kunstblogger
kunstformidler
kurator

En blog om primært dansk samtidskunst
En blog med holdninger til kunst og kunstscenen i Danmark
En blog til dig, der ønsker at følge med
kunstformidler omtaler af gallerier cobobo conni boe boss

Indlæg fra min Facebook-blog

Comments Box SVG iconsUsed for the like, share, comment, and reaction icons
6 dage siden
coboboblog

SIKKE EN KRAFT!
AT SE ODA KNUDSEN PÅ DEN FRIE ER EN HELT SÆRLIG, LIVSBEKRÆFTENDE OG FANDENIVOLDSK OPLEVELSE
”Kredit i flammer” hedder udstillingen om kunstneren Oda Knudsen, der er død her i 2022.
Om udstillingen skrives: ”Den Frie Udstillingsbygning præsenterer en solo udstilling af den danske billedkunstner Oda Knudsen (1938 – 2022), hvor kunstnerens underfundige billed- og tekstunivers vises for første gang i en samlet større udstilling. Konceptet til udstillingen er skabt i samarbejde med Oda Knudsen selv, og videreføres i hedes ånd i nært samarbejde med Oda Knudsens kunstnerkollegaer, familie og venner. Udstillingen udfolder sig som en omsluttende ophængning af udvalgte værker i blandede medier: maleri, tegninger, digte og skulpturer fra Oda Knudsens mangeårige virke.
Med sin kunstneriske praksis udfoldede Oda Knudsen et helt unikt billedsprog og tekstunivers, hvor konkrete situationer i hverdagen blandes med samfundsmæssige diskussioner om klasseforskelle, sindets tilstand, kærlighedslivet, naturen, musikken.”

Jeg var ganske imponeret over hendes virke, som jeg ikke kendte særlig godt – og hendes coronadagbog er et rørende, fint værk. Og så kan jeg egentlig bedst lide hendes sene værker – de er meget i tråd med tiden.
På fotoet kan ses lidt flere biografiske oplysninger om kunstneren, som var medlem af Decembristerne, der lige nu også udstiller på Den Frie.
Til 5/3 2023
... Se mereSe mindre

SIKKE EN KRAFT!
AT SE ODA KNUDSEN PÅ DEN FRIE ER EN HELT SÆRLIG, LIVSBEKRÆFTENDE OG FANDENIVOLDSK OPLEVELSE
”Kredit i flammer” hedder udstillingen om kunstneren Oda Knudsen, der er død her i 2022. 
Om udstillingen skrives: ”Den Frie Udstillingsbygning præsenterer en solo udstilling af den danske billedkunstner Oda Knudsen (1938 – 2022), hvor kunstnerens underfundige billed- og tekstunivers vises for første gang i en samlet større udstilling. Konceptet til udstillingen er skabt i samarbejde med Oda Knudsen selv, og videreføres i hedes ånd i nært samarbejde med Oda Knudsens kunstnerkollegaer, familie og venner. Udstillingen udfolder sig som en omsluttende ophængning af udvalgte værker i blandede medier: maleri, tegninger, digte og skulpturer fra Oda Knudsens mangeårige virke.
Med sin kunstneriske praksis udfoldede Oda Knudsen et helt unikt billedsprog og tekstunivers, hvor konkrete situationer i hverdagen blandes med samfundsmæssige diskussioner om klasseforskelle, sindets tilstand, kærlighedslivet, naturen, musikken.”

Jeg var ganske imponeret over hendes virke, som jeg ikke kendte særlig godt – og hendes coronadagbog er et rørende, fint værk. Og så kan jeg egentlig bedst lide hendes sene værker – de er meget i tråd med tiden. 
På fotoet kan ses lidt flere biografiske oplysninger om kunstneren, som var medlem af Decembristerne, der lige nu også udstiller på Den Frie. 
Til 5/3 2023Image attachmentImage attachment+Image attachment

Kommenter på Facebook

Wow SÅ inspirerende!!!!

1 uge siden
coboboblog

DECEMBRISTERNE 2022
UDSTILLINGEN PÅ DEN FRIE ER FULD AF OVERRASKELSER OG SÆRE PÅFUND I ET SPÆNDENDE KUNSTNERISK SAMMENSURIUM.
”Det er et særkende for Decembristerne at gå kollektivt og konceptuelt til værks med sammenslutningens udstillinger. De eksperimenterer vedholdende med den kollektive udstillingsform, og hvordan det er muligt at udvikle den kunstneriske arbejdsproces og skabe kollegiale møder i kunsten. Decembristerne består af individualistiske og egenartede kunstnere, men der findes samtidigt et underliggende åndeligt slægtskab kunstnerne imellem. Ofte bruger sammenslutningen invitationer af andre kunstnere som et effektivt værktøj til at dele platform og udstillingsmulighed. Der arbejdes ligeledes målrettet med for eksempel oplæsninger, musik og performance og andre slags tværfaglighed.

I år har Decembristerne valgt at bygge udstillingen op i en spontan reaktion på rummet og hinanden. Kunstnerne har således ikke på forhånd fået tildelt en særlig plads i bygningen, men må i installeringen kollektivt finde ud af hvor de forskellige værker skal placeres og hvem de skal have som naboer. Konceptet indeholder altså en vis grad af anarkisme og tab af kontrol: Det handler om hvad der sker, hvis man ikke har en master plan, men at planen derimod bliver til efterhånden som man realiserer den. Måske den kollektive diskussion kan bringe rummet et nyt sted hen, som man ikke på papiret kunne tænke sig til.” skriver Den Frie.

