Hjem

coboboblog har slået 2 billeder op.

1 dag siden

From today’s #studiovisit at @artistreneholm #reneholmstudio #reneholm #coboboblog #contemporaryart #studio #artiststudio #art #artstudio #instaart #collector #esbjerg #blog #interview #oilpainting Denmark ... Se mereSe mindre

coboboblog har tilføjet 4 nye billeder — i Ballerup

5 dage siden

CHRISTINA ELVIRA GODSK
At balancere mellem poler…

For nylig besøgte jeg kunstneren Christina Elvira Godsk i hendes hjem i Ballerup, hvor hun også arbejder. Jeg har fulgt hende i nogle år og været fascineret af hendes særegne udtryk, og idéerne bag det.
Men at interviewe Christina er noget af en opgave! Hun har en enorm energi i sit væsen, associationerne ryger i alle retninger, fortællingen stopper og begynder hele tiden, fordi noget andet kommer ind i hendes tanker. Det bliver derfor min lod at holde en vis struktur i samtalen – nu må vi se om det lykkes. Og hvis ikke er det et godt billede af hvordan det er at tale med Christina, når det går over stok og sten i 3,5 timer.

Livshistorie:
At finde sin identitet har altid været et tema i Christina Elvira Godsk´s liv. Hun har ”rodet en del rundt” i sit liv og søgt et personligt ståsted efter hun gik ud af 10. klasse. Efter et højskoleophold blev hun, mest på forældrenes foranledning, social og sundhedshjælper, men blev hurtigt træt af det og søgte derfor ind på teknisk skole, hvor hun malede i et år hos en lærer, der åbnede hendes øjne for kunsten og gav hende oplevelsen af at blive set og forstået.

Herefter prøvede hun at blive formgivningslærer i Nykøbing Falster, hvilket ikke lige var hende, og endte i et lidt kaotisk forløb og så måtte hun igen finde på noget andet. Derfor tog hun i kibbutz i Israel, hvor hun mødte sin nuværende mand og rejste rundt med ham og en ven i Europa, hvorefter de endte i Danmark. Allerede dengang var han hendes klippe og sørgede for at grounde hende og lægge planer for deres fælles liv. Med et smil siger hun, at det er han stadig: Hendes klippe!

Mens det unge par boede i København, arbejdede hun på et plejehjem og malede på B&W om aftenen. Der skete en hel masse kreativt – og hun var en del af et kunstnerisk miljø. Men så kom børnene, 3 stk. – og igen skiftede identiteten for hende. Nu var hun mor.

I 2008 gik hun i gang med pædagoguddannelsen og havde fokus på æstetiske læreprocesser og arbejdede derefter med læring via kreativt arbejde i en børnehave, og senere med teater på en skole.
Men stadig kæmpede Christina med sin identitet, efter at kunsten var lagt på hylden, og hun var mor og pædagog på fuld tid, og til sidst brændte hun ud og sagde op. Herefter har hun malet ”på fuld tid”, med fast deltidsjob på 15 timer, hvor hun laver kunstprojekter i en børnehave. Dette føles i øjeblikket som den rette løsning når kunst, økonomi og familie skal gå op i en højere enhed.

Mennesket Christina
Christina kan til tider være meget personlig i sin kunst, hun bruger sit levede liv, sine observationer af andre mennesker og sin egen smerte, følsomhed og vildskab som afsæt, ofte med en god portion humor.
Hun vil gerne forene det humoristiske med det sårbare. Som den ægte melankoliker hun er kender hun også klovnen, den, der på overfladen er i godt humør, men som har en dunkel understrøm.

Hun søger balancepunktet i midten – i mellemrummet mellem det mørke og det lyse, mellem ensomhed og fællesskab. Hvis hun ligger her i midten kan hun skabe værker, hvori begge dele indgår.

Der har altid været spændinger i hende, poler, der står og dirrer overfor hinanden. Hun har altid været den med ”det vanskelige” sind i familien. Moderen har måske været præget af en eksistentiel angst og har opdraget Christina til at få alt, hvad der flagrer under kontrol, til at leve et kernefamilie-liv med orden og ro. Men Christina har alligevel det flagrende sind, og ønsker ikke at pakke det hele ind i ordentligheden.

Disse modpoler og identitetsspørgsmål præger stadig hendes liv: Familien/forstaden og det pæne kontra vildskaben og det fanden-i-voldske. Og dermed præger det også hendes kunst.

