3 dage siden

coboboblog

Sørgmodig, sjov og skræmmende…
Tyske Philip Grözinger hos Marie Kirkegaard
Ved første øjekast bliver man glad i låget af at se den tyske kunstner Philip Grözingers nye værker i Marie Kirkegaard Gallery, for på udstillingen The Unraveling mødes du af umiddelbart glade, spontane, barnlige papirværker og fjollet, humoristisk strik.
Så hvorfor bekymre sig?

Noget på færde
Når bekymringen sniger sig ind, er det måske fordi der i de barnlige ansigter og hurtige ubekymrede strøg gemmer sig en erkendelse af dystopi og galskab. Hans billedverden er befolket af skabninger fra en til dels frigjort og skør, men også afgrundsdyb, skyggefuld verden, hvor ængstelser og andre mentale forvrængninger lurer. Det er ikke spas det hele. Verden er ved siden af sig selv med et påklistret plastiksmil og stirrende øjne.

Melankolsk og psykedelisk
Jeg har glæder mig rigtig meget til denne solo med en af de virkelig gode, nutidige Berlinmalere. Philip Grözingers malerier viser uhyggelige verdener, sprængfyldte med farver. Stemningen er post-apokalyptisk, og atmosfæren er ”underlig”, befolket som den er af hybridvæsener og fyldt med artefakter fra en tidligere civilisation, hvis indbyggere har efterladt brændende skylines og mystisk udstyr i baggrunden. Motiver, der er afledt af science-fiction og vores forestillinger om monstre og rumvæsener.

Det indre underlige symboliseret i det ydre uforståelige, mærkelige og skræmmende.

Optrævling
På væggene i galleriet hænger to strikkede værker, med løse tråde. I mønstret ses gengivelser af Grözingers malerier. Udover at være vildt flotte tematiserer de også en arbejdsproces, kunstneren havde sat sig for forud for denne udstilling: At optrævle og hitte rede i sin inspiration og arbejdsproces. Dels ved tematisk og systematisk research, dels ved umiddelbare, hverdagslige påvirkninger i både udtryk og indhold.

Om kunstneren
Grözinger er uddannet på Hochschule für Bildende Künste i Braunschweig i 1998 og bor og arbejder i Berlin.
Marie Kirkegaard foreslår betegnelsen post-romantik om hans billedunivers, og der ses også motiver fra den moderne popkultur. Ordet retrofuturistisk er også hæftet på hans værker af og til, og med hans udenjordiske væsener, der som muntre enspændere blinker skælmsk til os, giver dette da også god mening.

Jeg ved ikke helt hvor jeg vil placere ham i nutidens tendenser indenfor billedkunsten, idet jeg synes han er helt sin egen, men du kan ved selvsyn se Philip Grözingers ambivalente dystopiske verdener og hans muntre, men mørke visioner frem til lørdag 14. marts 2020.

FAKTA: Marie Kirkegaard Gallery, Holbergsgade 17C, København.
The Unraveling Til 14/3 2020.

(Bragt i Kunstavisen 22/2 2020)
... Se mereSe mindre

 

Kommenter på Facebook

Fedt 💜 har du også et billede af prislisten som du plejer Connie Boe Boss

3 dage siden

coboboblog

Martin Askholm - Gouache på papir 2015 ... Se mereSe mindre

Martin Askholm - Gouache på papir 2015

 

Kommenter på Facebook

👍🏻💥👍🏻💥👍🏻💥

6 dage siden

coboboblog

DEN UNICORNFARVEDE DJÆVLESPLINT
At interviewe MARTIN ASKHOLM (født 1967, uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1992 1998) var lidt som at være æg hos hønen. Han har været med i kunstens verden i mange flere år end jeg, han gik på kunstakademiet i 90´erne, hvor jeg selv uddannede mig indenfor et helt andet felt, nemlig psykologien, og han ved i det hele taget enormt meget om kunst og kunstnere. Så ikke helt uden ærbødighed mødte jeg op en dag først i februar i hans historiske atelier under taget i det gamle Holckenhus overfor Nationalmuseet for at lave dette interview.
Og oplevede øjeblikkelig hans vid og bid, varme og humor, uhøjtidelighed og store passion. Jeg indså, at han mestendels er en unicornfarvet djævlesplint i øjet på os alle og i sin humoristiske natur meget anarkistisk, så jeg behøvede ikke bekymre mig, selv om der bestemt undervejs blev nævnt mange kunstnere jeg ikke kender, og hans store viden aftvinger respekt.