Udstillere:
Ane Mette Ruge, Bank & Rau, Bodil Nielsen, Camilla Rasborg, Doris Bloom, Ellen Hyllemose, Hanne Nielsen og Birgit Johnsen, Heine Klausen, Henrik Flagstad, Henrik Menné, Jesper Rasmussen, Jørgen Carlo Larsen, Kåre Frang, Oda Knudsen, Ole Broager, Peter Olsen, Steen Møller Rasmussen, Sys Hindsbo, Torgny Wilke

Gæster:
Aia Sofia Turan, Carl Mannov, Erik Hällmann, Jesper Christoffersen, Lulu Refn, Sian Kristoffersen

Da jeg stadig slås med svimmelhed efter hjernerystelse er der ingen billedtekster, men spørg endelig hvis der en kunstners navn du ønsker at vide.
Til 30/12
... Se mereSe mindre

DECEMBRISTERNE 2022
UDSTILLINGEN PÅ DEN FRIE ER FULD AF OVERRASKELSER OG SÆRE PÅFUND I ET SPÆNDENDE KUNSTNERISK SAMMENSURIUM.
”Det er et særkende for Decembristerne at gå kollektivt og konceptuelt til værks med sammenslutningens udstillinger. De eksperimenterer vedholdende med den kollektive udstillingsform, og hvordan det er muligt at udvikle den kunstneriske arbejdsproces og skabe kollegiale møder i kunsten. Decembristerne består af individualistiske og egenartede kunstnere, men der findes samtidigt et underliggende åndeligt slægtskab kunstnerne imellem. Ofte bruger sammenslutningen invitationer af andre kunstnere som et effektivt værktøj til at dele platform og udstillingsmulighed. Der arbejdes ligeledes målrettet med for eksempel oplæsninger, musik og performance og andre slags tværfaglighed.

I år har Decembristerne valgt at bygge udstillingen op i en spontan reaktion på rummet og hinanden. Kunstnerne har således ikke på forhånd fået tildelt en særlig plads i bygningen, men må i installeringen kollektivt finde ud af hvor de forskellige værker skal placeres og hvem de skal have som naboer. Konceptet indeholder altså en vis grad af anarkisme og tab af kontrol: Det handler om hvad der sker, hvis man ikke har en master plan, men at planen derimod bliver til efterhånden som man realiserer den. Måske den kollektive diskussion kan bringe rummet et nyt sted hen, som man ikke på papiret kunne tænke sig til.” skriver Den Frie.

Udstillere:
Ane Mette Ruge, Bank & Rau, Bodil Nielsen, Camilla Rasborg, Doris Bloom, Ellen Hyllemose, Hanne Nielsen og Birgit Johnsen, Heine Klausen, Henrik Flagstad, Henrik Menné, Jesper Rasmussen, Jørgen Carlo Larsen, Kåre Frang, Oda Knudsen, Ole Broager, Peter Olsen, Steen Møller Rasmussen, Sys Hindsbo, Torgny Wilke

Gæster:
Aia Sofia Turan, Carl Mannov, Erik Hällmann, Jesper Christoffersen, Lulu Refn, Sian Kristoffersen

Da jeg stadig slås med svimmelhed efter hjernerystelse er der ingen billedtekster, men spørg endelig hvis der en kunstners navn du ønsker at vide. 
Til 30/12Image attachmentImage attachment+Image attachment

Kommenter på Facebook

Sikke en spændende udstilling.

Tak for fede billleder 😃 og god bedring 🥰

Rigtig god bedring ❤️

Ser spændende ud 🙂

Feeedt, tak👏✨ et must see besøg

Den skal jeg se..tak for info

😍🙏❤

View more comments

1 uge siden
coboboblog

DECEMBRISTERNE 2022:
UDSTILLINGEN PÅ DEN FRIE ER FULD AF OVERRASKELSER OG SÆRE PÅFUND I ET SPÆNDENDE KUNSTNERISK SAMMENSURIUM.
”Det er et særkende for Decembristerne at gå kollektivt og konceptuelt til værks med sammenslutningens udstillinger. De eksperimenterer vedholdende med den kollektive udstillingsform, og hvordan det er muligt at udvikle den kunstneriske arbejdsproces og skabe kollegiale møder i kunsten. Decembristerne består af individualistiske og egenartede kunstnere, men der findes samtidigt et underliggende åndeligt slægtskab kunstnerne imellem. Ofte bruger sammenslutningen invitationer af andre kunstnere som et effektivt værktøj til at dele platform og udstillingsmulighed. Der arbejdes ligeledes målrettet med for eksempel oplæsninger, musik og performance og andre slags tværfaglighed.

I år har Decembristerne valgt at bygge udstillingen op i en spontan reaktion på rummet og hinanden. Kunstnerne har således ikke på forhånd fået tildelt en særlig plads i bygningen, men må i installeringen kollektivt finde ud af hvor de forskellige værker skal placeres og hvem de skal have som naboer. Konceptet indeholder altså en vis grad af anarkisme og tab af kontrol: Det handler om hvad der sker, hvis man ikke har en master plan, men at planen derimod bliver til efterhånden som man realiserer den. Måske den kollektive diskussion kan bringe rummet et nyt sted hen, som man ikke på papiret kunne tænke sig til.” skriver Den Frie.

Udstillere:
Ane Mette Ruge, Bank & Rau, Bodil Nielsen, Camilla Rasborg, Doris Bloom, Ellen Hyllemose, Hanne Nielsen og Birgit Johnsen, Heine Klausen, Henrik Flagstad, Henrik Menné, Jesper Rasmussen, Jørgen Carlo Larsen, Kåre Frang, Oda Knudsen, Ole Broager, Peter Olsen, Steen Møller Rasmussen, Sys Hindsbo, Torgny Wilke

Gæster:
Aia Sofia Turan, Carl Mannov, Erik Hällmann, Jesper Christoffersen, Lulu Refn, Sian Kristoffersen

Da jeg stadig slås med svimmelhed efter hjernerystelse er der ingen billedtekster, men spørg endelig hvis der en kunstners navn du ønsker at vide.
Til 30/12
... Se mereSe mindre

DECEMBRISTERNE 2022:
UDSTILLINGEN PÅ DEN FRIE ER FULD AF OVERRASKELSER OG SÆRE PÅFUND I ET SPÆNDENDE KUNSTNERISK SAMMENSURIUM.
”Det er et særkende for Decembristerne at gå kollektivt og konceptuelt til værks med sammenslutningens udstillinger. De eksperimenterer vedholdende med den kollektive udstillingsform, og hvordan det er muligt at udvikle den kunstneriske arbejdsproces og skabe kollegiale møder i kunsten. Decembristerne består af individualistiske og egenartede kunstnere, men der findes samtidigt et underliggende åndeligt slægtskab kunstnerne imellem. Ofte bruger sammenslutningen invitationer af andre kunstnere som et effektivt værktøj til at dele platform og udstillingsmulighed. Der arbejdes ligeledes målrettet med for eksempel oplæsninger, musik og performance og andre slags tværfaglighed.