Kunstneren Christina
Christina er ambitiøs og meget disciplineret – så der arbejdes hver dag og mange weekender med kunsten. Men hun er hård ved sig selv – og kræver hele tiden af sig selv at blive bedre. Der er hele tiden nye mål – og hun er som menneske drevet af noget, der ligger ”derude” – i fremtiden. At være tilfreds her og nu er ikke nemt for hende, tankerne kører altid og kun rideture på hestene kan grounde hende ordentligt. Hun er en utålmodig sjæl, der vil videre… ”Jeg har siden jeg var barn følt en længsel efter noget der fandtes et andet sted” skriver hun på sin hjemmeside.

Hun arbejder helst i serier, både med tryk, tegning og maleri. Og hun arbejder næsten altid videre med elementer fra tidligere serier. Og så kan hun lide at eksperimentere og lære nyt. For nylig har hun hos grafiker Gunnar Nielsen arbejdet med paptryk.
Lige nu arbejder hun på illustrationer til en børnebog om fisk og viser grafiske værker i galleri Heike Arndt i Berlin. Illustration og tegneserier har altid inspireret hende og det grafiske udtryk klæder hendes kunst.

Hun føler, at der i hendes arbejde er den del, der bare kommer ud af hendes hånd og den del, hvor hun prøver at ville noget, hun ikke har lavet før. Det kan f.eks. være materiale- og farvemæssigt – en udfordring hun sætter sig – en begrænsning.
På det sidste er hun blevet mere opmærksom på farver, og sætter f.eks. jordfarver op imod neonfarver som kontrast.
Hun har lyst til at forenkle sit udtryk, uden at gå væk fra sit farverige univers og i de fleste ting, uanset medie, kan man se at det er hende! Hun er en kunstner, der trods forskellige medier og teknikker, har et samlet udtryk. Og altid er der noget hun vil fortælle sat overfor materialet, udtrykket.

Om sit formsprog skriver hun selv: ” Mit formsprog er illustrativt, figurativt og naivt, hvor et fjernt eller drømmende udtryk ofte går igen i mine billeder. Jeg bliver draget af farver, mønstre og evnen til at forene det naive og humoristiske med det sårbare og tvetydige.”

Det menneskelige
Christina Elvira Godsk spejler sig i det menneskelige – og ønsker at vi skal se hendes kunst som portrætter af det indre, det følelsesmæssige indhold i personen. Det er psyken hun fremstiller.

Hendes figurer kan fremstå introverte og blufærdige, levende i deres egen verden, samtidig med at de tager kontakt med os. Når vi får øjenkontakt med hendes væsner, sker der noget i os, som sagtens kan være en sørgmunter genkendelse.

Life is Bitter-Sweet! Og i Christinas kunst skildres livets bagside, f.eks. i værkserien ”Indre og ydre landskaber”. Eksistentielle temaer, det moderne menneskets dobbelthed og splittelse optager hende. Og hun bekymrer sig for fremtiden – vi bevæger os væk fra os selv og hinanden og hen imod at blive robotter (i nærmest konkret forstand). De sociale medier overtager vores kommunikation og vi længes efter rejser til Mars, selv om vi aldrig når at se alt det, der er her på jorden – endsige hinanden!

Vi vil gerne have kærlighed og nærhed, men får rodet os ind i travlhed og krav, der gør at vi ikke får givet og modtaget det, vi længes efter. Al denne splittelse i os, mellem længsel og virkelighed, gør os frustrerede og kede af det.

Andre bitter-søde emner i hendes univers er kønnet og identiteten, og dét, at nogen er udenfor – ofte gengivet med noget i baggrunden og personen up-front, alene, forladt og ensom, som den, der ikke passer ind.

Christina er mere Underground end pænhed når hun tematiserer tilværelsens bagside og ikke viger tilbage for grimhedens og skørhedens æstetik. Der er altid en lille weird vibe i hendes ting. Og hvor hun er på vej hen kunstnerisk er ikke til at sige lige nu… Men hun vil gerne snart have tid til at male ”frit” og lidt stort måske, samt arbejde grafisk med tryk, uden at arbejde hen imod en bestemt udstilling.

Repræsenteret af Kbh.Kunst
Instagram: elviragodsk
Facebook: Christina Elvira Godsk
Hjemmeside: elviragodsk.com ... Se mereSe mindre

+1

coboboblog har tilføjet 16 nye billeder — her: Kunsthal Charlottenborg.

