kunstblogger
kunstformidler
kurator

En blog om primært dansk samtidskunst
En blog med holdninger til kunst og kunstscenen i Danmark
En blog til dig, der ønsker at følge med
kunstformidler omtaler af gallerier cobobo conni boe boss

Indlæg fra min Facebook-blog

Comments Box SVG iconsUsed for the like, share, comment, and reaction icons
2 dage siden

COPENHAGEN LIGHT FESTIVAL
Indtil 23/2 kan du i København opleve lysinstallationer af danske og udenlandske kunstnere placeret rundt omkring i byen fra kl. 17-22.
Man kan følge en rute, downloade en app - eller gøre som jeg: Tage en Stromma kanaltur og se det hele fra vandsiden.
København ER smuk - set fra kanalerne - men turen er nu ikke pengene værd (150 kr) da det er svært at se kunsten ordentligt.
Jeg tror man får meget mere ud af en gå- eller cykeltur.

Men altså: Spektakulært og smukt er det her i mørket og kulden. Tanken om at bibringe byen lys og skønhed her om vinteren er helt rigtig.
Det var svært at tage fotos fra båden - her er ganske få:
... Se mereSe mindre

COPENHAGEN LIGHT FESTIVAL 
Indtil 23/2 kan du i København opleve lysinstallationer af danske og udenlandske kunstnere placeret rundt omkring i byen fra kl. 17-22. 
Man kan følge en rute, downloade en app - eller gøre som jeg: Tage en Stromma kanaltur og se det hele fra vandsiden. 
København ER smuk - set fra kanalerne - men turen er nu ikke pengene værd (150 kr) da det er svært at se kunsten ordentligt. 
Jeg tror man får meget mere ud af en gå- eller cykeltur. 

Men altså: Spektakulært og smukt er det her i mørket og kulden. Tanken om at bibringe byen lys og skønhed her om vinteren er helt rigtig. 
Det var svært at tage fotos fra båden - her er ganske få:Image attachmentImage attachment+3Image attachment
6 dage siden

JAGTEN PÅ DE UNGE
- Om de gamle oversete og de blaserte unge
Nå ja, lidt sat på spidsen er overskriften naturligvis, men der er noget om snakken…

Voldsomt fokus på unge kunstnere:
I en del år har der været en stærk tendens til at fremhæve unge kunstnere, gerne hentet fra akademiet før de var færdiguddannede. De roses for deres friske perspektiver og evne til at skabe værker, der spejler samtidens sociale, kulturelle og politiske problemstillinger, samt deres til tider endog meget lette omgang med håndværksmæssig kunnen.

Jeg er selv skyldig og har måske endda været med til at skabe hypen, idet jeg i en lang årrække har haft et særligt øje for Upcoming kunstnere og de alternative, unge udstillingsplatforme. Nu er det som om alle vil have de unge; samlere, museer og kunsthaller skriger på det ”Oh so Contemporary…”
Og enhver udstillingsåbning med respekt for sig selv har nu om dage i jagten på det unge publikum DJ, diskotek, bar og lysshow: Arken og SMK forvandles til Friday Night Out.

Faren ved ophøjelsen af det unge kontemporære:
De unge, i bund og grund uprøvede kunstnere, får en lynhurtig eksponering og opnår stor anerkendelse tidligt i deres karriere. Måske også før de fortjener det. Dette kan hurtigt medføre et kommercielt pres og at markedets forventninger får dem til at producere værker, der appellerer bredt og er yderst salgbare, fremfor at udforske dybere kunstneriske processer.
Kunstneren kan blive forvænt, med høje indtægter og mulighed for at stille høje krav; selvagtelsen er høj, ydmygheden lav.
Jeg ser ikke sjældent at vores tilbedelse af de unge kunstnere medfører en blaserthed i kontakten med dem, hvor de kun ønsker at befinde sig højest oppe i hierarkiet og ikke vil samarbejde eller vises sammen med nogen lavere nede. Og jeg ser deres priser stige til vanvittige højder. F.eks. ser jeg i kunstnersammenslutningerne en ældre, erfaren kunstner med 40 år på bagen sælge skønne malerier for 8000 kr; mens de nytilkomne unges værker koster mindst det femdobbelte.
Ung kunst er blevet endog meget dyr, fordi det nye hit er at have deres værker hængende i samlingerne rundt omkring.