I år har Decembristerne valgt at bygge udstillingen op i en spontan reaktion på rummet og hinanden. Kunstnerne har således ikke på forhånd fået tildelt en særlig plads i bygningen, men må i installeringen kollektivt finde ud af hvor de forskellige værker skal placeres og hvem de skal have som naboer. Konceptet indeholder altså en vis grad af anarkisme og tab af kontrol: Det handler om hvad der sker, hvis man ikke har en master plan, men at planen derimod bliver til efterhånden som man realiserer den. Måske den kollektive diskussion kan bringe rummet et nyt sted hen, som man ikke på papiret kunne tænke sig til.” skriver Den Frie.

Udstillere:
Ane Mette Ruge, Bank & Rau, Bodil Nielsen, Camilla Rasborg, Doris Bloom, Ellen Hyllemose, Hanne Nielsen og Birgit Johnsen, Heine Klausen, Henrik Flagstad, Henrik Menné, Jesper Rasmussen, Jørgen Carlo Larsen, Kåre Frang, Oda Knudsen, Ole Broager, Peter Olsen, Steen Møller Rasmussen, Sys Hindsbo, Torgny Wilke

Gæster:
Aia Sofia Turan, Carl Mannov, Erik Hällmann, Jesper Christoffersen, Lulu Refn, Sian Kristoffersen

Da jeg stadig slås med svimmelhed efter hjernerystelse er der ingen billedtekster, men spørg endelig hvis der en kunstners navn du ønsker at vide. 
Til 30/12Image attachmentImage attachment+Image attachment
2 uger siden
coboboblog

Det kolde øje
Tyskland i 1920`erne
En stort anlagt udstilling om bevægelsen ”Neue Sachlichkeit” i tysk kunst og kultur i Weimarrepublikken (1918-1933) – og et koldt øje i en kold stemning, som får dig til at gå kuldslået, men oplyst og beriget fra Louisiana, hvis kuratering virkelig bidrager til forståelsen af denne sære, kølige tid.

Kulden
Når Louisiana har valgt udstillingstitlen ”Det kolde øje” skyldes det, at den kunstneriske idé var båret af en nøgtern og upersonlig personskildring og en ikke-emotionel gengivelse af virkeligheden, hvad enten der er tale om portrætter, stillebens, landskaber eller by- og arbejdsmiljøer. Virkeligheden gengives sagligt og uden følelsesmæssig ekspressivitet.
En nøgtern realisme, der spænder fra det krasse og satiriske til det knivskarpe, nærmest kliniske, er udstillingens omdrejningspunkt; og jeg vil tilføje: En næsten forarmet, kold og lidt ond stemning.

Mellemkrigsårene
I kølvandet af 1. Verdenskrig gennemlever det tyske samfund en turbulent tid med dyb fattigdom og politisk uro samtidig med, at demokratiet med Weimarrepublikken oplever en kortvarig opblomstring, inden dets frihedskultur kraftigt indsnævres igen med nazisternes overtagelse af magten i 1933. Det er mellemkrigsårenes rige og bredt udfoldede kulturliv, som udstillingen tegner konturerne af.
En underlig, modsætningsfyldt tid, med stor armod og en desperat livsnydelse i især storbyerne hvor et ophedet forlystelsesliv med natklubber og kabareter, seksuel frigjorthed, promiskuitet og prostitution trivedes side om side med moderne, funktionalistisk arkitektur, en hurtig industrialisering og tekniske landvindinger.

Kunstens rolle
Kunstens rolle bliver socialkritisk med skildringer af arbejderklassens svære levevilkår, kvindernes nye rolle og overklassens dekadente livsstil, samtidig med at den afbilder underklassens egen dekadence. I det hele taget forekommer tiden mig både stram og hård, dekadent og frivol.
Kunstnerne levede med en stadig fornemmelse af truende opløsning, en “skrøbelig” tilstand, som stort set skildres så køligt og distanceret, at man fornemmer en egentlig uvilje mod at føle. I højsædet er naturalismen hvor den registrerende metode er fremherskende.
Sideløbende med Neue Sachlichkeit i kunsten ses Bauhaus byggeri, en moderne møbelkunst, og fascination af form over indhold, maskiner over menneske. Måske havde man mistet troen på mennesket i 1. verdenskrig – i ihvertfald dets følsomhed.

7 kapitler i udstillingen og 7 mennesketyper
I tematiske kapitler og på tværs af kunstarterne undersøges begrebet ”Neue Sachlichkeit” som kunstnerisk koncept i et samfund, der var præget af store omvæltninger og modsatrettede kræfter – socialt, politisk og økonomisk.
Udstillingen er inddelt i portrætter, stilleben, standardisering, rationalitet, nye grænser, bagsiden og teater, musik og litteratur.
Samtidig med de tematisk opdelte rum præsenteres en fotoudstilling med et stort udvalg af den tyske fotograf August Sanders (1876-1964) livsværk ”Menschen des 20. Jahrhunderts” (Mennesket i det 20. århundrede) – her skildres 7 mennesketyper: Bonden, håndværkeren, kvinden, stænderne, kunstnerne, storbyen og de sidste mennesker (de ekskluderede). Det er et enestående gruppeportræt af det tyske samfund under Weimarrepublikken, og også i mange af disse fotos fornemmes desperationen og en svær tid, lige meget hvilket segment den portrætterede tilhørte. Der er meget få smil, der er noget forarmet over det hele, både fysisk og mentalt.

Det ydre fremfor det indre
Kunsten, samfundslivet, seksualiteten og boligen blev defineret af ydre karakteristika, måske fordi føleriet under ekspressionismen havde spillet fallit og en ny hård facade beskyttede individet. Selv de intime relationer mellem mennesker blev af og til skildret som et seksuelt spil, der kunne ende i vold, mishandling og drab.
Underklassen skildres, som når Otto Dix maler hæslige billeder af prostituerede, udslidte og mishandlede kroppe og personer frataget deres sjæl; og mange af kunstnerne var aktive i det kommunistiske parti.
”Man har vundet virkelighed og mistet drøm” (Manden uden Egenskaber, 1930)

Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser…Både Louisiana og visse anmeldere sammenligner Weimartiden med vores tid og aktualiserer dermed udstillingen. Jeg synes ikke dette holder. Weimarrepublikkens kolde øje resulterede i en fiksering på det ydre, fornægtelse af følelseslivet og en depraveret, syg livsstil og hermed også skildring af en desperat tid.
Heroverfor står vores tid dyrkelse af individet, dets følelser, egenart og særkende, grænsende til selvoptagethed, hvilket især SoMe repræsenterer, men også vores bekymring for kloden og vores i høj grad følelsesmæssige tilgang i kunst og kultur. I dag vil vi ”mærke”.