2 uger siden

SKRALD OG ROD PÅ CHARLOTTENBORG
Denne sommer kan du se en meget speciel udstilling på Charlottenborg – faktisk er den så avantgarde at jeg har svært ved at mene noget som helst om den. Jeg kan godt se idéen, men om jeg synes den er god og særlig kunstnerisk ved jeg ærlig talt ikke rigtig. Jeg synes måske nok at projektet er mere sociologisk og etnologisk end kunstnerisk – og den er ikke vældig interessant. Herom er der givetvis delte meninger – så du kan jo gå ind og tage det i øjesyn selv.

Når du går ind gennem den blå dør, træder du ind i SAN SAN, som er den New York-baserede kunstnerduo Jonah Freeman & Justin Lowes totalinstallation ”Scenario in the Shade.”
Værket er baseret på den undergrunds- og ungdomskultur, der finder sted i San San Metroplex, en byregion af tæt forbundne nabobyer langs den californiske kyst. Den omfattende totalinstallation strækker sig over hele Kunsthal Charlottenborgs nordfløj og præsenterer også det filmiske hovedværk, der blev vist på Istanbul Biennalen 2017 kurateret af Michael Elmgreen og Ingmar Dragset.

Kunstnerne beskæftiger sig med alt fra forvokset urbanisme, fællesskab og samfund og ritualer til psykofarmaka. I avancerede, tekno-centriske samfund udmønter ungdomskulturerne sig gennem stadigt skiftende stilistiske udtryk, fritidsaktiviteter, forbrug, slang, påklædning og stoffer. Scenario in the Shade giver et rumligt bud på seks forskellige ungdomssubkulturer og deres tilholdssteder i San San-området.

Tanken om San San stammer fra scifi-fortællingen The Year 2000, som futuristen Herman Kahn skrev i 1967. Heri forestillede Kahn sig, at byerne langs den amerikanske vestkyst, fra San Diego til San Francisco ville vokse sammen og danne ét enkelt, gigantisk by kompleks. Han kaldte dette område ”San San”. Freeman & Lowe skaber med baggrund heri en forunderlig og urovækkende parallelverden.

Med Scenario in the Shade transformerer Freeman & Lowe hele Kunsthal Charlottenborgs nordfløj, så den fremstår som forskellige scenografier. Den besøgende træder først ind gennem et mobilt toilet, der fører ind til en nedslidt gammel lejlighed af typen, der blev opført i slutningen af 1800-tallet. Derfra breder installationen sig ud i en labyrint af improviserede tilholdssteder for en række forskellige ungdomskulturer. Hvert rum har navn efter en bestemt gruppering: The Shade, The Fort, Phansigar Gokudo, Bamboo Union, King Gordon og Disco Creeps. De opstillede miljøer omfatter blandt andet et slumkvarter, en hybrid computer, en neonoplyst sortbørs og en animeagtig arkade skabt ud af badehåndklæder. Bevægelsen gennem disse scenografier skaber en ganske særlig stemning af at opholde sig i en blanding mellem en arkitektonisk ruin og en simuleret teatralsk verden.

Jeg siger ikke, at det ikke er en oplevelse at gå igennem disse subkulturelle udtryk. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal mene om det hele.

Udstillingen kan ses til 12/8.
Foto delvist Anders Sune Berg ... Se mereSe mindre

+

coboboblog har tilføjet 4 nye billeder — her: Vibevej Nv.

2 uger siden

Ham her tror jeg på!
Forleden besøgte jeg det unge talent TOBIAS JUST i det værkstedsfællesskab han holder til i på ydre Nørrebro.
Han er kun 20 år og er netop blevet optaget på Det Jydske Kunstakademi. Efter at have fulgt ham på Instagram et stykke tid er jeg overbevist om, at han “bliver til noget”.
Tobias er ikke klar til interview her på bloggen endnu - men jeg synes I skal kende ham.

Han er en ung fyr, der arbejder seriøst med sin kunst, har læst en masse og derfor også har mange referencer til kunsthistorie og anden kultur i sine værker. Han blander selv sine farver og er allerede genkendelig via dem og sin enkle figuration.

Galleriet Kant i København har også fået øje på ham og har nogle af hans værker med på deres sommerudstilling på Fanø.
Check ham ud og hold øje med ham.
Instagram @justafar ... Se mereSe mindre

+1

coboboblog har tilføjet 4 nye billeder — her: Chr. VI Overdrevskro.