Overskygning af erfarne kunstnere:
Historisk set har kunstscenen altid været præget af et skifte mellem generationer, men nutidens accelererede kultur kan forstærke denne dynamik og føre til, at etablerede kunstnere mister synlighed. Dette kan give udfordringer for dem, der stadig skaber nytænkende værker, men ikke længere anses for “friske” i markedets øjne. Vi glemmer nemt værdien af erfaring i jagten på de unges innovation.
Tiden råber på diversitet. Lad os huske at det også gælder alder. Overfokusering på specifikke strømninger kan lede til kortsigtede trends snarere end varige bidrag til kunsthistorien.

Foto: Georg Baselitz “Der neue Typ”, 1966 - Louisiana Museum of Modern Art.
... Se mereSe mindre

JAGTEN PÅ DE UNGE
- Om de gamle oversete og de blaserte unge
Nå ja, lidt sat på spidsen er overskriften naturligvis, men der er noget om snakken… 

Voldsomt fokus på unge kunstnere:
I en del år har der været en stærk tendens til at fremhæve unge kunstnere, gerne hentet fra akademiet før de var færdiguddannede. De roses for deres friske perspektiver og evne til at skabe værker, der spejler samtidens sociale, kulturelle og politiske problemstillinger, samt deres til tider endog meget lette omgang med håndværksmæssig kunnen. 

Jeg er selv skyldig og har måske endda været med til at skabe hypen, idet jeg i en lang årrække har haft et særligt øje for Upcoming kunstnere og de alternative, unge udstillingsplatforme. Nu er det som om alle vil have de unge; samlere, museer og kunsthaller skriger på det ”Oh so Contemporary…” 
Og enhver udstillingsåbning med respekt for sig selv har nu om dage i jagten på det unge publikum DJ, diskotek, bar og lysshow: Arken og SMK forvandles til Friday Night Out. 

Faren ved ophøjelsen af det unge kontemporære:
De unge, i bund og grund uprøvede kunstnere, får en lynhurtig eksponering og opnår stor anerkendelse tidligt i deres karriere. Måske også før de fortjener det. Dette kan hurtigt medføre et kommercielt pres og at markedets forventninger får dem til at producere værker, der appellerer bredt og er yderst salgbare, fremfor at udforske dybere kunstneriske processer.
Kunstneren kan blive forvænt, med høje indtægter og mulighed for at               stille høje krav; selvagtelsen er høj, ydmygheden lav. 
Jeg ser ikke sjældent at vores tilbedelse af de unge kunstnere medfører en blaserthed i kontakten med dem, hvor de kun ønsker at befinde sig højest oppe i hierarkiet og ikke vil samarbejde eller vises sammen med nogen lavere nede. Og jeg ser deres priser stige til vanvittige højder. F.eks. ser jeg i kunstnersammenslutningerne en ældre, erfaren kunstner med 40 år på bagen sælge skønne malerier for 8000 kr; mens de nytilkomne unges værker koster mindst det femdobbelte. 
Ung kunst er blevet endog meget dyr, fordi det nye hit er at have deres værker hængende i samlingerne rundt omkring. 

Overskygning af erfarne kunstnere:
Historisk set har kunstscenen altid været præget af et skifte mellem generationer, men nutidens accelererede kultur kan forstærke denne dynamik og føre til, at etablerede kunstnere mister synlighed. Dette kan give udfordringer for dem, der stadig skaber nytænkende værker, men ikke længere anses for “friske” i markedets øjne. Vi glemmer nemt værdien af erfaring i jagten på de unges innovation. 
Tiden råber på diversitet. Lad os huske at det også gælder alder. Overfokusering på specifikke strømninger kan lede til kortsigtede trends snarere end varige bidrag til kunsthistorien.

Foto: Georg Baselitz “Der neue Typ”, 1966 - Louisiana Museum of Modern Art.

5 CommentsKommenter på Facebook

Jeg tror det handler om, at folk investerer i kunst. Når du køber et kunstværk af en ung kunstner, kan det være at han senere vil blive regnet for det helt store geni og hans kunst bliver mange penge værd. Hvis du køber et strålende værk af en kunstner på 60 år til 8000 kr, så er der ikke rigtig nogen grund til at tro at det bliver mange penge værd. (Og det er forøvrigt ikke helt tilfældigt, at jeg skriver "han", men det er en helt anden diskussion).