GENERELT OM ASKHOLMS KUNST
Martin Askholms kunstneriske praksis er stærkt influeret af japansk mytologi og den makabre japanske folklore, almen populærkultur og amerikansk pop art. Han er mere optaget af form, flade og farvens udfyldelse af rummet end af at afbillede samtidsbegivenheder. Mixet mellem fladeorienteret maleri og figurativ kunst har på alle måder afspejlet sig i hans kunstneriske produktion igennem de sidste 25 år, om det så har været japansk ukiyo-e træsnit eller Keith Haring maleri der har været inspirationen.
Parallelt med det figurative har han en kompleks produktion af abstrakt kunst, varierende fra geometrisk abstraktion til minimalisme. Hvad han end arbejder med er det på et højt teknisk niveau og hans univers mixer det brutale og det smukke på fornem vis.
Kunstnerens værker med tegneserieagtige figurer og symbolske referencer har rødder i 1950 og -60´ernes pop art og har et både minimalistisk, humoristisk og kulturantropologisk udtryk.
Kort sagt: Klare farver og klar definition af streg eller figur.

NOGLE BIOGRAFISKE NEDSLAG
Martin Askholm debuterede på Charlottenborgs forårsudstilling i 1994 med 6 tegneserieinspirerede malerier , hvori en taleboble meddelte at Per Kirkeby skulle myrdes. Han blev nærmest ”famous over night” pga. dette værk – det var i nyhederne og der rejste sig en shitstorm hvor han blev angrebet for en fatwa mod Kirkeby. Således lykkedes det som debutant at blive udråbt som provokatør, en rolle jeg fornemmer kunstneren gerne både tager og også ofte tildeles.
Allerede som barn tegnede han tegneserier – faderen var arkitekt og farfar var dekoratør, så de kreative gener var i familien. Han søgte på akademiet med malerier i surrealistisk stil og kom ikke ind første gang, hvilket han sådan set godt vidste, men han kom ind anden gang med en række autoportrætter i skælmedukkestil med forskellige sygdomme, som man kunne få i løbet af Et liv. Allerede her sås den djævlesplint, som karakteriserer hans kunst, når han spidder os i indgroet selvgodhed og selvforståelse.

Akademiet var hårdt i 90´erne – det var ikke et rart sted at være. Maleriet var ikke present – det var ikke moderne. Morten Skriver var lærer i maleri og kom ind i auditoriet, erklærede maleriet dødt og gik hjem – så slemt stod det til. Malerne blev hånet, selv om de var massivt repræsenterede på udstillinger i midt 90´erne. Alligevel var en håndfuld knægte, som Martin Askholm udtrykker det, hooked på maleriet, selv om det ellers var de nye medier, video, installation, Gesamtwerk og en intellektualiserende, postmodernistisk, konceptualistisk og dekonstruerende trend der herskede. Her var Elmer en god læremester for malerne.

KOLORIST
Når jeg skriver at Martin Askholm er unicornfarvet er det fordi han, oveni alle klare, stærke farver, elsker tøsede candyfarver som pink, lime, gul og ikke mindst nyindkøbte neonfarver.
Han betragter sig da også grundlæggende som kolorist. Farver kan noget i sig selv. Ensfarvede flader har sin egen musikalitet, når de sættes op imod andre farveflader. Og farver påvirker direkte emotionelt – udenom intellektet.

IKONER
Mange af Askholms malerier er ikoniske, de er renset for det sproglige, og er inspireret af amerikansk pop art og japansk kunst, de er enkle og som nævnt fladeorienterede.
Han var i JAPAN for 10 år siden og igen sidste sommer og elsker japanernes traditionelle træsnit og klassisk historie fra japansk teater og kultur.
For ham er det interessant at der er så megen folklore i det ultramoderne japanske samfund med direkte tråd til overleveret overtro i myter og fortællinger. I virkeligheden er japanere, trods moderniteten, traditionalister – og derfor nok også konservative i deres livsførelse. De har ikke sluppet folkloren, som vi har i vestlige lande.
Man kan sige at Askholm bygger videre på vores massive billedarv. Han har f.eks. også studeret ornamentik overalt i verden og fundet at kun blomsten går igen i alle kulturers tatoveringskunst.

DET BRUTALE & DET HUMORISTISKE
Man skal have det sjovt med det man laver, siger han. Derfor skaber han ofte humoristiske ting med et twist, ja humor karakteriserer ham simpelthen som person synes jeg. Humoren og det formelle er to spor i hans værker, som komplementerer hinanden.
Derfor griner vi også begge højlydt når han f.eks. siger at ”vold og sex sælger” – og at det også er det, han selv vil have! Forstået på den måde at der skal være smæk på. Filmen Pulp Fiction kom også i 90érne og viste den forherligende side af vold og sex og på det tidspunkt lavede han også selv en art pinups som i dag ville blive betragtet som sexistiske.
Det er også dejligt befriende, om end måske brutalt, at høre ham sige, at når man klarer sig godt som kunstner på gallerierne er det jo mestendels fordi der er nogle rige mennesker der kan lide det. Så er det sagt!

POP ART
Når Askholms præference er Pop Art er det især pga. dens umiddelbare aflæselighed. Et værk skal kunne aflæses på 3 sekunder, maleriet er renset for alt andet end den topografi farver og mønstre skaber, som man kan gå på opdagelse i, når selve figurationen er aflæst. Det er ikke så meget at maleriet ”betyder” en kvinde f.eks. Når motivaflæsningen er overstået, hvad er der så? Så begynder øjet at vandre rundt i det mere formelle og forholde sig til farve og form. Fokus og ikke-fokus – man suges ind i farverne. Motivet er blot en motor for at fordele farven og undersøge dens virkninger. Man kan sige at han foreslår et motiv i en form for suggestiv kunst. Han vil skubbe os i en bestemt retning – styre vores måde at opleve på, ved at tilrettelægge farve og form.