3 uger siden

DISTORTION I RINGSTED
På en meget varm sommerdag vandrer jeg ud ad Roskildevej i nærheden af Ringsted indtil Chr. VI´s Overdrevskro dukker op i det fjerne.
Her bor kunstneren KAREN VILLIA JENSEN, 53, som ved siden af sit kunstneriske arbejde driver kroen sammen med sin mand. Som på alle andre gamle landevejskroer er folk gennem tiden blevet slået ihjel og bestjålet her, og familien lever da også side om side med genfærd, der fester i krostuen, når de er gået i seng. Det generer ikke Karen, hun lever med ånder, dyr og den besjælede natur i en helhed, der for hende er helt naturlig.

Og dyrene, naturen, livet og en naturlig tilgang til det spirituelle ses overalt i Karen Villias kunst, som hun skaber i sit nybyggede atelier, lige ved siden af folden med hendes elskede heste. Her går vi ned og jeg bliver fortalt en livshistorie og en kunstnerisk vision som jeg kun kan have dyb respekt for.

Om Karens baggrund:

Karen Villia har tegnet hele sit liv – er mestendels opvokset hos sin mormor og morfar hvor man skulle være stille, når pressens radioavis var der eller når morfar skulle hvile sig. Og de svære ting talte man ikke om – bl.a. faderens død på havet da Karen var 6 år. Så hun har levet med fortielser og ofte at sidde for sig selv og tegne hele barndommen.

Herudover er der i gamle skipperfamilier ofte mange stolte traditioner, overtro og forholden sig til døden, hvilket i hendes familie medførte en mørk og tung stemning, hvori Karen i det mindste kunne tegne sin oplevelse af tingene.

Karen har taget overtroen, interessen for havet og vikingerne med sig, og det binder hende meget sammen med naturen stadig. Hun har i dag hvad man kan kalde en naturtro – ikke en kristen tro. Måske også derfor kan hun sagtens holde ud at bo på den gamle kro hvor det spøger, samtidig med at hun er en meget jordbunden kvinde.

Som 17-årig gik hun på Håndarbejdets Fremmes Højskole, selv om hun blev rådet til at gå på kunstakademiet. Hun forsøgte at være fornuftig og økonomisk, og er så blevet indhentet af kunsten senere i livet alligevel.
Hun er uddannet teknisk assistent og tog derefter en mere kunstnerisk overbygning på Blackpool College i England, hvorfra hun kom hjem i 1992 og i 1994 købte hun kroen sammen med sin mand.
Herefter arbejdede Karen som illustrator på Velux i mange år hvor hun lavede vejledninger og brugstegninger til nye produkter. Det var gode, men stressede år, med job, kunst og kro. Derfor sagde hun i 2017 jobbet op og har siden arbejdet fuld tid med kunsten. Hun har, blandt mange andre kurser og undervisningsforløb, gået på Bjørn Ignatius´ kunstskole og haft værksted hos ham en del år, men har nu bygget eget atelier.

Om Karens billedkunstneriske teknik:

Jeg fik øje på Karen Villias kunst, fordi hun distorter (istykrer) sit motiv, opløser det, lægger lag ind over hinanden og således skaber mange lag af virkelighed, mange lag af figuration og farve. Det giver en visuel appeal og invitation til nærmere tagen i øjesyn som jeg straks blev fanget af.

Karen kalder det selv AT FORSTYRRE – hun synes det bliver dødt, hvis ikke motivet forstyrres, så bliver det bare flade på flade. Hun prøver også at bruge farver, hun ikke kan lide nogle gange, for at lave bespænd for sig selv – og for at se hvad der sker, når to farver møder hinanden. Hun irriterer øjet med distortion og ikke-matchende farver, samt ved at lægge lag på indtil motivet næsten knækker og mister sin figuration. Det er her, det spændende ligger, siger hun. At den står og dirrer!

Man kan også kalde det sampling – at lægge et transparent lag ad gangen ovenpå og ind over hinanden, og lade det opløse sig. Hun lægger næste lag blindt på, uden plan – for at dække fladen. De steder hvor lagene overlapper hinanden giver hun farve eller mønstre. Så tegner hun større mønstre op – f.eks. rønnebær – som kan være i alle lag. Dyr efter dyr – lag efter lag – vokser frem, blandet med symboler på eksempelvis treenighed.

