1 dag siden

coboboblog

MØRKETS POESI
I aftes havde jeg fornøjelsen af at deltage i Preview på Siri Gindesgaards nye soloudstilling i Horsens.
Fremvisningen fandt sted i en stor, tom luksuslejlighed på havnen hvor kunstnerens værker virkelig kom til sin ret. Der var lys og luft omkring dem - og dermed understregedes den nordiske stil i malerierne.
Gallery Hjorth var vært og bød på lækre tapas og gode vine - imens spillede Siris bror loungemusik, så en stemning af eksklusivitet bredte sig i rummene. Man føler sig forkælet når en galleriejer lige gør det der ekstra i forbindelse med en udstillingsåbning og kunstnerens nye værker får særlig opmærksomhed I spektakulære rammer.

Udstillingstitlen er TRIBUTE TO THE DARKNESS OF POETRY og der vises en række poetiske, drømmeagtigt slørede kvindeportrætter i bortvendte eller hvilende/sovende positurer. Og der er netop mørke i poesien! For ingen er lykkelige eller optimistiske, ingen ser direkte på dig - melankoli - eller er det blot indadvendthed? - råder.
Ikke desto mindre tiltrækkes du netop af poesiens mørke skønhed i et forunderligt smukt univers, som Siri Gindesgaard med sin særlige teknik skaber. Det er som at være i en æterisk drøm.

Siri Gindesgaard har i de sidste år rendyrket og forfinet dette udtryk af sårbarhed, eftertænksomhed, ensomhed - du er i et mystisk drømmeunivers hvor figuren skuer ud og væk - eller ind i sig selv.

På denne udstilling fanges jeg allermest af Word Processing - et stort maleri af en sovende kvinde - hvor dynens folder og drapperinger er malet knivskarpt samtidig med at stoffets malstrøm ender med at blive foruroligende nederst i billedet. Det er supergodt!
Også værket Measures My Own Courage er tankevækkende - her ses indadvendtheden allerstærkest, det øjeblik hvor du tror dig uset. Så fint.

Her præsenteres mange flotte værker af denne kunstner, som stadig er i udvikling.
De nye nøgenportrætter er i min optik knap så vellykkede; men måske skal jeg bare lige vænne mig til at Siri Gindesgaard her prøver at male løsere og mindre naturtro.
Under alle omstændigheder overbeviser hun og Gallery Hjorth igen om høj kvalitet i malerier med denne særlige nordiske vibe i dæmpede, cool farver.

Tak for en dejlig oplevelse til galleri og kunstner.
Der er fernisering i galleriet imorgen 25/5 kl. 11-14.
Til 22/6
... Se mereSe mindre

 

Kommenter på Facebook

OMG 😍😲 Imponerende og inspirende! Tak for din altid raffinerede formidling af det du oplever 👌🌟🙏

Connie Boe Boss 👍🏻 og tak for meget hyggeligt selskab

Yes - helt igennem en overbevisende, gribende, smuk og sanselig udstilling 🙌🏻🙏🏻 respekt ud til Siri Gindesgaard og Allan Hjorth / Gallery Hjorth

Ida Pagh❤️det var her I skulle have været❤️super oplevelse for både øjne og ganen❤️

Stort tillykke Siri!!!

+ Vis flere kommentarer

2 dage siden

coboboblog

From today’s #studiovisit at @sylvestjeppesen SYLVEST JEPPESEN #studio in #fredericia #artistsstudio #coboboblog #sylvestjeppesen #interview #artblogger #contemporarypainting #oilpainting #oiloncanvas #artist #danishartist @ Fredericia ... Se mereSe mindre

From today’s #studiovisit at @sylvestjeppesen SYLVEST JEPPESEN #studio in #fredericia #artistsstudio #coboboblog #sylvestjeppesen #interview #artblogger #contemporarypainting #oilpainting #oiloncanvas #artist #danishartist  @ FredericiaImage attachment

3 dage siden

coboboblog

TAG TIL HEARTLAND…
Der er ikke så megen abstrakt kunst på denne blog, så derfor er det på tide at du nu møder en kunstner som THOMAS GRANSLEV, 51, der debuterer med sin første soloudstilling ”HEARTLAND” i Roskilde i næste uge.