OP ART
Askholm kan godt lide når malerier kan noget i sig selv, f.eks. være selvlysende, have stærke neon effekter og skabe vibration. Når værket kan bevæge sig som i Op Art hvor farverne og mønstret ER indholdet, hvor han kan tilføje noget optisk, der tilfører billedet noget liv.
Han kan lide arbejdet med øjets måde at percipere på, når han leger med rummet og fladen via farven.

ABSTRAKT
Det figurative kommer ikke let til ham på samme måde som de abstrakte billeder. Når han skaber dem, er han i flow.
Når han laver sine abstraktioner med ”stænger af farve” sat op imod hinanden eksperimenterer han på sin vis ligesom da han som ung spillede improvisations-jazz : Åbner for sluserne og så kommer det bare, han botaniserer på sine 30 års erfaring med farver og billeder i en flydende proces.
For at udfordre sig selv i nye farver har han skabt et farvesystem ud fra det krymmel der er på en romsnegl. Farvekombinationer han ikke kunne tænke sig frem til. Ud fra sådanne nye farver kan han så skabe de skønneste stribemalerier, hvor én stribe lægges ad gangen i en nærmest musisk improvisation: Hvordan lyder denne farve op imod den næste?

FREMTIDEN
Midt i 00´erne stoppede han med at arbejde fast sammen med gallerier og har siden været løst tilknyttet rundt omkring, deltaget i mange udstillinger og arbejdet som kurator.
Om noget har Martin Askholm involveret sig frivilligt i dansk kunstliv på mange forskellige områder. Han er forholdsvis nyt medlem af CORNER og har også været formand for Danske Grafikere og Nationalmuseets kunstforening. Ikke så sært at han gik ned med stress for et par år siden, siger han med et smil. Så nu har han prøvet at drosle ned og passe mere på sig selv.
Hvor vil han hen? Han vil i hvert fald i gang med at male flere landskaber, siger han. Roy Lichtensteins ”Red Barn” er for ham noget af det ypperste i pop-genren, og han vil gerne skabe en anden type af landskabsmaleri, end det, vi ser mest til herhjemme, og gerne ud fra en endnu hemmelig idé.

DEN PERSONLIGE MOTOR
Hvad skal han af med som person? Hvad driver kunstneren Martin Askholm?
Ja, han bliver i hvert fald vanvittig hvis han ikke laver kunst i 14 dage. Det er vigtigt for hans mentale sundhed, simpelthen. Fordybelsen, opslugtheden, håndværket og præcisionen. Mens han skaber, står han ikke og tænker på alt muligt andet. Den tilstand elsker han. Og vi andre kan se at han kan lide at lave det, han gør.
Hvad er hans motor? Der skal for det første være en modtagerværdi i det han laver, siger han. Men der er da også en mørk tone i det han skaber, selv om det er i ”glade” farver, det er ej blot til lyst. Det er djævelsk candy!

Instagram: martinaskholm
Facebook: Martin Askholm
Web: martinaskholm.com
... Se mereSe mindre

 

Kommenter på Facebook

meget flot. tekst Tillykke med den og god arbejdslyst.

Et meget spændende kunstnerportræt - tak for det❤️🙏

1 uge siden

coboboblog

I en bornert, bange tid…
… er det vidunderligt at opleve en kunstner, der giver den fuld gas og bare er for meget – med farver og tematik, overdådighed og pragt, skørlevned, vanvid og sære skabninger. QUEER for fuld skrue – ikke som ”bøssemaleri”, men som queer i forstanden skæv, anderledes, udfordrende gængse normer.

“JEG ELSKER I ENHVER TING EN BEHERSKET DISSONANS” – Kristian Zahrtmann, 1913.

KRISTIAN ZAHRTMANN – QUEER, KUNST OG LIDENSKAB på den Hirschsprungske Samling er en fest – ikke mindst p.gr.a. de fantastiske, glødende farver, de overdådige detaljer og frisindet, der lyser ud af malerierne. Her må du være både grim, tyk, vanvittig og have en skæv identitet og seksualitet. Man får fornemmelsen af at alt er tilladt og at det hele kan opløses i et smil og et overbærende træk på skulderen: Nå ja, that’s life – sådan ER det jo. Jeg gad godt have kendt Zahrtmann og kunnet besøge ham af og til.

Kristian Zahrtmann levede 1843 – 1917 og er særlig kendt for Zahrtmanns kunstskole i København. Han blev uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og var medstifter af Den Frie Udstilling. Han var nært knyttet til Italien og rejste i det hele taget meget, var ugift og uden børn.
Om han rent faktisk selv var homoseksuel eller blot hyldede al frihed vides ikke med sikkerhed så vidt jeg forstår.