Kompositionen bliver collageagtig – og de lærreder, hun benytter, er af ren hør og dermed meget groft og råt, hvilket bevirker at malingen nogle steder klumper lidt, så det kan minde om krøllet papir. Selve lærredet arbejder med i værket.

Hun siger om sig selv at hun er en materialenørd. Hun elsker at afprøve og arbejde i mange forskellige materialer og lige nu overvejer hun at plantefarve for at kunne væve garn-elementer ind i sine billeder.

Om Karens livssyn og kunstneriske vision:

Karen er optaget af hvad vi kommer fra og hvem vi kommer af, historiens og naturens gang, menneskelivets cyklus og sammenhæng med den større historie. Hun blander inspiration fra sin personlige historie med dyre- og naturskildringer samt mytologiske og symbolske elementer. Hverdagslivets dyre- og planteverden forbindes med menneskehedens kultiske fortid, liv og død, organisk og uorganisk tematiseres i hendes værker.

Hun kan bedst lide at arbejde i serier, eller med temaer, så værkerne ikke står som solister. Hun inspireres af et emne eller en historie; der skal være noget, der trigger og sætter tanken i gang. Og når noget virkelig presser sig på, laver hun et af sine æskeværker: Hun skaber en æske med indhold, der tematiserer det, hun er optaget af, ked af eller vred over. Små, personlige værker, der bl.a. bragte hende ind på KE i 2012. Det, at forholde sig til noget, putte det i en æske og kunne lukke det til, tiltaler Karen. Og siger noget om hende som person: Hun er så meget mere, end det, du lige ser på overfladen, hun er selv som en æske, du skal åbne, for at få det hele med! Og man fornemmer at hun rummer virkelig megen indsigt og livserfaring, som kanaliseres ud i hendes kunst.

Samspillet med naturen er det overordnede tema i hendes kunst. Hun er mere bekymret for os som menneskehed end for dyrene dybest set. Hun tror på at dyrene regenererer og overlever, men at vi ødelægger os selv og dermed os selv i naturen. Hun tror ikke på at vi kan overleve det vi gør ved naturen, hvorimod dyrene kan.

Lige nu er hun i gang med en serie billeder til en udstilling i efteråret om forurening, hvor hun tager udgangspunkt i Tjernobyl. Det, der fascinerer hende, er, at dyrene har overtaget området, og på overfladen ser normale ud, nu uden synlige deformiteter - de har været stærke nok til at komme sig efter ulykken (dog ved vi ikke endnu hvad der er sket med deres arvemasse). Dyr regenererer hurtigere end os – de har klaret ”verdens undergang”! Der er gasmasker, bjørne og vildsvin som tematiserer hvor vi er rent geografisk, samtidig med at budskabet er universelt.

Karens tilgang til sin kunst er, at hun sætter små skibe i søen lige nu, og dybest set er det anerkendelse mere end salg og store udstillinger hun satser på. Hun vil i virkeligheden bare gerne have kunsten set, høre hvad folk tænker og få gode snakke om det, hun laver.

Hun giver den gas med alle mulige udtryk i forskellige materialer og elsker det daglige arbejde i det nye atelier.

Hun har megen glæde af at være med i kunstnerfællesskabet Circulus hvor de feedback´er hinanden, udstiller og hygger sig sammen. At have nogen at sparre med betyder meget i hendes virke.

Jeg synes hun som kunstner især med sit nyere udtryk skal ud til et større publikum – de fragmentariske, og dog harmoniske billeder er virkelig spændende at fordybe sig i – og nu har du haft mulighed for at lære hende at kende!

Da jeg vandrer tilbage til bussen ad landevejen, må jeg konstatere, at vi nogle gange skal huske at vende blikket væk fra København og ud på landet for at finde ny spændende kunst, der ikke vises på de københavnske gallerier - endnu, men måske en dag gør!

Links:
Du kan følge Karen Villia Jensen på Facebook og Instagram @karenvillia
Hjemmeside: karenvilliajensen.dk

Kommende udstillinger:
Kunstsmedjen på Musicon, Roskilde, sammen med Gitte Nielsen i efteråret 2018.
Månedens kunstner på Ros Torv efteråret 2018.
Med i den kommende udgave af bogen ”101 Kunstnere” af Tom Jørgensen. ... Se mereSe mindre

+1

coboboblog har tilføjet 13 nye billeder — deltagelse i en begivenhed her: Carlsberg Byens Galleri & Kunstsalon.