Jeg besøgte ham for nylig i hans atelier lidt udenfor Roskilde, hvor han fortalte, at han har malet siden han var 18 år med lange pauser, sideløbende med at han spiller musik i bandet ”Lemon Lighthouse”.
Thomas kan beskrives som en fribytter, der helst vil bestemme selv, være udendørs i naturen og i mange år har haft et kreativt arbejde i eget tækkemands-firma ved siden af sit kunstneriske liv.
Tidligere var han, efter eget udsagn, måske så sensitiv i en følelse af ikke at høre til nogen steder, at han tillagde sig mental hård hud for at blive mere robust og være i kontrol. Nu er der for alvor kommet en adgang ind til et sårbart, melankolsk, men også stærkt sted, hvor ud fra meget ekspressive malerier skabes med stor kraft.

”Spontan neoekspressionistisk i form og farve” – med sådanne ord beskrives han af Duettoarts.com som er et amerikansk galleri, der repræsenterer ham.

Og at han ER spontan og ekspressionistisk ser man straks når man træder ind i atelieret.

HEARTLAND…
Thomas maler på følelser – på det han kalder Heartland – hjertets land. Sorg, vrede, anger – ja, alle former for emotioner … og det giver ham nogle gange pause rent mentalt fra at være et sensitivt menneske, nemlig når han er i flow i maleprocessen.
Alle følelser er naboer, og det, der er, skal ud. Han bruger meget musik, f.eks. Chet Baker eller Rammstein, hvilket også kan give tomme perioder oveni hovedet, hvor han bare er i det, han laver, og er i flow.

Thomas har et princip i sit arbejde: Man må ikke være bange, og aldrig bange for at lave fejl. Maleriet skal give mening for ham selv – og i processen er det kun ham selv, der bestemmer, også når han fejler. Han kan godt lide at man kan fornemme at der har været en proces bag et billede. At det kan ses at der er blevet kæmpet med det, og at maleriet har spor af, at der er blevet arbejdet.
Og du skal være modig – du skal selv kunne mærke maleriet, siger han, det skal vibrere og skabe genklang i dig, og farver og rytme skal påvirke dig emotionelt.
At holde igen skal man også kunne, når noget er på vej, kan han finde på at holde det nede, indtil det er modnet og klar til at komme ud i en ”ekspression”.

HVORFOR ABSTRAKT KUNST?
I figurativ kunst synes Thomas Granslev at vi ofte sætter det, vi ser, i kasser med det samme, og så er billedet serveret. I den abstrakte kunst kan han lide, at oplevelsen er åben og fortolkningen helt fri. Vi kan bruge vores fantasi og sanselighed og får ikke noget svar. Han har mærket efter i sig selv og spurgt hvad det er, han selv tænder på? Og det er f.eks. Anselm Kiefer og den tidlige Per Kirkeby, samt Gustav Klimt pga. farverne og hans stemninger, når han beskriver det forarmede menneske, selv om sidstnævnte absolut er figurativ.

Samtidig får du små gaver, når du maler abstrakt, siger han. Pludselig opstår små figurationer eller overraskende farvekombinationer, der med ét står meget stærkt.

Men en særlig opgave for en abstrakt kunstner er også at kunne samle værket, så det overordnet ligner noget andet end ”rent smøreri”. Der skal være detaljer, en eller anden form eller rytme og en visuel farvestyring for at værket fungerer.

Det sjove er, at når vi mennesker ser på abstrakt kunst, leder vi næsten altid efter figurationen i det. Vores øje søger mening, holdepunkter og struktur, og selv om vi ikke leder bevidst efter motiver, gør vores hjerne det. I hvert fald for det meste.