Udstillingen på Den Hirschsprungske er delt op i flere afdelinger, og handler på ingen måde kun om mandekroppen. Tværtimod har stærke kvinder og onde damer ligeså stor plads (der er rigtig mange malerier af Leonora Christina, som han elskede) og et helt rum viser hans kærlighed til sit hjem som scene for selviscenesættelse og identitetsfremvisning.

Under alle omstændigheder fordybede jeg mig i de vibrerende farver, detaljerne og scenerne hos én af vores allerstørste malere, og jeg anbefaler udstillingen til alle. Måske ikke mindst til kunstnere, der arbejder med oliemaleri. Her kan de virkelig lære noget!

Til 10/5
... Se mereSe mindre

 

Kommenter på Facebook

Vildt. Den vil jeg se på trods af at jeg måler med akryl. 😁

Det er fantastisk👍😉

Han var så vild 💪

2 uger siden

coboboblog

På besøg hos kunstneren JACOBA NIEPOORT
I dag skal du møde en af Danmarks bedste murmalere, nemlig billedkunstner Jacoba Niepoort, som har værksted helt oppe under taget lige overfor Tivoli.
Jeg besøgte hende for nylig, hvor vi bl.a. talte om hendes soloudstilling SUBSTRATA, som åbner den 22. februar i Gallery Hjorth i Horsens.
Så lad os starte med den, udstillingen, og vende tilbage til murmaleriet.

SUBSTRATA
På udstillingen viser Jacoba Niepoort en samling nye værker på lærred og papir. Hendes tegninger er oftest lavet med kuglepen og nogle gange arbejder hun også med papir som underlag på store lærreder, hvor revner og krakeleringer i papiret er en del af de som oftest sort/hvide værker.

Et væld af streger i de detaljerede tegninger omhandler forbindelser mellem mennesker og deres relation til eller plads i naturen.

Titlen Substrata (fundament/base) relaterer til de usynlige tråde der forbinder os og de lag der eksisterer og gemmer sig under overfladen. Med Substrata ønsker kunstneren at dykke ned under overfladen og fremhæve det væv af relationer, som ikke ses med det samme.

Forbundetheden er meget fysisk hos Jacoba – trådene mellem personerne udgår fra kroppen og ikke fra hovedet. Fotos af hende selv eller andre i forskellige positioner danner forlæg for hendes værker – de kan ses som en art visuel dagbog over hendes liv, rummende begivenheder og følelser, hun ønsker at udforske.
Det er sårbart og nøgent, det hun laver, ofte både konkret i form af den nøgne krop og i overført betydning. Hun tror på at det, der er mest personligt hos os mennesker, samtidig er det, der er mest universelt. De følelser og oplevelser hun skildrer, er tilstande, mange kan spejle sig i.

Det at hun bruger kroppen som kommunikation for følelser og interpersonelle tilstande afkræver en vis form for fortolkning hos beskueren. For mig personligt er der megen smerte i hendes kunst, men i løbet af mit besøg taler vi flere gange om at hun ikke selv føler at hun har eller har haft mange sorger; så min oplevelse siger mere om mig end om hendes udgangspunkt da hun skabte værket. Selv siger hun at hun bruger den nøgne krop fordi den mest naturligt viser det, der ligger under overfladen, og fordi den forekommer hende mere universel og anonym end hvis den er ”klædt på”.

Hvem er Jacoba Niepoort?
Den 32-årige kunstner fortæller at hun ikke er den typiske murmaler, fordi hun ikke har rod i graffitien og omvendt heller ikke er den typiske billedkunstner, fordi hun ingen skoling har, hvilket de fleste i galleriverdenen har. Hun er således et selvlært, personligt mix.

Niepoort er et gammelt hollandsk navn; hendes oldefar flyttede til Danmark og hun har en svensk farmor, så hun har en halvdansk far og en dansk mor. Hun flyttede til USA med sin mor som 11-årig og boede der til hun var 18 år. Siden tog hun tilbage til USA igen og tog sin bachelor i udviklingsøkonomi og kunst, og derefter har hun taget en kandidatgrad på RUC i international udvikling med speciale i Impact af visuelle kunstprojekter i det offentlige rum, fordi kunst og verdenen omkring den i sig selv blev for snæver for hende.
De sidste 8 år har hun haft fuldtidsbase i Danmark.

Jacoba Niepoort fortæller at hun mediterer meget og at det ofte er i meditationer hun får sine billeder og idéer.
Når hun f.eks. deltager i længevarende meditationsretreats står hun følelsesmæssigt helt alene med sig selv uden kontakt og kommunikation og når hun så arbejder med sine murmalerier, er det meget konkret, bombastisk og stort i en fysisk hård branche med mange kolleger.
Denne vekselvirkning er god for hendes kreativitet, ligesom hun hver morgen svømmer i havnen for at ramme ”reset”-knappen.