Hvor er det godt skrevet!!

Godt skrevet

View more comments

1 uge siden

Poetisk, smuk og yderst aktuel udstilling på Copenhagen Contemporay -
Emma Talbot ”Are You a Living Thing That Is Dying or a Dying Thing That Is Living?”
Åh, jeg elsker denne nye udstilling med den britiske kunstner Emma Talbot (f. 1969).
At træde ind i sal 3 som udgør hendes totalinstallation er som at gå ind i et naturområde, et reservat, en urskov. To store amorfe skulpturer i tekstil, parykhår og glimmer fanger blikket og bagved to kæmpestore silkemalerier med tegninger og ”talebobler”. I baggrunden ses Talbots helt nye animationsfilm, som i sig selv er et meget smukt værk.

Emma Talbots medie er tegningen og det i sig selv er interessant, koblet som de er med tekst og mange farver. Flere af udstillingens værker er skabt specielt til CC og undersøger et grundlæggende eksistentielt spørgsmål, som for kunstneren hænger sammen med bevidstheden om vor tids økologiske krisetilstand: ”Er vi en levende ting der er døende, eller en døende ting, der lever”?

Talbot arbejder med vores evigt foranderlige verden og menneskets forbundethed med naturen og alt levende: Menneskelignende figurer, symbolske dyr og flydende landskaber inviterer os til at reflektere over eksistentielle temaer som genfødsel, transformation, bæredygtighed og menneskets modstandsdygtighed over for systemisk kollaps.
Og netop dette: Den truende kollaps understreges af lydbilledet i rummet og det lidt dystopiske præg det hele har, selv om skønheden også er meget iøjnefaldende.
Dette er heller ikke en modsætning i mine øjne: At anerkende dystopien og samtidig elske vores klodes skønhed.

Talbot inddrager både selvbiografiske temaer og psykologiske projektioner, feministisk teori og økopolitik, hukommelse i en refleksion over miljøkriser og kosmiske universe . ”Med sin kunst fremmer Talbot en post-antropocentrisk vision, der skærper vores bevidsthed om verdens indbyrdes forbundethed og inspirerer os til at gentænke radikale former for bæredygtighed, omsorg og frihed.” skriver CC.

Det fine ved hendes udstilling er, at det er så ligetil, fint tænkt og nænsomt, finurligt udført alt sammen. Vi mindes om omsorg for hinanden og kloden og på en sådan måde, at i hvert fald jeg havde lyst til at blive i rummet ”for ever”. Det er en flot evne at have som kunstner.
Tak til Emma Talbot for denne fine oplevelse.

Til 31/8 2025
... Se mereSe mindre

Poetisk, smuk og yderst aktuel udstilling på Copenhagen Contemporay - 
Emma Talbot ”Are You a Living Thing That Is Dying or a Dying Thing That Is Living?”
Åh, jeg elsker denne nye udstilling med den britiske kunstner Emma Talbot (f. 1969). 
At træde ind i sal 3 som udgør hendes totalinstallation er som at gå ind i et naturområde, et reservat, en urskov. To store amorfe skulpturer i tekstil, parykhår og glimmer fanger blikket og bagved to kæmpestore silkemalerier med tegninger og ”talebobler”. I baggrunden ses Talbots helt nye animationsfilm, som i sig selv er et meget smukt værk. 

Emma Talbots medie er tegningen og det i sig selv er interessant, koblet som de er med tekst og mange farver. Flere af udstillingens værker er skabt specielt til CC og undersøger et grundlæggende eksistentielt spørgsmål, som for kunstneren hænger sammen med bevidstheden om vor tids økologiske krisetilstand: ”Er vi en levende ting der er døende, eller en døende ting, der lever”?

Talbot arbejder med vores evigt foranderlige verden og menneskets forbundethed med naturen og alt levende: Menneskelignende figurer, symbolske dyr og flydende landskaber inviterer os til at reflektere over eksistentielle temaer som genfødsel, transformation, bæredygtighed og menneskets modstandsdygtighed over for systemisk kollaps. 
Og netop dette: Den truende kollaps understreges af lydbilledet i rummet og det lidt dystopiske præg det hele har, selv om skønheden også er meget iøjnefaldende. 
Dette er heller ikke en modsætning i mine øjne: At anerkende dystopien og samtidig elske vores klodes skønhed. 