Det er muligt at der er den samme undergangsstemning og problemfyldthed i nutidens 20´ere, men jeg synes svaret er et andet. Den kuldslåethed jeg forlod den i øvrigt virkelig lærerige og øjenåbnende udstilling med, kender jeg ikke fra nutidens kunst. Den emotionelle forarmethed sad i mig resten af dagen, hvor i mod jeg ikke oplever en følelsesforladt kunst i dag. Tværtimod og gudskelov. Stemningen i Det kolde øje er og bliver kold – og heri er udstillingen særdeles vellykket.

Louisiana Museum of Modern Art
Gl. Strandvej 13
3050 Humlebæk
Til 19/2 2023
Artiklen har været bragt i Kunstavisen november 2022

Da jeg pt slås med et hovedtraume er fotos ikke udstyret med billedtekster denne gang. Du er velkommen til at spørge…
... Se mereSe mindre

Det kolde øje
Tyskland i 1920`erne 
En stort anlagt udstilling om bevægelsen ”Neue Sachlichkeit” i tysk kunst og kultur i Weimarrepublikken (1918-1933) – og et koldt øje i en kold stemning, som får dig til at gå kuldslået, men oplyst og beriget fra Louisiana, hvis kuratering virkelig bidrager til forståelsen af denne sære, kølige tid. 

Kulden
Når Louisiana har valgt udstillingstitlen ”Det kolde øje” skyldes det, at den kunstneriske idé var båret af en nøgtern og upersonlig personskildring og en ikke-emotionel gengivelse af virkeligheden, hvad enten der er tale om portrætter, stillebens, landskaber eller by- og arbejdsmiljøer. Virkeligheden gengives sagligt og uden følelsesmæssig ekspressivitet. 
En nøgtern realisme, der spænder fra det krasse og satiriske til det knivskarpe, nærmest kliniske, er udstillingens omdrejningspunkt; og jeg vil tilføje: En næsten forarmet, kold og lidt ond stemning. 

Mellemkrigsårene 
I kølvandet af 1. Verdenskrig gennemlever det tyske samfund en turbulent tid med dyb fattigdom og politisk uro samtidig med, at demokratiet med Weimarrepublikken oplever en kortvarig opblomstring, inden dets frihedskultur kraftigt indsnævres igen med nazisternes overtagelse af magten i 1933. Det er mellemkrigsårenes rige og bredt udfoldede kulturliv, som udstillingen tegner konturerne af.
En underlig, modsætningsfyldt tid, med stor armod og en desperat livsnydelse i især storbyerne hvor et ophedet forlystelsesliv med natklubber og kabareter, seksuel frigjorthed, promiskuitet og prostitution trivedes side om side med moderne, funktionalistisk arkitektur, en hurtig industrialisering og tekniske landvindinger. 

Kunstens rolle 
Kunstens rolle bliver socialkritisk med skildringer af arbejderklassens svære levevilkår, kvindernes nye rolle og overklassens dekadente livsstil, samtidig med at den afbilder underklassens egen dekadence. I det hele taget forekommer tiden mig både stram og hård, dekadent og frivol.
Kunstnerne levede med en stadig fornemmelse af truende opløsning, en “skrøbelig” tilstand, som stort set skildres så køligt og distanceret, at man fornemmer en egentlig uvilje mod at føle. I højsædet er naturalismen hvor den registrerende metode er fremherskende. 
Sideløbende med Neue Sachlichkeit i kunsten ses Bauhaus byggeri, en moderne møbelkunst, og fascination af form over indhold, maskiner over menneske. Måske havde man mistet troen på mennesket i 1. verdenskrig – i ihvertfald dets følsomhed. 

7 kapitler i udstillingen og 7 mennesketyper 
I tematiske kapitler og på tværs af kunstarterne undersøges begrebet ”Neue Sachlichkeit” som kunstnerisk koncept i et samfund, der var præget af store omvæltninger og modsatrettede kræfter – socialt, politisk og økonomisk. 
Udstillingen er inddelt i portrætter, stilleben, standardisering, rationalitet, nye grænser, bagsiden og teater, musik og litteratur. 
Samtidig med de tematisk opdelte rum præsenteres en fotoudstilling med et stort udvalg af den tyske fotograf August Sanders (1876-1964) livsværk ”Menschen des 20. Jahrhunderts” (Mennesket i det 20. århundrede) – her skildres 7 mennesketyper: Bonden, håndværkeren, kvinden, stænderne, kunstnerne, storbyen og de sidste mennesker (de ekskluderede). Det er et enestående gruppeportræt af det tyske samfund under Weimarrepublikken, og også i mange af disse fotos fornemmes desperationen og en svær tid, lige meget hvilket segment den portrætterede tilhørte. Der er meget få smil, der er noget forarmet over det hele, både fysisk og mentalt. 

Det ydre fremfor det indre
Kunsten, samfundslivet, seksualiteten og boligen blev defineret af ydre karakteristika, måske fordi føleriet under ekspressionismen havde spillet fallit og en ny hård facade beskyttede individet. Selv de intime relationer mellem mennesker blev af og til skildret som et seksuelt spil, der kunne ende i vold, mishandling og drab. 
Underklassen skildres, som når Otto Dix maler hæslige billeder af prostituerede, udslidte og mishandlede kroppe og personer frataget deres sjæl; og mange af kunstnerne var aktive i det kommunistiske parti. 
”Man har vundet virkelighed og mistet drøm” (Manden uden Egenskaber, 1930)

Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser…Både Louisiana og visse anmeldere sammenligner Weimartiden med vores tid og aktualiserer dermed udstillingen. Jeg synes ikke dette holder. Weimarrepublikkens kolde øje resulterede i en fiksering på det ydre, fornægtelse af følelseslivet og en depraveret, syg livsstil og hermed også skildring af en desperat tid. 
Heroverfor står vores tid dyrkelse af individet, dets følelser, egenart og særkende, grænsende til selvoptagethed, hvilket især SoMe repræsenterer, men også vores bekymring for kloden og vores i høj grad følelsesmæssige tilgang i kunst og kultur. I dag vil vi ”mærke”.