Kunstnerisk vil hun også gerne køre to spor: Skabe de store udladninger i væggene og arbejde i mindre skala i gallerikunsten. Hun hylder tvetydigheden og dualiteten i livet i det hele taget – der er det bevidste og ubevidste, det sikre og usikre. For Jacoba er der intet der bare er på en bestemt måde. Der findes altid for- og bagsider, og der er intet modsætningsforhold i at denne seje, lille og spinkle kvinde mestrer kæmpe mure i hele verden sideløbende med at hun skaber smukke, sarte tegninger af mere følelsesmæssige tilstande. Det er blot to sider af hende.

Maler mure i hele verden
Murmaleri (også kaldet murals) er kæmpestore kunstværker på gavle og husvægge – en kunstnerisk disciplin, som dels er udsprunget af graffitien, dels en mere ”kunstnerisk” retning, hvor murmaleren skaber vægkunst, der korresponderer med vedkommendes øvrige kunstneriske udtryk. Jacoba Niepoort tilhører sidstnævnte retning, og som murmaler signerer hun JACOBA.

Hun har brug for et socialt og samfundsmæssigt perspektiv og engagement i sin kunst, og derfor har hun især kastet sin kærlighed på murmaleriet, fordi det i sig selv er et demokratisk kunstnerisk udtryk. Jacoba malede sit første vægmaleri som 18-årig og har siden 2016 levet af sin kunst, som skabes over hele verden.

Jacoba har et flot cv. inden for gadekunsten og er kommet på ”TOP 100 Urban Art 2019 – Best Artworks and street artists of the Year” listen, så hun lige nu indtager plads nr. 62, hvilket er ganske imponerende.
Sidste år var kunstnerens travleste til dato, med 4 gruppeudstillinger og færdiggørelse af 17 vægmalerier i 6 lande. Udover vægmalerier byder 2020 allerede på tilbud om 3 soloudstillinger på 3 kontinenter.

Hvorfor vælger man murals?
Jacoba er interesseret i hvad der sker i det offentlige rum, hvordan vi bruger det og hvem der har råd til at bruge det.
Dels kan Jacoba lide det ”folkelige” fælleseje, som et murmaleri er. Hun foretrækker at male udenfor, så hun med kunsten kan udvide det offentlige rum med det, hun har at sige. Og så tiltrækker det hende meget, at den er for alle – ingen ejer den. Mens man skaber maleriet, får man et enestående indblik i de lokales liv. Det er en social handling og en holdsport – skabt i fællesskab ”for the love of art”.
Og så er der jo formatet: Hun elsker de helt store formater – at overskue og styre den uoverskuelige proces og tumle de mange elementer i et fysisk krævende og intensivt setup.

Hvordan foregår det?
Jacoba inviteres til festivaler rundt omkring i verden, hun indbydes af kommuner, arbejder sammen med bl.a. Galleri Grisk i Aarhus, der kuraterer vægmalerier i Danmark, deltager i Open Calls osv. Når en finansiering og plan er på plads, rejser hun ud (især til Sydamerika i disse år) og udfører sine kæmpe malerier.
Hun arbejder med skitser ud fra egne fotos, ofte med egen krop som model, og laver simpelthen et Grid på væggen ligesom mange malere gør på et lærred. Og så går hun i gang, evt. på et stillads eller i en lift.

At være med i vægmalernes verden er meget anderledes end tonen og omgangsformen i Fine Art. Man arbejder sammen, opfatter sig som et crew, bor hos hinanden rundt omkring i verden og kører slet ikke den samme konkurrence indbyrdes som mange kunstnere gør i den mere etablerede kunst- og galleri-verden.

Sociale snore mellem mennesker
Hun tror på at forbundethed giver en bedre forståelse af os selv og andre, og at relationer er et effektivt redskab til at håndtere og ændre aktuelle sociale spørgsmål. Desuden tror hun på at kunst har en progressiv indflydelse på verden og har samtidig indset at hendes egen rolle ikke er at skabe ultrapolitisk kunst, men på en mere subtil måde kommunikere de ting, vi har til fælles som mennesker. Dette symboliseres helt konkret med de mange snore og tråde der optræder i hendes værker.

Hvad vil Jacoba Niepoort med sin kunst?
Kort sagt ønsker hun at bidrage til verden. Det at være selvoptaget kunstnerisk kan i bedste fald være godt for andre mennesker. At skabe impact – påvirke og ændre omgivelserne – er noget af det, der ligger hende på sinde og at være i konstant dialog med andre mens kunsten skabes og efterfølgende. Det bedste er hvis nogen siger: ”Du visualiserer noget, jeg oplever og føler. Tak for det.” En sådan reaktion er en gave, siger hun og hun vil gerne bruge sin stemme i verden på en sådan måde, at andre fortsat får noget vigtigt ud af det.

Udstillingen i Gallery Hjorth slutter den 21/3 og senere på året skaber hun et gavlmaleri i centrum af Horsens kurateret af Allan Hjorth.