PROCESSEN…
Han arbejder med tynde laserende lag med spatel oveni tykke lag, eller omvendt. Og når farven er på fladen, arbejder han med spontane strøg med spatelen, så hans rytme opstår og det evt. ender med at beskuerens øje bliver sendt ud af billedet. Han arbejder en del med at lukke beskueren ud – hvor vi kan slippe væk, et roligt sted på fladen, eller en rytmisk udgang.
Der skal være kant i billedet, så det kan mærkes – han kan se, når det ”ikke er nok”. Bliver det for pænt må der simpelthen gøres noget ved billedet. Det skal rive visuelt…

Hvad vil han gerne have at folk får ud af hans billeder? Det glæder ham hvis de bliver berørt og får noget ud af dem. Det er billeder, der skal gro på folk. Om to år ser du måske noget andet, spejler noget andet af dig selv i dem end du gør, den dag, du ser dem første gang.
Ligeledes skal tekstur, dybde mm opleves i virkeligheden, idet et fladt foto på de digitale medier ikke yder værkerne retfærdighed. Thomas Granslevs værker kræver at man fordyber sig lidt i dem, hvis de skal ”trænge ind”. Det er hjertet i beskueren han ønsker at gribe i udstillingen.

Thomas’ drøm er at komme til at male kæmpemalerier, i New York eller herhjemme.

Men nu skal vi lige se hans debutudstilling først – på Musicon i Kunstsmedjen, Bagtæppet 8, Roskilde.
Der er fernisering på Heartland tirsdag den 28/5 kl. 17-19.
Til 11/6.
... Se mereSe mindre

6 dage siden

coboboblog

SKUMRINGSMALERI
I Galerie Mikael Andersen i Bredgade vises for tiden en række storslåede malerier af den svenske kunstner LEONARD FORSLUND, som jeg første gang stiftede bekendtskab med i Møstings Hus i 2017 hvor hans udstilling Cosmos overbeviste mig om et helt særligt talent.
Og nu er han her så igen - i en virkelig smuk præsentation.

Individ og natur mødes i et ambivalent grænseland i skumringen. Alene dette ord, skumring, er et sært betydningsladet og gammeldags ord, som både har hyggelige og uhyggelige konnotationer.
Det er som om scenen er splintret og brudt op og reminiscenser af bygninger danner baggrund for enlige menneskers færden i skovene, hvor relationen mellem menneske og natur i en nutidig kontekst tematiseres.
Man ved ikke helt hvad der foregår - og man betages, ikke mindst af de flotte oliefarvers samspil og måden, Forslund bruger fladen på.

Leonard Forslund er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1988.

Mine fotos er fra ferniseringen.
Til 8/6
... Se mereSe mindre

 

Kommenter på Facebook

Kender ikke Leonard Forslund, med det kan jeg se at jeg snart gør 😊

Spændende 👍🏻

Fantastiske værker👍👍👍

Den må jeg ind og se😮

👀👁🧡💜

Crepuscolo

+ Vis flere kommentarer

1 uge siden

coboboblog

I SKOVENS DYBE STILLE RO…
I går besøgte jeg KIRSA ANDREASENs soloudstilling i Galleri Orange i Helsingør, og du kan lige akkurat selv nå at se denne helt igennem fremragende præsentation frem til på lørdag 18/5.
Kunstnerens værker klæder det smukke, højloftede rum ved havnen godt og det er som at træde lige ind i Kirsa Andreasens særlige indre rum, når du kommer ind. For hold nu op! Her er virkelig en kunstner, der bliver bedre og bedre som årene går, og i denne udstilling ”I skovens dybe stille ro” inviterer hun igen indenfor i det rum, hvor modsætninger mødes og magi opstår.

Kunstneren arbejder fortsat i sine malerier på en baggrund af guldalderlignende landskaber med menneskefigurer, som forestiller alle og ingen. Du befinder dig i et symbolsk maleri – hvor både baggrund og figur kan opleves som rene symboler på væren, relationer og menneskelige eksistensvilkår.
Det er naturen i mennesket og os i den, der interesserer Kirsa Andreasen, og så er hun optaget af relationer og det, vi har til fælles. Når du står foran det enkelte værk, skal du selv i gang: Hvad sker der egentlig i billedet? Hvad er der på spil mellem aktørerne, hvis der er flere? Hvad ER i det hele taget forholdet mellem natur og kultur i værkerne?