Det er muligt at der er den samme undergangsstemning og problemfyldthed i nutidens 20´ere, men jeg synes svaret er et andet. Den kuldslåethed jeg forlod den i øvrigt virkelig lærerige og øjenåbnende udstilling med, kender jeg ikke fra nutidens kunst. Den emotionelle forarmethed sad i mig resten af dagen, hvor i mod jeg ikke oplever en følelsesforladt kunst i dag. Tværtimod og gudskelov. Stemningen i Det kolde øje er og bliver kold – og heri er udstillingen særdeles vellykket. 

Louisiana Museum of Modern Art
Gl. Strandvej 13
3050 Humlebæk
Til 19/2 2023
Artiklen har været bragt i Kunstavisen november 2022

Da jeg pt slås med et hovedtraume er fotos ikke udstyret med billedtekster denne gang. Du er velkommen til at spørge…Image attachmentImage attachment+Image attachment

Kommenter på Facebook

Den skal jeg nå at se! Var allerede på listen, men din beskrivelse vækker min interesse endnu mere 💚 Hvem har lavet tegningen af de to ynglinge, der kysser? God bedring med hovedet!

Den glæder jeg mig virkelig meget til at se. Måske den mest frugtbare periode i europæisk kunst?

En meget, meget flot beskrivelse af udstillingen, tak - og god bedring 🙏😉

2 uger siden
coboboblog

SPÆNDENDE MALERIER I PILIPCZUK GALLERY
I soloen Trespassers møder du kunstneren Agata Szymanek. Hun har en doktorgrad i maleri fra kunstakademiet i Katowice og underviser også i videnskab og teknologi i Krakow.
Agata Szymanek viser et usædvanligt, forunderligt univers, som under overfladen rummer filosofiske og rørende emner om mennesker, dyr og natur. Malerierne har alle centrale figurative elementer, samtidig med at malemåden er løs og fri. Der er løsnet op for det klassiske maleri, som de polske akademier underviser i, og stilen er frisk og ”moderne”

Hun beskæftiger sig med dyrs og menneskers samspil i malerier, som både er smukke og foruroligende. De syrede sammenstillinger fremkommer ofte ved at hun arbejder med collage først og så maler motivet efterfølgende.
Der er ingen tvivl om, at naturen her både er en med- og modspiller, som vi ikke kommer udenom at forholde os til.
Og det store spørgsmål er, hvem der er de indtrængende her. Overtager dyrene langsomt vores verden og (måske) tilintetgør den? Eller er mennesket ved at fordrive dyrene med sin indtrængen overalt?

Kunstneren har selv kurateret udstillingen i galleriet sammen med Carl Olsson og det er virkelig værd at lægge vejen forbi og se disse usædvanlige malerier. Jeg er ret vild med dem!
Til 3/12
... Se mereSe mindre

SPÆNDENDE MALERIER I PILIPCZUK GALLERY
I soloen Trespassers møder du kunstneren Agata Szymanek. Hun har en doktorgrad i maleri fra kunstakademiet i Katowice og underviser også i videnskab og teknologi i Krakow. 
Agata Szymanek viser et usædvanligt, forunderligt univers, som under overfladen rummer filosofiske og rørende emner om mennesker, dyr og natur. Malerierne har alle centrale figurative elementer, samtidig med at malemåden er løs og fri. Der er løsnet op for det klassiske maleri, som de polske akademier underviser i, og stilen er frisk og ”moderne”

Hun beskæftiger sig med dyrs og menneskers samspil i malerier, som både er smukke og foruroligende. De syrede sammenstillinger fremkommer ofte ved at hun arbejder med collage først og så maler motivet efterfølgende. 
Der er ingen tvivl om, at naturen her både er en med- og modspiller, som vi ikke kommer udenom at forholde os til. 
Og det store spørgsmål er, hvem der er de indtrængende her. Overtager dyrene langsomt vores verden og (måske) tilintetgør den? Eller er mennesket ved at fordrive dyrene med sin indtrængen overalt? 

Kunstneren har selv kurateret udstillingen i galleriet sammen med Carl Olsson og det er virkelig værd at lægge vejen forbi og se disse usædvanlige malerier. Jeg er ret vild med dem! 
Til 3/12Image attachmentImage attachment+Image attachment

Kommenter på Facebook

Meget smukke ❤❤❤ Kan ligne lidt John Kørners univers 🙂

Wauw 🤩

Jag blev väldigt imponerad av din profil och inlägget du delade här, jag brukar inte skriva här men jag tycker att du förtjänar den här utmärkelsen. Jag försökte skicka en vänförfrågan till dig men det fungerar inte. Skicka mig en vänförfrågan om du inte har något emot det? Jag skulle älska att vara din vän.

3 uger siden
coboboblog

Vellykkede laboratorieforsøg
Susan Otvig Busch og Sonny Schneider udstiller i Holbæk.

Galleristen…
Pia Juel Verland, indehaveren af det veldrevne og velbesøgte galleri Juel Verland Art i Holbæk, er ikke bange for at tage chancer, og da hun for et års tid siden aftalte med kunstnerne Susan Otvig Busch fra Aarhus og Sonny Schneider fra København at de kunne gå sammen i en art laboratoriesamarbejde og prøve ting af, anede hun ikke hvilken udstilling, der ville komme ud af det.
”Laboratorium” er deres eksperimenters resultat. Og man kan se at begge er gået ud over hvad man tidligere har set dem præsentere; idet de viser et spændende og alsidigt mix af billedkunst og keramik.