Jacoba Niepoort er fast repræsenteret af Gallery Hjorth
Instagram: jacoba_niepoort
Facebook: Jacoba
Web: jacobaniepoort.com
... Se mereSe mindre

 

Kommenter på Facebook

Wauw ser jeg 💫 virkelig smukt og imponerende 💕

Tak for introduktion - hun er jo vildt spændende og dygtig😍

Hun er godt nok spændende og dygtig 😀😀😀

Imponerende arbejder 🙏 Tak for syn ❤️

Ja... vildt imponerende

Imponerende 🎨

Imponerende💥

Wauw wauw wauw

Hun er cool👌

Jeg bliver glad og føler håb for moder Jord.

Sublimt👌🏻👌🏻👌🏻

Se Marianne Sommer - ny gavlmaler 👌🏼

<3

+ Vis flere kommentarer

2 uger siden

coboboblog

VISUELLE ORD
Andreas Schulenburgs soloudstilling ”Whistleblow” i Hans Alf Gallery er en flot præsentation af en kunstner, der formår at arbejde i mange forskellige medier.
I sin nye udstilling dykker Andreas Schulenburg ned i det, han kalder "visuelle ord", dissekerer iboende lag af mening og forsøger at kontrastere ordene selv med sit eget, idiosynkratiske billedsprog. At placere et ord eller koncept i en uventet sammenhæng - noget kunstneren kalder "koncept sampling" – fører ofte til helt absurde og humoristiske konstellationer i hans værk.

Han er er fascineret af nye, trendy buzzwords, der har oversvømmet vores ordforråd: coaching, mindfulness, teambuilding og wellness; begreber, der alle på en eller anden måde er relateret til vores overlevelse som individer i en kompleks og hektisk verden. Schulenburgs visuelle sprog tvinger os til at se absurditeten i vores opførsel i øjnene og grine af den.

Schulenburg er en fantastisk kreativ og alsidig kunstner og viser her værker i så forskellige medier som filt, akvarel, keramik, mosaik og freskomaleri. Vi konfronteres med Schulenburgs mørke og snoede sans for humor, og hans politiske statements er hverken fordømmende eller idealistiske. Det eneste formål med kunsten er at fremme refleksion og nysgerrighed.

Andreas Schulenburg (1975) er født i Hamburg og er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Schulenburg arbejder med keramik, tegning og skulptur i forskellige former og medier, men hans yndlingsmateriale er og bliver filt, som han bruger til både små genstande, store skulpturer og to-dimensionelle relieffer.

Til 29/2
... Se mereSe mindre

 

Kommenter på Facebook

Meget fin beskrivelse af Andreas Schulenburgs alsidige talent og hans evne til at bruge diverse materialer til at formidle - politiske/ samfundsrelevante - budskaber på en kontant og ofte meget humoristisk/ twisted måde. Han har en stor fanskare, og jeg er en af dem♥️

2 uger siden

coboboblog

From todays #studiovisit at TINA MENORE @tinamenore at @kunstskolenspektrum #bloginterview #tinamenore #coboboblog #artistsstudio #glitter #love #positivevibes #kunstskolenspektrum #papmache #fairytale #artstudio #studio #danishartist #artist @ Kunstskolen Spektrum ... Se mereSe mindre

From todays #studiovisit at TINA MENORE @tinamenore at @kunstskolenspektrum #bloginterview #tinamenore #coboboblog #artistsstudio #glitter #love #positivevibes #kunstskolenspektrum #papmache #fairytale #artstudio #studio #danishartist #artist  @ Kunstskolen SpektrumImage attachment

 

Kommenter på Facebook

Dygtig og helt sin egen ❤️

👍🏻💥👍🏻💥👍🏻💥

💪👍💥💥

3 uger siden

coboboblog

+8 i rækken af OUTSIDERART
Francois Nasica, som har en Asperger diagnose, interesserer sig især for vægkunst, primitiv kunst og børnetegninger. Især hans ting er rigtig spændende, ikke mindst pga. materialevalget.
Han har udstillet på flere gallerier i Syd Frankrig og i Belgien, lavet en del graffitivægge som bl.a. afskærmning af sporvejene i Nice. I Cuneo i Italien har han sammen med 2 andre kunstnere lavet et vægmaleri på 200m2.
François Nasica definerer sig hverken som gadekunstner eller graffitikunstner og arbejder lige så meget i sit atelier som på gaden, hans stil, hvad enten det er i sort / hvid eller i farve, er en blanding af graffiti, fri konfiguration og abstraktion. Han skaber, som han selv siger, "en verden befolket af deformerede væsener.
Dyrene optræder som symboler. Hunden er ham selv, og hunde har altid brug for kærlighed. Fugle betyder frihed for ham og derfor er Bird Land en del af den verden, han skaber; den frie og ubegrænsede del af mit univers. En verden, hvor mennesker ikke findes.
Et særkende er at han maler på papirposer og papkasser. Det handler om genanvendelse, natur og er også en kommentar til vores overforbrug.