Spændende er det også at se værker i akvarel og stentøjsskulptur og iagttage hvordan hendes særlige udtryk bæres frem i flere forskellige medier.

I en tekst andetsteds har jeg skrevet om Kirsa Andreasens værker:
”Mennesket skildres rent, storøjet og enkelt, landskabet langt mere detaljeret. Og landskabet er da også mere end blot baggrund på hendes billeder, det fungerer snarere som et symbol på selve ”naturen”, livet, som fundament for menneskets eksistens, den materie figuren fødes af. I hendes landskaber suges mennesket ind i naturen og det understreges, hvordan figurerne selv er en levende del af naturen.
I flere værker træder naturbaggrunden ligesom igennem figuren, og bliver delvist ét med mennesket – hvor holder det ene op og hvor begynder det andet?

Ærlighed og ægthed er for Kirsa Andreasen nøgleord i hendes arbejde med kunsten, og det er da også netop dette der lyser ud af hendes værk: Et enkelt formsprog med et enkelt, ofte hjertegribende budskab.
F.eks. maler hun gerne igen og igen det måske klichéfyldte, håbløst umoderne og farlige, som kærligheden udgør i vores liv, den momentære lykkerus, og i den ligeledes skrøbeligheden og tabet, smerten og friheden, det at sættes fri.
Hun har en evne til at trykke dér, hvor det gør ondt, hun belyser de usete nuancer og taler i et kunstnerisk sprog der rækker udover ordforrådet.

Hun længes. Ja, det er nok længslen efter det rene og uspolerede, der er en af de største drivkræfter i hendes værk. Og længslens følgesvend er melankolien og eftertænksomheden.
Derfor findes det hele og meget mere til i Kirsa Andreasens værker. Du træder ind i en stor, almenmenneskelig fortælling.”

Jeg må sige, at det er en meget betagende og vedkommende udstilling, Galleri Orange viser.
Det var mit første besøg i galleriet, og det bliver bestemt ikke mit sidste. Gallerist Georg Reinhard Mathiasen er et spændende og givende bekendtskab, og at han har givet Kirsa Andreasen frie hænder i dette smukke galleri, er der kommet noget meget fint ud af.
Skynd dig til Helsingør hvis du kan!!
Sidste dag lørdag 18/5.
... Se mereSe mindre

 

Kommenter på Facebook

Så fint.....☺️ hvor mon næste udstilling er hvis man ikke når Helsingør?

Tusind tak fordi du tog forbi Helsingør Connie, du kender værket over tid og dine ord glæder mig meget. ❤️ tak

*Mums*

Der er noget Herup over det. Men spændende.

Det vil jeg gøre (det er jo i mit hood) 👍🏻

+ Vis flere kommentarer

1 uge siden

coboboblog

Kirsa Andreasen fra udstillingen “I skovens dybe stille ro” i Galleri Orange ... Se mereSe mindre

Kirsa Andreasen fra udstillingen “I skovens dybe stille ro” i Galleri Orange

2 uger siden

coboboblog

PORTRÆT AF DORON SILBERBERG
I anledning af kunstnerens 70-års fødselsdag her i maj viser GALLERIE LORIEN på Frederiksberg frem til 8/6 en retrospektiv udstilling, med værker fra ca. 1974 frem til i dag og lørdag den 25.maj kl. 16-18 afholdes der fødselsdagsreception for Doron Silberberg i galleriet, hvor alle er velkomne.

Soloudstillingen hedder ANYBODY HOME?! og centralt står hovedværket af samme navn, et helt nyt værk, hvor du ser en sort kiste med bombede keramikhuse ovenpå. Værket refererer til bombningerne i Aleppo i Syrien for nogle år siden, og skildrer hvordan de døde ligger i kisten under deres ødelagte hjem. Tonen er sat – her er det alvor. For Doron Silberberg ER det alvor!

