nytårskoncert, fælles nynnen til “Halleluja” og natkirke fællessang på bliver det en tand for patetisk for mig. En sentimentalisering der ikke rammer dybden og nerven i Cohens mørke univers.
Og jeg elsker endda Cohen - og alle de sprækker han synger om - i livet og kærligheden. Han gav SORGEN STEMME - og den stemme flyder lidt ud i gøgl her. Synd.
Kan ses til 13/4 2020.