Judith Borst er en lille, venlig og meget beskeden dame på 73 år. Borst er den fjerde ud af en børneflok på ni i en katolsk familie.
Judith tegner med sort blyant på A4papir – men egentlig på alt. I galleriet kan du derfor se nogle fede mobiler lavet af toiletruller.
Galleriet skriver: ”Billederne er figurative med menneskelige figurer. De har svulmende øjne, der ofte stirrer på beskueren. Nogle figurer ser forbi hinanden eller vender mod hinanden i forskellige højder; velkendte egenskaber inden for outsideres kunst. Ofte udfyldes hver en plet på papiret, et slående eksempel på horror vacui, som vi ofte finder inden for denne kunstform.
Alle billeder er strenge. Selv hvor kærlighed er repræsenteret, er der et stift udseende. Nogle gange smelter typisk androgyne figurer sammen i et billede, nogle gange er kønnet let genkendeligt. De fleste ligner dog både kvinder og mænd. Judith har arbejdet hårdt på at få de neutrale ansigter til at se mere venlige ud, så på enkelte kan man ane et smil. Ritualer som dåb, ægteskab og kærlighed er ofte motiver i Judiths værker.” Og ja, jeg er helt enig – det er stive, stirrende mennesker, der insisterer på lykke og normalitet i en unormal, utilpasset verden.

Tilsammen udgør disse to kunstnere +8 i Copenhagen Outsider Art Gallery.
Til 7/3.
... Se mereSe mindre

 

Kommenter på Facebook

Meget cool, og spændende, skønt at se👍

3 uger siden

coboboblog

TRE I ÉN I HOLSTEBRO
En meget fin udstilling, kurateret af billedkunstner Anna Bak, kan lige nu ses i HUSET FOR KUNST OG DESIGN i Holstebro.
Faktisk er der tale om tre yderst interessante solo ´er, nemlig ASTRID MARIE CHRISTIANSENS: “Everything is just peach in here”; LARS WORMS “Tough Living” og MICHAEL WÜRTZ OVERBECKS ”All things will burst into atoms”.

ASTRID MARIE CHRISTIANSEN er en finurlig, farverig og fantasifuld kunstner, som jeg har fulgt i en del år. Hendes malerier bevæger sig ofte udover den traditionelle firkantede ramme og det 2-dimensionelle udtryk og nærmer sig det skulpturelle. Hendes satsninger i Holstebro er noget af det bedste jeg har set, idet hun virkelig udfordrer sig selv og sine virkemidler. Det kan se konceptuelt, formelt og abstrakt ud, men er ved nærmere eftersyn stofligt og legende, ofte med udgangspunkt i fundne objekter som møbler etc.

Udstillingskataloget udtrykker den dybere mening med legen så godt: ” Kunstneren bygger et parallelunivers, hvor skønhed spiller en større rolle end grusomhed. Denne tilgang kan også spores i titlen på Christiansens udstilling; ’Everything is just peachy in here’, der på den ene side bliver en trøstende, beroligende bekræftelse på et rum hvor alt er godt, harmløst og fornøjeligt. I udstillingens fest med farver og former, kan du trygt læne dig tilbage og smile, men i titlen er der også en begrænsning på dette refugium, det er kun herinde alt er godt. Udenfor, i virkeligheden, lurer en hel anden alvor og uro.

LARS WORMS ”Tough Living” tager udgangspunkt i heden som kulturelt fænomen, som natur og som livsgrundlag. Heden var og er et hårdt sted at leve, både for mennesker, dyr og planter, men samtidig et sted der har givet grobund for mystik, sagn og folkeviser. Dette har været udgangspunkt for en række nye værker Worm har arbejdet på specifikt til denne udstilling, bl.a. med almueagtige tekstiler og groft lærred. Holstebro var og er delvist stadig omgivet af hede, så udgangspunktet er meget relevant.

Værkerne er organiske, stoflige og taktile, og Worm prøver i det hele taget at bibeholde en slags eksistentiel, nærmest økologisk bevidsthed og ånd i sit arbejde. Samtidig er der en vis finurlighed eller humor til stede, som betyder at værkerne ofte fremstår underfundige og nogle gange underspillede. Jeg er vild med de små sorte kornaksmænd i bronze, der optræder rundt omkring i rummet.

MICHAEL WÜRTZ OVERBECK arbejder installatorisk og centralt i hans praksis står konfrontationen med livets forglemmelse og døden. Med udstillingen ”All Things Will burst into atoms” skildres en ensomhedsfortælling om tiden, tabet og afsavnet af den afdøde og erkendelsen om altings ophør.

Forskrækkende og meget rørende er hans gipsafstøbte hjerte, som du bedes lægge din hånd på. Når du gør det, mærker du hjertet slå. Disse pulsslag mærkedes i min hånd resten af dagen følte jeg. Fabelagtig kunst! Vi kan sprænges i atomer, når den, vi elsker forsvinder.
Udstillingen rejser spørgsmål omkring eksistens, forgængelighed og sorg. Vil mennesket nogensinde kunne finde ind til en højere mening med døden ved udelukkende at lede i mennesket selv? Eller er mennesket nødt til at sprænge sig ud i altings kosmiske forbundethed for at finde ind til en højere mening og en sanselig forbindelse mellem én selv, og den man har mistet og savner?