Når du træder ind i galleriet, mødes du af et alsidigt kunstnerisk udtryk og jeg fik for nylig en gennemgang af udstillingen af Doron selv, som viser at han i forskellige perioder har været optaget af forskellige teknikker og former:

Billedkunstneren...
Indenfor billedmediet, som Doron Silberberg især som yngre kunstner arbejdede i, vises litografier, tryk og tegninger, der tematiserer menneskets flugt ind i tryghed og afsondrethed fra verden. Enkelte silketryk og paptrykplader (i en serie på kun 4) som også berører temaet ”at høre hjemme og at søge tryghed” kan ses, ligesom flygtningeproblematikken og at måtte forlade sit eget hjem også skildres i et kobberhus.
Yderligere skildres kunstnerens møde med Danmark i et grafisk stærkt værk med nøgne efterårstræer og der vises eksempler på hans Assemblager, maleri og collagekunst.

Skulptøren...
De sidste ca. 18 år har han dog primært arbejdet med skulpturelle værker i stentøj og porcelæn og ofte i serier, hvor en bestemt form har optaget ham, f.eks. kassen, kuglen, huset...
Doron Silberberg arbejder på at udforske ler som skulpturelt materiale. Arbejdet med ler har været en søgen ind i hans oprindelse, har han tidligere sagt, til jorden, solen og menneskene og dermed ind i hans egen baggrund. Han kan bedst lide det glasurmæssige resultat han kan opnå på det lyse stentøj, hvilket derfor er hans foretrukne medie.

Hans skulpturer skabes og brændes i et værkstedsfællesskab og færdiggøres med diverse effekter i hans eget værksted derhjemme.
Inspirationen til de forskellige effekter kommer i en evig proces i hans hjerne. Artikler han læser, et billede, en plakat som koges sammen i et visuelt resultat – han laver ikke skitser, men arbejder spontant og lytter til materialet: Hvor bærer det selv hen? Vil jeg lade det køre den vej? Eller styre en anden vej? Nogle gange vågner han med en idé midt om natten og oplever at han har fået en gave. Men den skal gennemføres og virke i selve arbejdsprocessen og i brænding og glasurarbejde bagefter før det endelige værk fungerer.

Blandt de skulpturelle værker ses jordkloder befolket med mennesker i skønne glasurer og måske iført bladguldshatte, der viser at nok er vi mange, men der skal være plads til alle.

”Fake News” viser et væghængt hoved, der æder nyheder, eller kaster han dem op? Her ses tydeligt, at Doron Silberberg kan lide at lege med materialet: Det hårde og det bløde, papir overfor stentøj, eller andre til stentøjet ”tilføjede” ting.

I værket ”These were the Days” skildres en personlig historie fra dengang han i en gruppe med 5 venner blev fotograferet, og som han nu har genskabt og dermed foreviget i bronze, brændt træ og en stor, smuk keramikklode. De 5 venner er i dag spredt for alle vinde uden kontakt.

Man kunne nævne dem alle, men her nøjes jeg med at omtale en sidste, stor og meget imponerende skulptur: ”Godt oppe at køre” om at leve i sus og dus. En kæmpepenis fungerer som potensforlængende bil og en blondine med silikonebryster og botoxlæber sidder i bilen og fører sig frem.

Doron Silberbergs skulpturer er alle små magiske universer karakteriseret ved lunefuld storytelling, stærke kommentarer, humor og ironiske hip til vores ofte forskruede samfund. Han har simpelthen et skarpt øje for livets subtile, bizarre og absurde sider.
Han formår at stimulere sit publikum med en ofte kritisk og humoristisk vinkel og, som det fremgår, er der rigeligt at gå på opdagelse i på denne udstilling.