Nysgerrighed og risikovillighed…
Ofte står en kunstner i fare for at stagnere, hvis vedkommende ikke tør tage en risiko overfor sit publikum ved at prøve nye teknikker, temaer og udtryk af. Både Sonny og Susan tør være afprøvende og har afsøgt hvad materialerne i deres kunst kan og hvad der kan tilføres. Keramiske glasurer har været udsat for eksperimenter. Collageteknikker og mixed media ligeså. Udstillingen sprudler af skaberglæde og en mangfoldighed af udtryk fra to kunstnere der tør.

Susan Otvig Busch:
Susan viser både maleri, der i perspektiv, figuration og teknik tilføjer hendes øvrige kunstnerskab en ny dimension. Sidst jeg så hendes solo i galleriet var omdrejningspunktet især ikoniske designmøbler; denne gang er naturen og nogle ”huller” til en anden virkelighed en del af billedfladen.
Hendes papirværker, skabt på helt glat yupo papir bemalet med tusch, blæk, akryl og akvarel, er resulteret i smukke abstrakte værker, som virkelig vidner om laboratorieaktivitet og eksperimenter. Også to engle i keramik er det blevet til.

Sonny Schneider:
Sonny arbejder med både tegning, maleri og skulptur, men på denne udstilling er det helt klart hans keramiske værker, der springer i øjnene. Organiske ved første øjekast, hvor formen ofte, men ikke altid, udfoldes i dyr eller mennesker. I betragtning af, at han kun har arbejdet keramisk siden 2020 er jeg imponeret over hans virkemidler, glasurer og modelleringsevne.

Hans værker er flabede og fornøjelige, skøre og skæve, rørende og indfølte; flere af dem har en tydelig adresse til den verden vi lever i og de problemstillinger vi står overfor globalt.
Jeg fik nærmest lyst til at tage halvdelen med hjem og passe godt på alle de væsener, værkerne repræsenterer – og en sådan kærlig ”spirit” synes jeg det er en gave at kunne skabe!
Selv siger Sonny at naturen er den evige inspiration – og ja, så mørket og drifterne, og alle de modsætninger vi alle lever med i vores liv.
Galleri Juel Verland Art
Smedelundsgade 31A
4300 Holbæk

Til 3/12 og derefter en del af galleriets juleudstilling.
... Se mereSe mindre

Vellykkede laboratorieforsøg 
Susan Otvig Busch og Sonny Schneider udstiller i Holbæk. 

Galleristen… 
Pia Juel Verland, indehaveren af det veldrevne og velbesøgte galleri Juel Verland Art i Holbæk, er ikke bange for at tage chancer, og da hun for et års tid siden aftalte med kunstnerne Susan Otvig Busch fra Aarhus og Sonny Schneider fra København at de kunne gå sammen i en art laboratoriesamarbejde og prøve ting af, anede hun ikke hvilken udstilling, der ville komme ud af det. 
”Laboratorium” er deres eksperimenters resultat. Og man kan se at begge er gået ud over hvad man tidligere har set dem præsentere; idet de viser et spændende og alsidigt mix af billedkunst og keramik.

Nysgerrighed og risikovillighed…
Ofte står en kunstner i fare for at stagnere, hvis vedkommende ikke tør tage en risiko overfor sit publikum ved at prøve nye teknikker, temaer og udtryk af. Både Sonny og Susan tør være afprøvende og har afsøgt hvad materialerne i deres kunst kan og hvad der kan tilføres. Keramiske glasurer har været udsat for eksperimenter. Collageteknikker og mixed media ligeså. Udstillingen sprudler af skaberglæde og en mangfoldighed af udtryk fra to kunstnere der tør. 

Susan Otvig Busch: 
Susan viser både maleri, der i perspektiv, figuration og teknik tilføjer hendes øvrige kunstnerskab en ny dimension. Sidst jeg så hendes solo i galleriet var omdrejningspunktet især ikoniske designmøbler; denne gang er naturen og nogle ”huller” til en anden virkelighed en del af billedfladen. 
Hendes papirværker, skabt på helt glat yupo papir bemalet med tusch, blæk, akryl og akvarel, er resulteret i smukke abstrakte værker, som virkelig vidner om laboratorieaktivitet og eksperimenter. Også to engle i keramik er det blevet til. 

Sonny Schneider: 
Sonny arbejder med både tegning, maleri og skulptur, men på denne udstilling er det helt klart hans keramiske værker, der springer i øjnene. Organiske ved første øjekast, hvor formen ofte, men ikke altid, udfoldes i dyr eller mennesker. I betragtning af, at han kun har arbejdet keramisk siden 2020 er jeg imponeret over hans virkemidler, glasurer og modelleringsevne. 

Hans værker er flabede og fornøjelige, skøre og skæve, rørende og indfølte; flere af dem har en tydelig adresse til den verden vi lever i og de problemstillinger vi står overfor globalt. 
Jeg fik nærmest lyst til at tage halvdelen med hjem og passe godt på alle de væsener, værkerne repræsenterer – og en sådan kærlig ”spirit” synes jeg det er en gave at kunne skabe!
Selv siger Sonny at naturen er den evige inspiration – og ja, så mørket og drifterne, og alle de modsætninger vi alle lever med i vores liv. 
Galleri Juel Verland Art 
Smedelundsgade 31A
4300 Holbæk

Til 3/12 og derefter en del af galleriets juleudstilling.Image attachmentImage attachment+Image attachment

Kommenter på Facebook

Ser rigtig spændende ud. 👍

3 uger siden
coboboblog

AUTOKOMMUNIKATION
Kunstavisen bragte i går en leder af kunstformidler Inge Schjødt, som jeg har fået lov at gengive her. Den polarisering i dansk kunstliv, hun påpeger, ser jeg selv overalt og jeg er helt enig i at den ikke tjener kunstlivet i det lange løb.

“Autokommunikation for eliten
Der er en praksis i gang med udstillinger så elitære, at det sandsynligvis mest er kuratorernes kolleger og studiekammerater fra universitetet, der kommer på besøg, når dørene slås op til kunstens hellige haller.
- Det tjener ikke kunsten, og det tjener ikke publikum.

Det intellektuelle niveau lægges tårnhøjt, og man skal helst kende sin Ovid (romersk digter med ca. 2000 år på bagen) for at få en god oplevelse. Med mindre de udstillede genstande forklares og formidles tydeligt, så ender begivenheden i ren autokommunikation, hvor man blot kommunikerer til sig selv og sine fagfæller udi den institutionelle del af kunstscenen. Og hvor bliver sanseligheden så af - og publikum?