Talbot inddrager både selvbiografiske temaer og psykologiske projektioner, feministisk teori og økopolitik, hukommelse i en refleksion over miljøkriser og kosmiske universe . ”Med sin kunst fremmer Talbot en post-antropocentrisk vision, der skærper vores bevidsthed om verdens indbyrdes forbundethed og inspirerer os til at gentænke radikale former for bæredygtighed, omsorg og frihed.” skriver CC. 

Det fine ved hendes udstilling er, at det er så ligetil, fint tænkt og nænsomt, finurligt udført alt sammen. Vi mindes om omsorg for hinanden og kloden og på en sådan måde, at i hvert fald jeg havde lyst til at blive i rummet ”for ever”. Det er en flot evne at have som kunstner. 
Tak til Emma Talbot for denne fine oplevelse. 

Til 31/8 2025Image attachmentImage attachment+Image attachment

4 CommentsKommenter på Facebook

Den udstilling ser helt fantastisk og drømme-agtig ud! ⭐️

Det ser super spændende ud 🤩

Det set godt nok spændede ud - vi får en fin oplevelse også her 👍👏👏👏

1 uge siden

Marta Minujín på Copenhagen Contemporary - syede lapper på lærred med lyseffekter bagved ... Se mereSe mindre

Marta Minujín på Copenhagen Contemporary - syede lapper på lærred med lyseffekter bagved
2 uger siden

Min leder i denne måneds Kunstavisen:
Hvad kan vi forvente?
Det spørger mange sig selv om ved indgangen til et nyt år – og ikke mindst 2025, hvor vi mildt sagt står et usikkert sted på verdensplan.
Personligt kan jeg også være usikker på, om jeg (61 år!) fortsat kan følge med i den nye kunst og de mange nye kunstformer, der pibler frem i disse år.
At se på billedkunst, skulptur og performance ser jeg som en ”selvfølge” – det er en 1 til 1 oplevelse, der er værket, her og nu foran mig, håndgribeligt til stede, forståeligt skabt.
Nogle af de nye kunstarter forekommer mig svære at forstå, men også nogle gange at udføre. For i det nye, interaktive felt skal vi ofte udføre noget for at opleve værket. Det kan være at downloade en App, iføre sig briller eller gå rundt og placere hybrid practice (AR) med sin telefon.
Teknologiens indtog i kunsten har simpelthen skabt helt nye oplevelsesformer, hvoraf nogle kræver skills. Publikum er aktive deltagere i stedet for passive tilskuere i f.eks. VR, AR og mixed reality i de immersive kunstformer.
Og ja. Hvad betyder immersiv overhovedet? Det betyder at vi er nedsunkne i, eller en del af, kunsten. Vi er midt i den, mens den står på, men har den ikke nødvendigvis bagefter.

Også hybridformater vinder frem, hvor de fysiske manifestationer smelter sammen med de virtuelle og dermed decentraliserer kunstscenen, så en stor del af den foregår online.
AI og maskinlæring udvider den traditionelle opfattelse af skabelse og ægthed. For hvis noget er AI skabt, er det så ægte unikakunst?
Vi kan nok forvente mere af den virtuelle, AI-genererede kunst og mere 3D-printet skulptur, hvor kunsten ligger i skabelsen af programmet og beherskelsen af printmaterialet. Vi kan nok forvente, at fascinationen af alle de nye metoder vil sætte sit præg på kunsten i mange år fremover.

Jeg håber jeg kan følge med og også at jeg har lyst til det. For indimellem fristes jeg til at stå af. Jeg kan opleve det irriterende at jeg skal sætte mig ind i en masse teknik FØR jeg kan opleve kunsten. Jeg siger ikke at den ikke er god eller giver gode oplevelser, jeg registrerer blot barrierer i mig selv, fordi kunsten er mindre umiddelbart tilgængelig. Og btw: Hvor demokratisk og inkluderende er det lige?