Holstebro ligger langt væk for mange og det er simpelthen en skam når man kan få denne kunstoplevelse ved at lægge vejen forbi. Gør det!
Til 23/2
... Se mereSe mindre

 

Kommenter på Facebook

Den må man da vist se 👍

Tusind tak for de fine ord Connie, vi er glade for dit besøg og at du kunne lide udstillingerne. Vi håber du kigger forbi igen en anden gang! :)

3 uger siden

coboboblog

ET SCOOP I KØBENHAVN:
Jeg har mødt én af performancekunstens helt store: LILIBETH CUENCA RASMUSSEN.

I morgen, fredag 7/2 kulminerer 3 dages kunsthappenings rundt omkring i København med en 12 timer lang performance i Galleri Christoffer Egelund i Bredgade. Det er den dansk/filippinske performancekunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen der sammen med 11 studerende fra Bergen Kunstakademi performer i 1-times intervaller fra kl. 12 – 24 i galleriet.

I dag mødte jeg hende i galleriet til en kort snak om performance.

Lilibeth Cuenca Rasmussen har for længst slået døren ind til performancekunsten både herhjemme og i udlandet. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 1996-2002, og har også været gæstelærer der. I 2011 indgik hendes værk Afghan Hound i den danske pavillon på Venedig Biennalen, og hun har talrige store udstillinger og performances bag sig i ind- og udland, bl.a. på SMK i 2018 og Horsens Kunstmuseum i 2019.

Kunstneren er født i Manila på Filippinerne i 1970, som barn af dansk far og filippinsk mor. Da hun var otte år, flyttede familien til Danmark. Denne dobbelte etnicitet er ofte omdrejningspunkt i hendes kunst. Gennem en både kritisk og humoristisk tilgang til emner som identitet, kultur, religion, race, køn og sociale relationer skaber Cuenca Rasmussen performances, der rummer stærke følelser og forvandlinger. Hun har udviklet sit eget markante udtryk, hvor hun dels synger eller rapper sine fortællinger, dels spiller alle historiens roller. Samtidig gør hun brug af virkemidler som video, kostumer og stringent scenografi. Kunstneren regnes for én af performancekunstens bedste, ikke mindst fordi hun arbejder så frygtløst og tør drive performancekunsten langt. Hun tildeler de materialer, hun bruger, en særlig symbolik og integrerer dem i sin fysiske krop. Hun skaber kunst bogstavelig talt med både krop og sind.

FRACTION INTER ACTION
I den 3 dages happening, der lige nu løber af stablen i København, ønsker Lilibeth Cuenca Rasmussen og co. at undersøge mulighederne og betingelserne for sociale interaktioner i fx det offentlige byrum overfor det private gallerirum. Hvor anderledes er det åbne rum i forhold til det lukkede? Vil publikum opføre sig anderledes afhængigt af omgivelserne? Og hvordan påvirker skiftet fra offentligt rum til privat rum de 12 kunstnere og deres performances?

De 12 kunstnere vil i dagene op til den endelige performance i morgen undersøge de muligheder og begrænsninger, der er for performancekunst i Københavns offentlige rum. Kunstnerne vil - uannonceret - lave kunsthappenings og initiere interaktioner i de offentlige rum og med menneskene i dem. I processen vil de udvikle og teste ideer og metoder, og de vil samle fragmenter og erfaringer, som de tager med tilbage til udgangspunktet, Galleri Christoffer Egelund.

Galleriet skriver om fredagens oplevelse: ”På galleriet er du som beskuer inviteret til at komme og gå. Du bliver dermed vidne til, hvordan de 12 performances transformeres gennem de 12 timer, og du kan følge med i de 12 kunstneres udholdenhed og dedikation. De 12 performances vil gøre dig til en del af værket, når kunstnerne undersøger beskuerens rum, rolle, potentiale og betydning for processen. Fraction Inter Action er dermed en åben invitation til dig til at træde ind i den kunstneriske proces som medskaber, men du vælger selv om du vil være passiv beskuer, eller om du mere aktivt vil reagere og interagere med kunstnerne.”

Deltagende kunstnere:

• LILIBETH CUENCA RASMUSSEN (PH/DK)
• María Kristín H. Antonsdóttir (IS)
• Vilde Jensen (NO)
• Lovisa Ljungberg (SE)
• Sofie Markinhuhta (SE)
• Malin Bengtson (SE)
• Tanja Silvestrini (NO)
• Greta Gillham Wright (UK)
• Iivi Melthaus (FI)
• Madihe Gharibi (IR)
• Victoria Gouzikovski (US/BY)
• Veslemøy Flotve (NO)

GALLERI CHRISTOFFER EGELUND, FREDAG 7/2 KL. 12-24. MAN KAN FRIT KOMME OG GÅ.
(Varighed 8 min)
... Se mereSe mindre

 

Kommenter på Facebook

1000-tak flot interview Connie Boe Boss💥👏🏼💪🏼

Hun er også min helt store helt, Connie 😍

Se mere