Rundt i landet afholdes velbesøgte udstillinger med afsæt i den modsatte ende af spektret. Messer som Kunst For Alle, Art Nordic og Alletiderskunst i Aarhus og København. Besøgstallene herfra viser, at interessen for kunst er til stede.

Kunstavisens hensigt er ikke at snobbe nedad, men derimod at appellere til kuratorer og udstillingsledere om at skabe den gode blanding af såvel ambitiøse, nyskabende udstillinger, som de mere tilgængelige, hvor eksempelvis maleriet ikke er erklæret entartet - dødt og uvelkomment - eller går helt tabt til amatørerne.
De kommunale kunsthaller kan med fordel samarbejde med kvalificerede kunstforeninger, der står for talentudvikling og et formidlingsniveau, hvor flere kan være med. De kan måske ligefrem skiftes til at vælge, hvad der skal på plakaten. Gennem en god dialog kan programmet tilrettelægges, så der tilbydes mere af det bedste fra den kunstscene, der viser såvel det sublime som emner, der i højere grad når frem til dagens publikum.

- Med Ovid i erindring kan man sige: 'For at vinde kærlighed må man selv være kærlig', ut ameris amabilis esto.
Der er brug for kunstneriske oplevelser, der taler både til hjerte og hjerne. Som skaber tillid til kunsten frem for at fremmedgøre og mystificere i en sådan grad, at uvidenheden tager magten
og støtten til kunst og kunstnere droppes.”
... Se mereSe mindre

AUTOKOMMUNIKATION 
Kunstavisen bragte i går en leder af kunstformidler Inge Schjødt, som jeg har fået lov at gengive her. Den polarisering i dansk kunstliv, hun påpeger, ser jeg selv overalt og jeg er helt enig i at den ikke tjener kunstlivet i det lange løb. 
 
“Autokommunikation for eliten
Der er en praksis i gang med udstillinger så elitære, at det sandsynligvis mest er kuratorernes kolleger og studiekammerater fra universitetet, der kommer på besøg, når dørene slås op til kunstens hellige haller. 
- Det tjener ikke kunsten, og det tjener ikke publikum.

Det intellektuelle niveau lægges tårnhøjt, og man skal helst kende sin Ovid (romersk digter med ca. 2000 år på bagen) for at få en god oplevelse. Med mindre de udstillede genstande forklares og formidles tydeligt, så ender begivenheden i ren autokommunikation, hvor man blot kommunikerer til sig selv og sine fagfæller udi den institutionelle del af kunstscenen. Og hvor bliver sanseligheden så af - og publikum?

Rundt i landet afholdes velbesøgte udstillinger med afsæt i den modsatte ende af spektret. Messer som Kunst For Alle, Art Nordic og Alletiderskunst i Aarhus og København. Besøgstallene herfra viser, at interessen for kunst er til stede.

Kunstavisens hensigt er ikke at snobbe nedad, men derimod at appellere til kuratorer og udstillingsledere om at skabe den gode blanding af såvel ambitiøse, nyskabende udstillinger, som de mere tilgængelige, hvor eksempelvis maleriet ikke er erklæret entartet - dødt og uvelkomment - eller går helt tabt til amatørerne.
De kommunale kunsthaller kan med fordel samarbejde med kvalificerede kunstforeninger, der står for talentudvikling og et formidlingsniveau, hvor flere kan være med. De kan måske ligefrem skiftes til at vælge, hvad der skal på plakaten. Gennem en god dialog kan programmet tilrettelægges, så der tilbydes mere af det bedste fra den kunstscene, der viser såvel det sublime som emner, der i højere grad når frem til dagens publikum. 

- Med Ovid i erindring kan man sige: For at vinde kærlighed må man selv være kærlig, ut ameris amabilis esto.
Der er brug for kunstneriske oplevelser, der taler både til hjerte og hjerne. Som skaber tillid til kunsten frem for at fremmedgøre og mystificere i en sådan grad, at uvidenheden tager magten 
og støtten til kunst og kunstnere droppes.”

Kommenter på Facebook

Så uendeligt enig i skribentens pointe - og suk! 🙄🫢

Så enig med Inge - godt skrevet (men jeg tilføjer et suk)..

Godt skrevet 👍🏼

HØRT!

Hørt!

Det er spot on!

Jeg maler. Jeg er hvid mand. Jeg er heteroseksuelt. Jeg er yt...

View more comments

3 uger siden
coboboblog

The poetics of Space i Gallery Poulsen
Jeg har igennem det sidste års tid fulgt den unge maler, Emilia Nurmivaara (f. 1992) fra Finland, og glæder mig derfor meget over at se hendes værker i den første soloudstilling i Gallery Poulsen i Kødbyen.

Udstillingens titel er lånt fra bogen Rummets poetik fra 1957 af den franske filosof Gaston Bachelard, som har været en vigtig inspirationskilde i Emilias kunstneriske praksis. Huse, rum og interiør influerer i høj grad på vores metafysiske liv og skabelsen af drømme.
Og det er da også drømmeagtige scenerier, du møder i Emilias fantastiske oliemalerier. Hun skildrer følelsesmæssige oplevelser, knyttet til velkendte rum, og især bruger hun erindringsmateriale fra sit barndomshjem.

For Emilia er hjemmet ikke bare et sted fyldt med forskellige genstande, det er et intimt rum fyldt med minder, følelser og forskellige atmosfærer. Hermed fungerer det nye rum, der skabes i Emilias malerier, som en håndgribelig samling af minder, der rummer et væld af personligt lagrede oplevelser. Hun viser et lille hjørne af verden, tæt besat med ting og sager, der alle repræsenterer emotionelt materiale; ja, man må sige at rummene er yderst fortættede i kraft af en sand ophobning af ting/minder – på godt og ondt.
"Huset huser dagdrømmeri, huset beskytter drømmeren, huset giver en mulighed for at drømme i fred."
- Gaston Bachelard, Rummets poetik

Emilias værker er alle forbundet med den visuelle verdens objekter fra barndomshjemmet, det hjem, hvor hun først drømte, og hvor hendes fantasi blev levende.
”For at puste liv i det skildrede interiør bruger Emilia reflekterende glaspaneler i skabelsen af sine malerier, hvilket bidrager til at skabe et forvrænget visuelt spil, der eksisterer et sted mellem det håndgribelige og det abstrakte. Med refleksionernes legende tilgang til lys og skygger skabes et nyt rum i det eksisterende rum, der trækker beskuerens blik endnu længere ind i maleriet. Som et resultat af dette er maleriet et produkt af samspillet mellem virkelighed og fantasi” skriver galleriet.