Kunsten i 2025 er naturligvis, som altid, et spejl af samtiden, og det spejl jeg ser ind i er kompliceret og kræver visse færdigheder, hvis jeg skal hænge på.
Det kommer nok til at afhænge af dagsformen om jeg orker ”arbejdet”.
... Se mereSe mindre

Min leder i denne måneds Kunstavisen:
Hvad kan vi forvente? 
Det spørger mange sig selv om ved indgangen til et nyt år – og ikke mindst 2025, hvor vi mildt sagt står et usikkert sted på verdensplan. 
Personligt kan jeg også være usikker på, om jeg (61 år!) fortsat kan følge med i den nye kunst og de mange nye kunstformer, der pibler frem i disse år. 
At se på billedkunst, skulptur og performance ser jeg som en ”selvfølge” – det er en 1 til 1 oplevelse, der er værket, her og nu foran mig, håndgribeligt til stede, forståeligt skabt. 
Nogle af de nye kunstarter forekommer mig svære at forstå, men også nogle gange at udføre. For i det nye, interaktive felt skal vi ofte udføre noget for at opleve værket. Det kan være at downloade en App, iføre sig briller eller gå rundt og placere hybrid practice (AR) med sin telefon. 
Teknologiens indtog i kunsten har simpelthen skabt helt nye oplevelsesformer, hvoraf nogle kræver skills. Publikum er aktive deltagere i stedet for passive tilskuere i f.eks. VR, AR og mixed reality i de immersive kunstformer. 
Og ja. Hvad betyder immersiv overhovedet? Det betyder at vi er nedsunkne i, eller en del af, kunsten. Vi er midt i den, mens den står på, men har den ikke nødvendigvis bagefter. 

  Også hybridformater vinder frem, hvor de fysiske manifestationer smelter sammen med de virtuelle og dermed decentraliserer kunstscenen, så en stor del af den foregår online. 
AI og maskinlæring udvider den traditionelle opfattelse af skabelse og ægthed. For hvis noget er AI skabt, er det så ægte unikakunst? 
Vi kan nok forvente mere af den virtuelle, AI-genererede kunst og mere 3D-printet skulptur, hvor kunsten ligger i skabelsen af programmet og beherskelsen af printmaterialet. Vi kan nok forvente, at fascinationen af alle de nye metoder vil sætte sit præg på kunsten i mange år fremover. 

Jeg håber jeg kan følge med og også at jeg har lyst til det. For indimellem fristes jeg til at stå af. Jeg kan opleve det irriterende at jeg skal sætte mig ind i en masse teknik FØR jeg kan opleve kunsten. Jeg siger ikke at den ikke er god eller giver gode oplevelser, jeg registrerer blot barrierer i mig selv, fordi kunsten er mindre umiddelbart tilgængelig. Og btw: Hvor demokratisk og inkluderende er det lige?

Kunsten i 2025 er naturligvis, som altid, et spejl af samtiden, og det spejl jeg ser ind i er kompliceret og kræver visse færdigheder, hvis jeg skal hænge på. 
Det kommer nok til at afhænge af dagsformen om jeg orker ”arbejdet”.

7 CommentsKommenter på Facebook

God leder - tak for den!

TAK ENDNU 1 GANG C FOR "PROBAT-GODE" ORD _ HÆNG VENLiGST VED _ DU ER CENTRAL FOR KONTEMPORÆR iNFO OG REFLEKSiON iNKL. iNSPiRATiON _ MERTAK MEDSENDES _ ARS LONGA _ ViTA _ _ _

Fin leder, vigtigt indhold.

View more comments

2 uger siden

Jeg ser ikke så mange udstillinger for tiden, fordi jeg er travlt beskæftiget med to store projekter, der løber af stablen i februar/marts. Derfor kan jeg af og til næsten opleve kunst-sult: Dét at komme ud og se kunst live, og skønt er det, når denne sult kan stilles og mættes af en kunstner som PAULINE FRANSSON.

I Bricks Gallery så jeg Nattsyn, soloudstilling af Pauline Fransson, i torsdags, og denne aften cementerede blot, at skulle jeg købe kunst snart ville det blive et værk af hende fra netop denne udstilling.
Nattsyn handler om sammenhængen mellem kroppen, landskabet og det at se. Disse værker foregår i nattens stilhed og indfanger øjeblikke hvor landskabet forvandles til noget både velkendt og mystisk.
Det er som om vi ikke ved, om vi ser på et landskab, eller er indeni et menneske, altså omgives af noget organisk. Og det organiske i naturen korresponderer med det amorfe udtryk.