Baggrund…
Doron Silberberg er født i 1949 i Jerusalem og er uddannet i 1975 fra The Art Academy Bezalel i Jerusalem på den grafiske linje. Hans far var en idealistisk billedkunstner, der ikke syntes man måtte sælge sin kunst, en kunstner skulle finde sit levebrød et andet sted og kun arbejde ud fra idealet og den kunstneriske skabertrang. Moderen var den understøttende, der passede hjemmet og enebarnet Doron, som tegnede historier på lange papirruller fra et trykkeri. Et indadvendt barn, der havde, og stadig har, behov for at være i fred når han fordyber sig.
Doron mødte i Israel en dansk kvinde, fik en datter og siden flyttede de til Danmark. Selv om parret senere gik fra hinanden er Doron blevet i Danmark.

Efter at have arbejdet i mange år som art director og illustrator valgte Doron at skifte kurs og blive fuldtidskunstner. Han syntes det var svært at være i to forskellige mindsets, og havde brug for at fordybe sig i sin kunst og sætte sig selv fri. Hans personlige behov er at være spontan og have tid og ro i processen, ligesom da han var barn, og som faderen i øvrigt!

Kunsten...
Konkrete emner og begivenheder, som f.eks. flygtninge, krig, den katolske kirkes misbrug af børn, USA og Trump, er emner, vi støder på i Doron Silberbergs kunst. Han kan ikke lade være med at engagere sig i samfundet og det, der sker i verden, og han spørger sig selv: Hvad har jeg at sige om dette? Hvad kan jeg bidrage med?
Der er en politisk kommenterende tone i dele af hans kunst, som viser dette engagement, og samtidig er der også eksistentielle temaer på spil i værker som ”I Wish I could Fly”- der handler om drømmen om friheden, som vi alle rummer.

Doron vil ikke lave pyntegenstande. Han skaber ikke for hyggens skyld – værkerne er ikke for sjov! Han ønsker at kunsten skal beskæftige sig med noget essentielt – og siger, at hvis du ikke har noget at fortælle så hold din mund. Kunst skal handle om noget og du skal ville noget med det.
Han arbejder ikke ud fra en overordnet agenda, men lader sig inspirere af begivenhederne, og kan han påpege noget, der kan få folk til at vågne op, gør han det og gerne med humoren som våben.
I perioder hvor han ikke arbejder på noget konkret er han optaget af at forfine og videreudvikle det tekniske i sit arbejde, f.eks. at få væghængte skulpturer til at lykkes eller andre projekter.

Vi slutter med nogle vise ord fra en kunstner, der nu fylder 70 år, og som har arbejdet kunstnerisk hele sit liv, og taget sin del af indre og ydre kampe:
“Du skal have noget at sige!
Du må ikke være beregnende og gå op i hvad der sælger, tværtimod skal du arbejde med materialet, og blive ved!
Man skal brænde for at fortælle noget, og være ÆGTE. Glem anerkendelse, bare arbejd!
Det er svært at bevare sin integritet i kunstverdenen, men den er meget, meget vigtig. Det er en indre kamp hver dag at være ærlig overfor sig selv og ikke falde i fælden med hyggelig behagesyge eller serieproduktion af det, der sælger. Du skal risikere noget og turde et fald.”

Doron Silberberg har turdet meget! Gå ikke glip af denne fine retrospektive udstilling.

Udstillingen ANYBODY HOME?! kan ses til 8/6
Lørdag den 25/5 kl. 16-18: 70-års fødselsdagsreception i Gallerie Lorien. Alle er velkomne.
... Se mereSe mindre

 

Kommenter på Facebook

Så godt skrevet ♥️

2 uger siden

coboboblog

Jeg er blevet spurgt om alt på denne blog må deles - i forhold til persondataloven GDPR - og JA TAK. Alt indhold må meget gerne deles 😊
Spread the Word...
... Se mereSe mindre

2 uger siden

coboboblog

+5 udstillingen i Copenhagen Outsider Art Gallery:Dansk skrot og iransk kunst - +5 udstillingen er i gang!
Hos Copenhagen Outsider Art Gallery har man denne gang valgt at sætte den iranske kunstner Samaneh Atef sammen med danske Hans Kragh-Jacobsen, som er én af flere kunstneriske sjæle i familien Kragh-Jacobsen.