Til en vis grad nærmer malerierne sig abstraktion, hvilket du kan se på de detaljefotos jeg har taget af de store malerier. Det er som om de konkrete afbildninger bliver mere og mere abstrakte, jo tættere på du kommer – som om hukommelsen bliver et totalbillede af abstrakt karakter.
Dette greb synes jeg er genialt. Især fordi vi fra retssystemet ved, at hukommelse er en diskutabel størrelse, og at vi husker i totalbilleder og enkelte detaljer, men ikke nødvendigvis som de var i virkeligheden, fordi vi farves af den emotionelle tilstand vi var i, da vi oplevede det erindrede.

Emilias farver er i det store og hele klare og stærke, så det er et veritabelt sansebombardement at se denne flotte første solo fra kunstnerens hånd.
En udstilling jeg med stor glæde anbefaler dig at se.

Til 22/12 2022
... Se mereSe mindre

The poetics of Space i Gallery Poulsen
Jeg har igennem det sidste års tid fulgt den unge maler, Emilia Nurmivaara (f. 1992) fra Finland, og glæder mig derfor meget over at se hendes værker i den første soloudstilling i Gallery Poulsen i Kødbyen. 
 
Udstillingens titel er lånt fra bogen Rummets poetik fra 1957 af den franske filosof Gaston Bachelard, som har været en vigtig inspirationskilde i Emilias kunstneriske praksis. Huse, rum og interiør influerer i høj grad på vores metafysiske liv og skabelsen af drømme.
Og det er da også drømmeagtige scenerier, du møder i Emilias fantastiske oliemalerier. Hun skildrer følelsesmæssige oplevelser, knyttet til velkendte rum, og især bruger hun erindringsmateriale fra sit barndomshjem. 
 
For Emilia er hjemmet ikke bare et sted fyldt med forskellige genstande, det er et intimt rum fyldt med minder, følelser og forskellige atmosfærer. Hermed fungerer det nye rum, der skabes i Emilias malerier, som en håndgribelig samling af minder, der rummer et væld af personligt lagrede oplevelser. Hun viser et lille hjørne af verden, tæt besat med ting og sager, der alle repræsenterer emotionelt materiale; ja, man må sige at rummene er yderst fortættede i kraft af en sand ophobning af ting/minder – på godt og ondt. 
Huset huser dagdrømmeri, huset beskytter drømmeren, huset giver en mulighed for at drømme i fred.
- Gaston Bachelard, Rummets poetik

Emilias værker er alle forbundet med den visuelle verdens objekter fra barndomshjemmet, det hjem, hvor hun først drømte, og hvor hendes fantasi blev levende. 
”For at puste liv i det skildrede interiør bruger Emilia reflekterende glaspaneler i skabelsen af sine malerier, hvilket bidrager til at skabe et forvrænget visuelt spil, der eksisterer et sted mellem det håndgribelige og det abstrakte. Med refleksionernes legende tilgang til lys og skygger skabes et nyt rum i det eksisterende rum, der trækker beskuerens blik endnu længere ind i maleriet. Som et resultat af dette er maleriet et produkt af samspillet mellem virkelighed og fantasi” skriver galleriet. 

Til en vis grad nærmer malerierne sig abstraktion, hvilket du kan se på de detaljefotos jeg har taget af de store malerier. Det er som om de konkrete afbildninger bliver mere og mere abstrakte, jo tættere på du kommer – som om hukommelsen bliver et totalbillede af abstrakt karakter. 
Dette greb synes jeg er genialt. Især fordi vi fra retssystemet ved, at hukommelse er en diskutabel størrelse, og at vi husker i totalbilleder og enkelte detaljer, men ikke nødvendigvis som de var i virkeligheden, fordi vi farves af den emotionelle tilstand vi var i, da vi oplevede det erindrede. 

Emilias farver er i det store og hele klare og stærke, så det er et veritabelt sansebombardement at se denne flotte første solo fra kunstnerens hånd. 
En udstilling jeg med stor glæde anbefaler dig at se. 
  
Til 22/12 2022Image attachmentImage attachment+Image attachment

Kommenter på Facebook

Super 😮!!!

Wow sikke nogle værker 🔥🔥 og et fantastisk lys hun får ind 🙌🙌

In- out - over - under - WOW!

Wow nogle lækre malerier❤️

Virkelig flotte 👍🏼💖

Fuldstændig geniale værker!!

Du godeste…totalt smukke og skønne malerier❤️🎨❤️. Tak for det

Deilige malerier!! 👏🏻👏🏻🌹

Spændende og flot

Skønne farver og en billedverden og fantasiverden sammenflettet ❤️

🔥

View more comments

Indlæs flere indlæg

The Custom Facebook Feed plugin

Kontakt

Passion for samtidskunst

På denne blog deler jeg min passion for kunsten via mine mange kunstoplevelser rundt omkring i hele landet. Vi har en stor talentmasse blandt kunstnere i Danmark – bloggen her præsenterer nogle af dem. Du kan følge med i hvad der sker på udstillinger i gallerier og på museer, se omtaler af messer og ferniseringer og du kan læse interviews med kunstnere, opleve studiovisits og se reportager fra kunstsamler-hjem.

Jeg vælger suverænt og uafhængigt hvad og hvem jeg vil skrive om, mit arbejde er ulønnet og bloggens synspunkter er kun jeg ansvarlig for.

Når jeg vælger at gå i dybden med en specifik kunstner i et interview eller en portræt-artikel får jeg et lille værk af vedkommende til min egen samling som tak for mit arbejde.

Alt hvad jeg skriver om er selvoplevet og bliver bedømt ud fra min subjektive opfattelse. Man behøver ikke være enig i mine vurderinger for at kunne bruge bloggen som inspirationskilde.