Min ledsager til Preview oplevede flere malerier som ”ubehagelige” – jeg oplevede dem som smukke, mystiske og dragende; men begge oplevelser dækker over en tvetydighed og antydning, som er virkelig interessant. Vi oplever verden gennem en krop, vi er en krop, og den er mærket af, hvad vi hver især har været igennem.

For Fransson er maleriet en måde, hvorpå hun udtrykker følelser knyttet til hendes fysiske oplevelser og forvandler landskaber til dybt menneskelige rum hvor en todimensionel overflade formidler noget så komplekst som menneskelig erfaring.

Hendes farver og hendes materialer: Tempera, olie og grafit, danner tilsammen et univers, jeg er helt vild med. Hang et af hendes malerier i mit hjem ville jeg kunne se på det i timevis, fordybe mig, gå ind og leve i det – ja, nærmest pakke mig ind i det.

Svenske Pauline Fransson (f. 1990) bor og arbejder i Nybro, Sverige. Hun dimitterede med en MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2021.

Til 22/2 2025
... Se mereSe mindre

Jeg ser ikke så mange udstillinger for tiden, fordi jeg er travlt beskæftiget med to store projekter, der løber af stablen i februar/marts. Derfor kan jeg af og til næsten opleve kunst-sult: Dét at komme ud og se kunst live, og skønt er det, når denne sult kan stilles og mættes af en kunstner som PAULINE FRANSSON. 

I Bricks Gallery så jeg Nattsyn, soloudstilling af Pauline Fransson, i torsdags, og denne aften cementerede blot, at skulle jeg købe kunst snart ville det blive et værk af hende fra netop denne udstilling. 
 Nattsyn handler om sammenhængen mellem kroppen, landskabet og det at se. Disse værker foregår i nattens stilhed og indfanger øjeblikke hvor landskabet forvandles til noget både velkendt og mystisk. 
Det er som om vi ikke ved, om vi ser på et landskab, eller er indeni et menneske, altså omgives af noget organisk. Og det organiske i naturen korresponderer med det amorfe udtryk. 

Min ledsager til Preview oplevede flere malerier som ”ubehagelige” – jeg oplevede dem som smukke, mystiske og dragende; men begge oplevelser dækker over en tvetydighed og antydning, som er virkelig interessant. Vi oplever verden gennem en krop, vi er en krop, og den er mærket af, hvad vi hver især har været igennem. 
 
For Fransson er maleriet en måde, hvorpå hun udtrykker følelser knyttet til hendes fysiske oplevelser og forvandler landskaber til dybt menneskelige rum hvor en todimensionel overflade formidler noget så komplekst som menneskelig erfaring.

Hendes farver og hendes materialer: Tempera, olie og grafit, danner tilsammen et univers, jeg er helt vild med. Hang et af hendes malerier i mit hjem ville jeg kunne se på det i timevis, fordybe mig, gå ind og leve i det – ja, nærmest pakke mig ind i det. 

Svenske Pauline Fransson (f. 1990) bor og arbejder i Nybro, Sverige. Hun dimitterede med en MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2021.

Til 22/2 2025Image attachmentImage attachment+8Image attachment

5 CommentsKommenter på Facebook

Mål: Er det noget der ligner 150x100 hvor kunstneren står med gæsten?

Så organiske og sanselige

View more comments

Indlæs flere indlæg

The Custom Facebook Feed plugin

Kontakt

Passion for samtidskunst

På denne blog deler jeg min passion for kunsten via mine mange kunstoplevelser rundt omkring i hele landet. Vi har en stor talentmasse blandt kunstnere i Danmark – bloggen her præsenterer nogle af dem. Du kan følge med i hvad der sker på udstillinger i gallerier og på museer, se omtaler af messer og ferniseringer og du kan læse interviews med kunstnere, opleve studiovisits og se reportager fra kunstsamler-hjem.

Jeg vælger suverænt og uafhængigt hvad og hvem jeg vil skrive om, mit arbejde er ulønnet og bloggens synspunkter er kun jeg ansvarlig for.

Når jeg vælger at gå i dybden med en specifik kunstner i et interview eller en portræt-artikel får jeg et lille værk af vedkommende til min egen samling som tak for mit arbejde.

Alt hvad jeg skriver om er selvoplevet og bliver bedømt ud fra min subjektive opfattelse. Man behøver ikke være enig i mine vurderinger for at kunne bruge bloggen som inspirationskilde.