Matchet af disse to fungerer rigtig godt, selv om deres udgangspunkt for at skabe kunst er så forskelligt som det næsten kan være, og de ligeledes også personlighedsmæssigt er som nat og dag.

Samaneh Atef er en ung, iransk kvinde, der kæmper med Irans normer og politiske styre, hun er født i 1989 og bor og maler i det nordlige Iran. Da hun begyndte at male, følte hun det, som om hun var sluppet ud af et fængsel med gloende tremmer.

Hans Kragh-Jacobsen er en af de gamle mere fandenivoldske personligheder, som vi har alt for få tilbage af i dansk kulturliv. Derfor var det også herligt at se flere af de gode, gamle ”frontkæmpere” til ferniseringen i torsdags, bl.a. Anne Marie Helger. Dem, der røg og drak, ingen penge havde og sagde deres mening!

Samaneh Atef’s kunst er fremmedartet og vedkommende på samme tid.
Det første, man lægger mærke til, er øjnene. På hendes billeder stirrer de intenst på beskueren, nogle gange så vildt, at der er flere pupiller. Der kan være flere øjne i et ansigt og flere ansigter i en krop. Sådan fortegner Samaneh bevidst virkeligheden og skaber fantasivæsner, der udspringer af hendes følelser. Hun bruger sine fabulerende streger til at fremmane en nærmest shamanistisk stemning i sine billeder. Hun oplever det som at fylde sjælen over i sine billeder, og bruger billederne som en lindring for den smerte, hun har oplevet i sit liv og som en befrielse.

Hun fortalte mig hvor svært det har været med familiens reaktion på hendes kunst og hvor vanskeligt det er at opnå anerkendelse heraf.
Især blev jeg ramt af et billede, hvor moderens ansigt er bag tremmer og ligeledes barnet i hendes mave. Begge er døde, fortalte Samaneh mig.

Måske er hendes kunst en kende for personlig for mig. Men ét af særkenderne ved Outsider Art er jo netop, at den skabes ud fra et meget personligt synspunkt, således også Samanehs. I hvert fald går man ikke uberørt fra hendes værkers styrke.

Hans Kragh-Jacobsen skaber ironi.
I rendestenene ligger der stumper, som ingen vil have. Med spejdende øje afsøger Hans Kragh-Jacobsen de steder, han passerer og samler ting op, som kun få andre kan se skønheden i. Så limer eller sømmer han sine fund sammen til billeder, der ikke forestiller andet end det de er. Han arbejder i både to og tre dimensioner. Assemblagerne kalder han for ironikoner, fordi de for ham udstråler en ironisk kraft som en slags ikoner fra en kultur, der er for utålmodig til at forholde sig til evigheden.

Ironien ved et ironikon består i mødet med det oversete: Mærket af at blive brugt, overkørt, fladmast, ridset og flosset samler materialerne sig som tegn i alfabetet til et sprog, der ikke er født endnu og som et monument over brug- og smid væk kulturen. Hans værker er virkelig fede.

Hans Kragh-Jacobsen er født i 1945, har arbejdet som skuespiller, lavet dokumentarfilm, skrevet romaner, teaterstykker og tv-serier. Det er en fest at møde ham – han sprudler af gode historier og en særlig ”vibe” og crazy humor, som jeg faldt pladask for. Og nu forstår jeg hvorfor jeg som helt ung sad limet til skærmen, når Ungdomsredaktionen blev sendt. Hans Kragh-Jacobsen var en af de skøre sjæle bag programmet.

+5 udstillingen kan ses til 29/6 og er virkelig værd at få set.
... Se mereSe mindre

+5 udstillingen i Copenhagen Outsider Art Gallery:

2 uger siden

coboboblog

Kort video om Doron Silberbergs igangværende soloudstilling i Gallerie Lorien, som jeg besøgte idag. Her fortæller kunstneren om hovedværket ANYBODY HOME?!
Til 8/6
... Se mereSe mindre

Se mere