3 uger siden

MASKEBAL PÅ FABRIKKEN!
Kuratorerne & kunstnerne Simon Ganshorn og Rasmus Højfeldt har indbudt en række kunstnere til at skildre masken i Carlsbergbyens rå galleri (i kælderen).
DEPICT THE MASK byder på rigtig mange gode fortolkninger af ansigtet, med og uden “masker” og den kreative ophængning gør det til en fornøjelse at tage dem i øjesyn.

Portrættet - både det malede og det fotograferede - har fascineret os til alle tider og er et af kunsthistoriens ældste udtryk. Idag portrætterer vi os selv konstant i Selfies og hurtige knips af hinanden. At lave en udstilling af ansigter ligger lige for - det menneskelige holder aldrig op med at være relevant for os.

I udstillingsteksten skrives der, at ordet portræt har sin oprindelse i latin: At fremdrage, trække frem.
Heri ligger også at noget udelades... Og det er vel netop det, der gør portrætter, eller malerier af imaginære ansigter, så tiltrækkende for os: At vi ser hvad kunstneren vælger at fremhæve og dølge. Hvad skal med? Hvad skal skjules? Hvad ER i det hele taget et menneske?

Og her er virkelig spændende bud! Jeg hæftede mig bl.a. ved kunstnere som Thom Trojanowski og Lou Ros - begge ukendte for mig. For nu at fremhæve to ud af mange rigtig gode kunstnere.

Og det har netop været det gode, de par gange jeg nu har set gruppeudstillinger i Carlsbergbyen: Jeg har lært nye navne at kende - ofte udenlandske - og har hermed fået udvidet min horisont.
Dét er sundt!

Udstillingen kan foreløbig ses til 7/7 men bliver formodentlig forlænget. Kontakt evt Simon Ganshorn for fremvisning/åbningstider.
På det sidste billede kan alle deltagende kunstnere ses. ... Se mereSe mindre

+

coboboblog har tilføjet 4 nye billeder — her: Kunstmix.

3 uger siden

RØD PÅ ØSTERBRO!
Kunstnerduo’en ENFANTS TERRIBLES viser her i sommer nr. 2 af en række farve-tema udstillinger, hvor den første i rækken var gul.
Nu er der tale om RED POP DADA - hvor duo’en har samlet en hel række værker i farven rød - udført af enten MATVEY SLAVIN, NANA ROSENØRN HOLLAND BASTRUP eller dem begge.

Det ser super sprødt ud når man kommer ind i det lille galleri, Kunstmix, som duo’en driver i Odensegade på Østerbro: Rødt all over - fra gulv til loft.
Det giver en virkelig interessant effekt at tematisere flere års arbejder på denne måde.

Og så er der jo det, at hvad enten det er duo’ens fælles værk eller et individuelt værk er der en genkendelighed og - ja - rød tråd i deres kunst: Deres forholden sig til kunsthistorien, deres egen plads i den, deres fælles historie som kunstnere, kunstens institutioner og et samfundsengageret syn på kunstens rolle. Kunsten må gerne SIGE noget og MENE noget!

Det er altid godt at gå en tur ind i Kunstmix og se de meget inspirerende udstillinger, der vises af og med disse to unge dygtige kunstnere.

Kan ses til 5/8 i galleriets (begrænsede) åbningstider. ... Se mereSe mindre

+1

coboboblog har tilføjet 22 nye billeder — her: Galleri Christoffer Egelund.

3 uger siden

It’s Summertime18!!
“The Annual Summer Show 14. Edition” hos Christoffer Egelund i Bredgade åbnede med et brag 15/6 - idet det også var galleristens 40 års fødselsdag, som vi, udover kunsten, fejrede denne dag. Festligt og Fornøjeligt. Og som altid i galleriets gruppeudstillinger er der et bredt og varieret kunstnerisk udtryk i alle prisklasser.

Galleri Christoffer Egelund blander på fornem vis international og national kunst, billigt og dyrt, nyt og kendt, traditionelt og eksperimenterende. Han formår som få at ryste bolcherne og få en rigtig god sommerblanding ud af det!

The Show is on til 25/8 - men check om der er ferielukket noget af tiden.

Her er et lille udpluk af det, der kan ses i galleriet og et par snapshots fra fejringen af Christoffer Egelund. ... Se mereSe mindre

+