Min leder i denne måneds Kunstavisen:
Hvad kan vi forvente?
Det spørger mange sig selv om ved indgangen til et nyt år – og ikke mindst 2025, hvor vi mildt sagt står et usikkert sted på verdensplan.
Personligt kan jeg også være usikker på, om jeg (61 år!) fortsat kan følge med i den nye kunst og de mange nye kunstformer, der pibler frem i disse år.
At se på billedkunst, skulptur og performance ser jeg som en ”selvfølge” – det er en 1 til 1 oplevelse, der er værket, her og nu foran mig, håndgribeligt til stede, forståeligt skabt.
Nogle af de nye kunstarter forekommer mig svære at forstå, men også nogle gange at udføre. For i det nye, interaktive felt skal vi ofte udføre noget for at opleve værket. Det kan være at downloade en App, iføre sig briller eller gå rundt og placere hybrid practice (AR) med sin telefon.
Teknologiens indtog i kunsten har simpelthen skabt helt nye oplevelsesformer, hvoraf nogle kræver skills. Publikum er aktive deltagere i stedet for passive tilskuere i f.eks. VR, AR og mixed reality i de immersive kunstformer.
Og ja. Hvad betyder immersiv overhovedet? Det betyder at vi er nedsunkne i, eller en del af, kunsten. Vi er midt i den, mens den står på, men har den ikke nødvendigvis bagefter.
Også hybridformater vinder frem, hvor de fysiske manifestationer smelter sammen med de virtuelle og dermed decentraliserer kunstscenen, så en stor del af den foregår online.
AI og maskinlæring udvider den traditionelle opfattelse af skabelse og ægthed. For hvis noget er AI skabt, er det så ægte unikakunst?
Vi kan nok forvente mere af den virtuelle, AI-genererede kunst og mere 3D-printet skulptur, hvor kunsten ligger i skabelsen af programmet og beherskelsen af printmaterialet. Vi kan nok forvente, at fascinationen af alle de nye metoder vil sætte sit præg på kunsten i mange år fremover.
Jeg håber jeg kan følge med og også at jeg har lyst til det. For indimellem fristes jeg til at stå af. Jeg kan opleve det irriterende at jeg skal sætte mig ind i en masse teknik FØR jeg kan opleve kunsten. Jeg siger ikke at den ikke er god eller giver gode oplevelser, jeg registrerer blot barrierer i mig selv, fordi kunsten er mindre umiddelbart tilgængelig. Og btw: Hvor demokratisk og inkluderende er det lige?
Kunsten i 2025 er naturligvis, som altid, et spejl af samtiden, og det spejl jeg ser ind i er kompliceret og kræver visse færdigheder, hvis jeg skal hænge på.
Det kommer nok til at afhænge af dagsformen om jeg orker ”arbejdet”.
... Se mereSe mindre